Film
Anmeldelse: Moonfall
Ny katastrofe film fra manden bag Independence Day.
Moonfall – Trailer
Living in ‘Conspiria’
Vi befinder i en tidsalder, hvor konspirationsteorier lever i bedste velgående. Holocaust benægtere, månelandingen i 1969, Russiagate, Flat-earthers, Chemtrails, JFK’s magic bullet, reptil ordner, Bill Gates’ mikrochips i vacciner osv. Der er nok af teorier at af- eller bekræfte, skulle man have lyst til det. En af de skøreste teorier er, at månen er hul, en såkaldt ”Megastructure” og altså slet ikke er nogen planet, men snarer en rumstation, bygget af rumvæsner. Men konspirationsteorier er jo i sagens natur kun teoretiske, indtil det modsatte er bevidst og det er her Roland Emmerichs nyeste katastrofefilm kommer ind i billedet. For netop teorien om den falske måne er, hvad Moonfall handler om.
Bad Moon Rising
Da amatørastronomen og konspirationsteoretikeren KC Houseman (John Bradley) opdager, at månen har ændret sin bane og er i kollisionskurs med jorden slår han straks alarm. Han opsøger den tidligere astronaut Brian Harper (Patrick Wilson) og sammen med direktøren af NASA, Jo Fowler (Halle Berry), sætter de ind med den heroisk aktion, for at redde jorden fra at kollidere med månen.
Shoot for the Moon
Roland Emmerich er katastrofe-filmens ukronede konge og med Moonfall har han overgået sig selv, i hvert fald når det kommer til budgettet. Moonfall er nemlig den dyreste uafhængigt-producerede film til dato, med et svimlende budget på hele 140 millioner dollars (knap en milliard danske kroner).
Man on the Moon
Desværre står resultatet ikke til måls med budgettet. Moonfall er ikke mere end en glorificeret B-film. Ikke at der nødvendigvis er noget galt i det. Emmerich har tidligere bevist med bl.a. Independence Day, Stargate, Universal Soldier og 2012, at denne type "guilty pleasure" film kan være stærkt underholdende og bestemt også har sin egen værdi i popkulturen, men med Moonfall afviger Emmerich fra sin velafprøvede formel og dette eksperiment mislykkes desværre.
ZERO Gravity
Et nøgleelement i Emmerichs tidligere film har altid været dens tongue-in-cheek humor, der har blinket selvbevidst til sit publikum og fortalt os at filmskaberne godt selv ved, at filmen er overdrevet og at den skal tages med et gran salt. Karaktererne er ligeledes altid en anelse karikerede og vi holder måske ikke ligefrem af dem, men om ikke andet holder vi med dem. I Moonfall er jeg ligeglad med karaktererne, der fremkommer livløse og ukarismatiske og i stedet holder jeg med månen.
The Dark Side of the Moon
Denne ændring i formlen er katastrofal. I Moonfall er denne humor stærkt reduceret og karaktererne er alle, for det meste, gravalvorlige. ligeledes tager filmen også sig selv alt for seriøst og her har vi problemet. En katastrofefilm som denne, med en præmis der er SÅ langt ude, er ikke ulig en rutsjebanetur og virker kun så længe publikum ved, at de er trygge i biografsædet og er indforstået med at det netop ”blot er en film”. Problemet med Moonfall er, at den glemmer forsikringen i form af humoren, og det eneste, vi står tilbage med, er en ujævn tur, der efterlader os mere omtumlede og forvirrede end oplyste og forlystede.
The Theory of Everything
Der findes katastrofefilm, hvor alvoren fungerer (Towering Inferno, Poseidon, Contagion), men de har typisk ikke fantastiske elementer så som en rumstation bygget af rumvæsner. Heldigvis er det langt fra alle konspirationsteorier der er sande eller vedvarende og denne må du altså længere ud i universet med, Hr. Emmerich.
Drengerøvsfaktor: 50 %
Teknisk information:
Original titel: Moonfall
Land: UK/Kina/USA, 2022
Instruktør: Roland Emmerich
Cast: Halle Berry, Patrick Wilson, John Bradley, Charlie Plummer, Michael Peña, Donald Sutherland
Genre: Action/Adventure/Fantasy
Billedformat: 2.39:1
Lyd: Dolby Atmos/IMAX 6-Track
Spilletid: 120 min
Dansk bio premiere: 24. februar 2022
Distributør: United International Pictures