Marsupilami er tilbage. Den langhalede belgiske jungleskabning, der for mange danskere nok primært vækker minder om tegneserier, børne-tv og et imponerende “Houba!”, har igen fået sit eget platformspil.
Marsupilami 2: Salsa Palombia følger op på Marsupilami: Hoobadventure fra 2021 og serverer endnu en omgang klassisk 2D-platforming med så tydelig inspiration fra Donkey Kong Country og Rayman, at man næsten forventer at finde en tønde med DK-logo i baggrunden.
Det er ikke verdens mest originale cocktail.
Men den smager faktisk ganske glimrende.
På Nintendo Switch fungerer Salsa Palombia især godt som et ukompliceret platformspil, man kan hive frem til en hurtig omgang. Styringen sidder, tempoet er højt, og præsentationen er farverig nok til, at spillet nærmest lyser op i hænderne.
Problemet er bare, at festen slutter omtrent samtidig med, at man for alvor er kommet i salsa-humør.
Tre langhalede helte
En af de vigtigste forbedringer siden Hoobadventure er, at de tre spilbare Marsupilamier denne gang faktisk føles forskellige.
Twister vender tilbage, mens Hope og Punch kommer med hver deres særlige egenskaber. Hope kan komme højere op med sit ekstra spring, Punch kan forvandle sig til en hoppende kugle, mens Twister har sine egne muligheder i luften.
På banerne får man adgang til to figurer ad gangen og kan skifte mellem dem med et tryk på en knap.
Det åbner for små puzzles og alternative veje gennem banerne, og især når man jagter de skjulte musiknoder, bliver det nødvendigt at holde øje med omgivelserne.
Desværre bliver idéen aldrig udnyttet helt så meget, som den kunne.
Figurernes evner burde være fundamentet for nogle virkelig kreative platformsektioner, men alt for ofte kan man bare fortsætte fremad uden at tænke synderligt meget over, hvem man styrer.
Punch kan eksempelvis rulle hen over pigge, men efter introduktionen føles evnen sjældent afgørende. Det er en god idé, der mangler et par ekstra omgange hos banedesignerne.
![]()
Læs også:
Fra jungle til sneklædte bjergtoppe
Selve banerne bliver heldigvis bedre, jo længere man kommer.
Den første jungleverden er hyggelig, men også omtrent så klassisk platformspilsagtig, som det kan blive. Senere kommer en mere hektisk by med biler og elektricitet, mens den tredje verden sender de langhalede helte op blandt sne, isgrotter og vindblæste bjergtoppe.
Her viser Salsa Palombia for alvor tænder.
Der er sekvenser, hvor man nærmest bliver skubbet frem gennem banen, og når spillet rammer den rigtige kombination af fart, timing og musik, kommer det tæt på noget af den samme rytmiske platformsmagi, som gjorde Rayman Legends så godt.
Det ser også glimrende ud på Switch. Den farverige tegneseriestil passer perfekt til Marsupilami-universet, animationerne er livlige, og især de senere områder har masser af personlighed.
Soundtracket fortjener også et skulderklap. Musikken er energisk og iørefaldende og hjælper med at holde tempoet oppe gennem banerne.
Hvad pokker er en Marsupilami?
Marsupilami blev skabt af den belgiske tegneserieskaber André Franquin og dukkede oprindeligt op i Splint & Co.-universet tilbage i 1950’erne.
Det mærkværdige gulplettede dyr med den absurd lange hale fik siden sit eget liv gennem tegneserier, animation og spil, og den fiktive jungle Palombia blev figurens faste hjemmebane.
I 2021 genoplivede Microids og Ocellus Studio spilversionen med Marsupilami: Hoobadventure. Det var et ganske traditionelt, men poleret 2.5D-platformspil med klare lån fra især Donkey Kong Country.
Salsa Palombia er en direkte efterfølger til den opskrift.
Denne gang bliver Palombia ramt af en musikalsk forbandelse, efter at tre musikglade mumier vågner og skaber problemer. Historien skal primært give dig en undskyldning for at hoppe på fjender og samle ting, og den opgave klarer den fint.
Mere problematisk er det, at både fjender og flere idéer føles meget velkendte fra forgængeren. Hvis du spillede Hoobadventure, er der øjeblikke, hvor Salsa Palombia mere føles som en stor udvidelse end et helt nyt kapitel.
Det er slut, når det bliver rigtig godt
Den største anke er længden.
Der er kun tre hovedverdener, og selve kampagnen kan klares på omkring tre timer. Det er temmelig beskedent for et platformspil, der først for alvor begynder at vise sit potentiale i anden halvdel.
Der er heldigvis mere at lave bagefter.
Man kan gå tilbage efter musiknoder, finde skjulte dojoer og forsøge sig med Salsa Mode, hvor banerne bliver til mere hektiske pointjagter. Derudover findes forskellige udfordringer og cups, som giver completionister noget ekstra at bide i.
To spillere kan også tage turen sammen, og her bliver kaosfaktoren skruet mærkbart op.
Særligt spillets versus-minispil er en overraskende fornøjelse. Her findes blandt andet en fodboldvariant med klare Rocket League-vibrationer og en disciplin, hvor arenaen skal dækkes i ens egen farve.
Til gengæld bliver bosskampene nærmest komisk nemme med to spillere, fordi to Marsupilamier kan tæske løs samtidig.
Lidt for flinke ved spilleren
Salsa Palombia er generelt ikke interesseret i at gøre dig vred.
Checkpoints står tæt, konsekvensen ved at dø er minimal, og selv på højere sværhedsgrader er der sjældent fare for, at Joy-Con-controlleren bliver sendt på en utilsigtet flyvetur gennem stuen.
Det gør spillet oplagt til yngre spillere og familier, men rutinerede platformfans vil sandsynligvis savne modstand.
Fjenderne hjælper heller ikke på variationen. De samme typer bliver genbrugt lidt for ofte på tværs af verdenerne, og efter nogle timer begynder det farverige persongalleri at føles mindre varieret, end de flotte omgivelser lægger op til.
Marsupilami 2: Salsa Palombia er derfor et spil med en lidt pudsig balance.
Det er flot, styrer godt, har glimrende musik og indeholder flere sekvenser, hvor platformingen rammer præcis den rette blanding af fart og charme. De tre forskellige figurer er et klart fremskridt, og lokal multiplayer giver ekstra liv til pakken.
![]()
Læs også: