Anmeldelse: Oppenheimer

”Buy the ticket, take the ride.”

Helt så katastrofalt står det dog ikke til i danske biografer, ikke desto mindre bløder de for tiden, ikke mindst på grund af diverse streamingservicer og generelt svingende kvalitet af film. Derfor er storfilm såsom den nye Mission: Impossible, som er skabt til det store lærred, alt afgørende for biografernes fremtidige overlevelse. Det kræver dog at du går i biografen og ser dem og nu har du endnu en god grund; Christopher Nolan seneste film: Oppenheimer er et must see.

The Bing Bang Theory

Året er 1943 og Anden verdenskrig hærger. Det er lykkes for nogle tyske kemikere at splitte et atom, hvilket gør det muligt at bruge i krigsførelse. I frygt for at tyskerne skal bruge teknologien til at lave et supervåben og vinde krigen, hyrer præsident Harry Truman (Gary Oldman) og general Leslie Groves (Matt Damon), J. Robert Oppenheimer (Cillian Murphy), en af de førende atomfysikere i verden på det tidspunkt, til at opfinde det mest dødelige våben, menneskeheden nogensinde har set: Atombomben.

The Holy Trinity

Det bliver et kapløb mod tiden, for nazisterne og den tyske fysiker Werner Heisenberg (Matthias Schweighöfer) har allerede 18 måneders forspring på projektet. Oppenheimer samler derfor et hold af videnskabsmænd og slår sig ned midt i Los Alamos ørkenen, langt fra bureaukrati og fortidens spøgelser. Kan Oppenheimer nå at få en svampesky i luften inden tyskerne og er det det hele værd?

An-atom-y of a physicist

Oppenheimer følger fysikeren over en lang årrække, fra ung en entusiastisk mand til en samvittighedstynget midaldrende herre, i op og nedture. Filmen kommer ikke helt ind under huden på personen, således at vi forstår ham fuldt ud, men den viser, hvordan han fortrød opfindelsen og efterfølgende blev modstander af atomvåben. Efter amerikanerne smed atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, blev han hyldet for sin opfindelse og for at gøre en ende på Anden verdenskrig, men i 1950’erne blev der stillet spørgsmål ved hans forbindelse til det kommunistiske parti og en efterforskning skadede hans omdømme.

Auteurism

Christopher Nolan er utvivlsomt en af de bedste instruktører vi har nu om dage. Med kun ganske få fejltrin (Dunkirk og Tenet, var ikke mine favoritter) har han skabt den ene mindeværdige film efter det anden og han har allerede cemeteret sin plads som en af de vigtigste filmskabere nogen sinde. Som en af de få i Hollywood sværger han stadig til at optage sine film på gammeldags celluloid og gør generelt, hvad han kan for at forblive så analog som muligt.

Old school

Denne gang har han valgt at føre processen fuldt ud, så der ikke er en eneste computergenereret billede at finde. Alle de spektakulære effekter, atom eksplosionerne osv. er altså optaget i kameraet, enten i mikroskopisk eller i fuld størrelse. Dette er med til at give filmen en unik realisme og en nærmest nostalgisk old school fornemmelse. Det er som om ens hjerne ved, at det den ser på er ægte.

Murphy’s Law

Filmen må i den grad siges at være stjernespækket og alle spiller røven ud af bukserne. Især Emily Blunt og Robert Downey Jr. er nævneværdige, men dette er og bliver Cillian Murphys film. Han er intet mindre end fremragende som den skyldtyngede fysiker og efter at have medvirket i biroller i hele fire Nolan film, får han i sin femte optræden endeligt lov spille hovedrollen. Nolan kunne have holdt kameraet på Cillians ansigt i 3 timer og stadig formået at fortælle sin historie, for så udtryksfuld og yndefuld er Murphy med hans azurblå øjne og fremtrædende kindben. Det er en Oscar-nominering på vej til ham, uden tvivl.

Splitting Atoms

Oppenheimer er tre timer lang og faktisk synes jeg, at den er 10-15 minutter for kort. Der var flere steder undervejs, hvor jeg følte at fortællingen gik for stærkt og hvor filmen godt kunne være styrket, ved have dvælet lidt længere over visse detaljer. Efter Dunkirk skiftede Nolan klipper, så Tenet og Oppenheimer er klippet af Jennifer Lame (Frances Ha, Hereditary) og jeg er ikke sikker på, at jeg er vild med hendes klippestil. I Oppenheimer har hun (utvivlsomt i samarbejde med Nolan) blandt andet valgt at lave ”jump cuts”. Jeg mistænker at det er gjort for at spare tid og stramme filmen op, men det er slet ikke en stil, jeg synes passer til historisk drama som dette.

The Sound of Zimmer

En anden genganger fra Tenet er Ludwig Göransson og selvom hans score til tider er ganske effektivt, er det hverken synderligt bemærkelses eller mindeværdigt. Jeg savner Hans Zimmer og hans storladenhed, men han er åbenbart travlt optaget af Dune 2 for tiden. Jeg kan ikke lade være med at fantasere omkring, hvordan hans score havde lydt og hvad det kunne have bragt til filmen. Selvom vi er nede i detaljer med både klipningen og scoret, så er det de små ting der afholder mig fra at kalde Oppenheimer et mesterværk.

The end is just the beginning.

Det bliver nævnt i filmen, at holdningen blandt kloge hoveder er, at atombomben ikke så meget var slutningen på 2. verdenskrig, men snarer begyndelsen på den kolde krig. Denne tvetydighed falder i god linje med mange af Christopher Nolans tidligere film. De fleste har en tvetydig slutning, som publikum kan vælge at tolke enten med hjerne eller med hjertet og Oppenheimer er ingen undtagelse.

Prometheus

Ikke desto mindre er Nolans budskab, for mig at se, klart og tydeligt. Her er ingen Batman til at redde os fra de onde, ingen tidsrejsemaskine der kan hjælpe med at ændre fortiden og intet hukommelsestab til at lette vores sind of samvittighed. Virkeligheden har konsekvenser og vi har endnu ikke set hvilke, Oppenheimers bombe får for menneskeheden, men én ting er sikkert: Hvad end konsekvenserne er, er de uundgåelige. Det siger Murphy’s lov nemlig. Omvendt, hvis Einsteins strengteori er korrekt, så kan det hele vel relativt set være lige meget...