Anmeldelse: Marvel’s Wolverine flår sig gennem småskavankerne med kløerne først

Marvel’s Wolverine har fået en lidt blandet modtagelse, og efter at have tilbragt en god portion timer i selskab med Logan kan jeg sådan set godt forstå dele af kritikken. Men slet ikke i en grad, hvor Insomniacs blodige mutant-eventyr fortjener at blive flået fra hinanden.

For ja, der er små quirks. Der er animationer og sekvenser, som virker lidt wonky, enkelte elementer har næsten en lidt barnlig videospilslogik, og nogle af de store actionsekvenser føles mærkværdigt gammeldags i deres opbygning.

Men når kløerne kommer frem?

Så fungerer Marvel’s Wolverine altså virkelig godt.

Har vi glemt, at man godt bare må have det sjovt, uden at en Oscar-manuskriptforfatter eller animator har knoklet de sidste 16 år for at spytte 30-40 timers gameplay ud? Wolverine er en rutsjebane i samme format en no-brainer gensyn af The Office, når man bare vil have et afbræk fra hverdagen og blive underholdt.

Kort fortalt – hvad handler Marvel’s Wolverine om?

Vi møder Logan efter hans tid i Team X, hvor fortiden endnu en gang viser sig at være noget, der ikke sådan lige lader sig begrave. Bolivar Trask og hans jagt på mutanter bliver startskuddet til en historie, der sender Wolverine på tværs af blandt andet Canada, Japan og Madripoor, mens gamle bekendtskaber, nye fjender og mindre behagelige minder begynder at dukke op.

Jean Grey får en central rolle undervejs, men historien holder heldigvis fokus på Logan og hans egen kamp med identitet, loyalitet og de ting, han tidligere har gjort. Det er stadig Marvel og mutanter for fuld udblæsning, men Insomniac holder sig fra bare at genfortælle den klassiske Professor X-skabelon.

I stedet får vi en mere personlig og dyster Wolverine-historie, hvor Reavers, Omega Red og andre karakterer fra de lidt mere beskidte afkroge af mutantuniverset får plads. Og uden at spoile for meget udvikler jagten på Trask sig naturligvis til noget væsentligt større end endnu en almindelig arbejdsdag for manden med adamantium-kløerne.

Spider-Man med færre akrobatiske krumspring

Det er næsten umuligt ikke at sammenligne Marvel’s Wolverine med Marvel’s Spider-Man. Det er trods alt Insomniac Games, der står bag begge, og studiets DNA ligger tydeligt under overfladen.

Der er samme sans for det filmiske, samme lyst til at lege med Marvel-universet og samme tilfredsstillende følelse af gradvist at få flere muligheder mellem hænderne. Men hvor Spider-Man handler om fart, akrobatik og frihed, er Wolverine tungere, mere lineær og markant mere fysisk.

Og så mangler der lige det sidste lag finesse.

Nogle actionsekvenser virker en smule dovent skruet sammen, enkelte animationer er mærkeligt stive, og indimellem føles det nærmest, som om man er røget et par generationer tilbage i tiden og spiller et klassisk actionspil med et meget moderne lag maling ovenpå.

Men det er sjældent noget, der for alvor ødelægger oplevelsen. For Marvel’s Wolverine har en ganske væsentlig fordel:

Logan er simpelthen vanvittigt sjov at styre.

Kløer, blod og masser af muligheder

Kampsystemet er naturligvis den helt store attraktion, og Insomniac har heldigvis ikke forsøgt at gøre Wolverine familievenlig.

Logan er aggressiv, brutal og konstant på vej fremad. Kløerne bliver brugt flittigt, fjender bliver kastet rundt, og blodet får lov til at sprøjte i en grad, der endelig giver Wolverine den R-rating-følelse, som karakteren nærmest har tigget om i spilverdenen.

Det er beskidt, dystert og til tider næsten absurd voldeligt.

Præcis som det skal være.

Samtidig er der rig mulighed for at udvikle sine evner undervejs. Nye teknikker og opgraderinger gør Logan mere effektiv, og man begynder hurtigt at finde sine egne favoritter og kombinationer.

Det er ikke verdens dybeste kampsystem, og efter nogle timer opdager man selvfølgelig kombinationer, som fungerer lidt for godt. Men der er nok muligheder til, at kampene bliver ved med at være underholdende – ikke mindst fordi det hele har en herlig tyngde.

Når Wolverine rammer nogen, så kan man mærke det.

