Anmeldelse – Moomintroll: Winter’s Warmth

Der er spil, der prøver at imponere med store verdener, vilde kampe og systemer oven på systemer. Og så er der “Moomintroll: Winter’s Warmth”, som i stedet sætter sig stille og roligt ved siden af dig med en kop varm kakao og siger: slap af, vi skal bare ud i sneen lidt.

Hyper Games vender tilbage til Mumitroldenes univers efter “Snufkin: Melody of Moominvalley”, og denne gang er det Mumitrolden selv, der står i centrum. Vinteren har lagt sig tungt over Mumidalen, familien ligger i hi, og vores lille hvide hovedperson vågner alt for tidligt til en verden, der både er smuk, kold og lidt skræmmende.

En billedbog, du kan gå rundt i

Det stærkeste kort i “Winter’s Warmth” er uden tvivl stemningen. Spillet ligner en levende børnebog med håndtegnede omgivelser, dæmpede farver og sne, der knitrer under fødderne. Når Mumitrolden vader gennem driverne og efterlader små spor, føles verden ikke bare dekorativ – den reagerer på dig.

Lydsiden gør også sit. Vinden, sneen, de små karakterlyde og den bløde musik skaber en vinterstemning, der rammer lige i den hyggelige afdeling. Det er den slags spil, man næsten får lyst til at lade køre i baggrunden.

En vinter, man næsten kan høre

Det første, spillet rammer rigtigt, er atmosfæren. Mumidalen er normalt forbundet med grønne bakker, eventyr og små finurlige hverdagssituationer, men her er alt ændret. Sneen ligger tungt, vinden hyler, og selv de velkendte steder føles pludselig fremmede.

Den håndtegnede stil er en stor del af charmen. Omgivelserne ligner noget fra en gammel billedbog, hvor hver lille bakke, hule og snedrive føles malet med kærlighed. Det er ikke teknisk prangende på den der “se hvor mange polygoner vi kan smide på skærmen”-måde, men det er visuelt sikkert og stemningsfuldt.

Sneen er især værd at fremhæve. Når Mumitrolden bevæger sig gennem den, efterlader han spor, og de spor bliver en del af verden. Efter lidt tid begynder man at kunne se sine egne ruter gennem landskabet, som små personlige stier i det hvide tæppe. Det er en enkel detalje, men den gør meget for følelsen af, at man faktisk påvirker stedet.

Mumitrolden som modvillig vinterhelt

Historien begynder ret simpelt: Mumitrolden vågner for tidligt fra vinterhi og opdager, at noget ikke er, som det skal være. Familien sover stadig, dalen er fanget i vinterens greb, og for at få foråret tilbage må der arrangeres et stort bålritual.

Det sender Mumitrolden ud på en række små og store opgaver, hvor han skal hjælpe dalens beboere, samle gæster, finde ressourcer, tænde lys, skovle sne og få liv tilbage i et landskab, der føles både smukt og truende.

Det fine er, at Mumitrolden ikke starter som en klassisk helt. Han er nervøs, usikker og ret tydeligt ude af sin komfortzone. Han brokker sig, bliver bange og vil egentlig bare gerne hjem i varmen. Men netop derfor fungerer hans rejse. Man ser ham langsomt vokse med opgaven, ikke fordi han pludselig bliver sej på den klassiske måde, men fordi han lærer at blive stående, selv når vinteren føles stor.

Gameplay: små opgaver med stor hyggefaktor

“Winter’s Warmth” er et roligt adventure-spil med fokus på udforskning, dialog og simple opgaver. Du bevæger dig rundt i Mumidalen, taler med figurer, løser deres problemer og låser gradvist nye områder op.

Undervejs får Mumitrolden adgang til redskaber som tændstikker, en skovl, en økse og vanter. Tændstikkerne bruges til at skabe lys og tænde lanterner, skovlen åbner passager gennem sneen, øksen skaffer brænde, og vanterne giver adgang til snebold-mekanikker.

Det hele er meget let at forstå. Spillet er ikke ude på at teste dine reflekser eller tvinge dig gennem svære puzzles. I stedet handler det om at gøre verden mere fremkommelig bid for bid. En sti her, en lyskilde der, et væltet træ fjernet et andet sted.

Når det fungerer bedst, føles det som at rydde op i en levende billedbog.

Når hyggen bliver lidt for praktisk

Der er dog også tidspunkter, hvor spillet bliver en smule for glad for sine egne småopgaver. Mange quests følger samme rytme: find en figur, hør om et problem, brug det rigtige redskab, hent noget, vend tilbage.

Det er hyggeligt i starten, men senere kan især indsamling af brænde og gentagne snebold-sekvenser begynde at føles lidt som pligter. Ikke ødelæggende, men nok til at man mærker, at spillet ikke helt har variation nok til hele turen.

Sneboldkampene med Lille My lyder eksempelvis sjovere, end de reelt er. Man laver en snebold, sigter, venter på åbningen og kaster. Det gentager sig uden den store udvikling.

Til gengæld har spillet enkelte sekvenser, hvor mekanikkerne bruges mere kreativt. Især en passage med hunden Sorry-oo, hvor man skal navigere gennem hård vind og lys, giver lidt mere spænding uden at ødelægge den rolige tone.

Figurerne bærer meget af oplevelsen

En stor del af spillets charme ligger i mødet med Mumidalens beboere. Her er både særlinge, bekymrede væsner, små troublemakere og vinterfigurer, der gør verden større end bare Mumitroldens egen rejse.

Dialogen er enkel, men ofte rammende. Den kan være lun, skæv og pludselig overraskende melankolsk. Spillet tør godt strejfe emner som ensomhed, frygt og det at føle sig lille i en verden, man ikke helt forstår.

Det er ikke tungt på en voksen-drama-måde, men mere som de bedste børnefortællinger: let på overfladen, men med en lille klump i maven nedenunder.

Universet bag spillet

“Moomintroll: Winter’s Warmth” bygger på Tove Janssons Mumitrolde-univers, som gennem bøger, tegneserier og tv-serier har skabt en helt særlig blanding af tryghed, eventyr og nordisk melankoli.

Spillet læner sig især op ad idéen om vinteren som noget fremmed og næsten mytisk. For Mumitrolden, der normalt sover sig gennem årstiden, bliver vinteren en ny verden. Den er både farlig, smuk og fuld af væsner, han aldrig rigtig har forstået før.

Man behøver dog ikke kende Mumitroldene i forvejen. Spillet er godt til at åbne døren for nye spillere, mens fans får ekstra glæde af de kendte figurer og den særlige Jansson-tone.

Det bedste og det mindre gode

Det bedste ved “Winter’s Warmth” er stemningen. Den visuelle stil, lyden, sneen, sporene i landskabet og Mumitroldens lille, bekymrede ansigt går op i en virkelig behagelig helhed. Det er et spil, man synker ned i.

Det mindre gode er, at selve spilstrukturen bliver lidt for genkendelig. Der mangler nogle flere overraskelser i opgaverne, og enkelte resource-krav bremser tempoet på en måde, der ikke helt klæder resten af oplevelsen.

Men det er svært at være alt for sur på et spil, der tydeligvis er lavet med så meget kærlighed til sit univers.