Et Marvel-univers med lidt mere kant

Noget af det mest interessante er dog, at Insomniac ikke bare har valgt den nemme vej og lavet endnu en klassisk X-Men-historie.

Professor X og den velkendte skole behøver ikke være centrum for alt, der involverer mutanter, og Marvel’s Wolverine tør heldigvis bevæge sig længere ud i universet.

Det betyder karakterer som Jean Grey, Omega Red og Reavers, mens Team X og Logans fortid får lov til at spille en central rolle. Madripoor er nærmest også skabt til Wolverine med sin mere beskidte og kriminelle atmosfære.

Det giver historien en anden smag end de typiske X-Men-fortællinger.

Samtidig passer det glimrende til den version af Logan, Insomniac forsøger at skabe. Han er ikke en poleret superhelt, der lige skal redde verden inden aftensmaden. Han er en mand med en særdeles problematisk fortid, et temperament, der kunne bruge et serviceeftersyn, og en evne til at løse problemer ved at stikke seks meget skarpe argumenter ind i dem.

Fanservice uden at drukne i den

Insomniac ved selvfølgelig også godt, hvem publikum er.

Der er derfor masser af små easter eggs, referencer og ting at samle på, mens forskellige dragter giver mulighed for at klæde Logan på i mere eller mindre velkendte looks.

Det er fanservice, ja.

Men det føles sjældent som fanservice, der står med begge arme i vejret og råber: “SE DEN REFERENCE!”

I stedet ligger meget af det ude i siderne og venter på dem, der gider lede efter det. Det giver samtidig lidt ekstra incitament til at kigge sig omkring, selv om spillet grundlæggende er langt mere lineært end Spider-Man.

Og så er der whiskyflaskerne.

For hvem elsker ikke tanken om, at Wolverine mellem mutantkatastrofer, blodige slagsmål og eksistentielle problemer også lige kan finde tid til at gå på jagt efter whisky?

Det er en lille detalje, men også lige præcis sådan noget, der giver spillet personlighed.

Ikke helt lige så skarpt som kløerne

Problemerne opstår primært, når Marvel’s Wolverine forsøger at være andet end det, spillet er bedst til.

Nogle af de mere traditionelle actionsekvenser mangler kreativitet, og enkelte gameplay-elementer føles som idéer, man har mødt utallige gange før. Der er også små tekniske og visuelle quirks, hvor animationer eller figurer pludselig opfører sig en anelse mere funky, end man forventer af et spil på dette niveau.

Det kan give oplevelsen et lidt wonky præg.

Og nogle gange næsten et mærkværdigt børneagtigt et af slagsen, hvilket står ekstra tydeligt frem, når man fem minutter senere er tilbage til at skære sig igennem en flok fjender.

Men det er også her, jeg har svært ved at følge den hårdeste kritik.

For fundamentet fejler meget lidt.

Logan får endelig lov til at være Logan

Marvel’s Wolverine har et glimrende narrativ, et flot visuelt udtryk og – vigtigst af alt – et gameplay-loop, der gør det tilfredsstillende bare at være Wolverine.

Det er tempofyldt. Det er blodigt. Og det er mørkt nok til, at Logan ikke føles som endnu en Marvel-helt, der er blevet presset ned i den samme velkendte superhelteskabelon.

Insomniac tager nogle chancer med universet og karaktererne, og selv om ikke alle idéerne sidder helt lige så skarpt som et sæt adamantium-kløer, er jeg langt mere positiv over for helheden, end noget af den hårdere kritik lægger op til.

Spider-Man-spillene er mere raffinerede. De har mere finesse, bedre flow i nogle af deres store sekvenser og flere års erfaring med at finde deres helt egen formel.

Marvel’s Wolverine er mere rå.

Men det passer egentlig meget godt til manden selv.

For når Logan flyver ind i endnu en flok fjender, kløerne kommer frem, blodet rammer væggene, og man lige har spottet endnu en lille Marvel-reference eller whiskyflaske ude i periferien, så er der altså meget lidt her, jeg ikke kan lide.

Titel: Marvel’s Wolverine

Udvikler: Insomniac Games

Udgiver: Sony Interactive Entertainment

Platform: PlayStation 5

Genre: Action-adventure

Spiltype: Singleplayer

Udgivelsesdato: 15. september 2026

Aldersmærkning: 18+

Anmeldt på: PlayStation 5 Karakter: 5 ud af 6