Anmeldelse: Maestro

The Right Man for the Job

Den beslutning skulle nemlig vise sig at være en klog en, for med Maestro har Bradley Cooper begået et sandt mesterværk, som end ikke maestro-Spielberg, her på sine gamle dage, ville kunne have præsteret. Det er en film, der sprudler af energi, kreativitet og fortælleglæde - den føles grandios og samtidig som et intimt indblik i en af Amerikas største dirigenter og komponister: Leonard Bernstein, Lenny blandt venner… og elskere…

A Star is, well… Born!

Året er 1943. Alt imens den blot 25-årige jødiske wunderkind, Leonard Bernstein (Bradley Cooper), er i fuld gang med at skrive musikken til musicalen On the Town (1949), bliver han tilbudt det prestigefyldte job som dirigent for New York Philharmonic Orchestra. Det bliver startskuddet på en lang og glorværdig karriere, der strakte sig helt frem til blot få dage før hans død, den 14. oktober 1990.

Loving Lenny

I 1946 afholder Leonards søster, Shirley (Sarah Silverman) en komsammen for venner og bekendte. Her møder Lenny den 24-årige, Broadway skuespillerinde, Felicia Montealegre (Carey Mulligan). Hun skal vise sig at blive den vigtigste person i Lennys liv, en livslang partner og på mange måder en inspirationskilde for musikeren. Men at leve i skyggen af en så offentlig og forholdsvis flamboyant personlighed som Leonard Bernstein, der kræver alt den opmærksomhed og kærlighed han kan få, er ikke altid en dans på roser for Felicia.

Honey, I’m homo!

Komponisten lever nemlig et dobbelt liv, for til trods for at han og Felicia har tre børn sammen, er Leonard flintrende homoseksuel - en kendsgerning som Felicia godt er bekendt med og til dels accepterer, men som alligevel skaber konflikter i ægteskabet, især når hendes ægtemand ikke kan styre sine lyster i offentligt skue og deres teenage-datter Jamie (Maya Hawke) begynder at spørge ind til rygterne, der svirrer om faderens seksualitet.

Sex, drugs and classical music

Måske netop på grund af sin undertrykte seksualitet var Lenny også indbegrebet af en forpint kunstner. For at kunne arbejde, måtte han lide, både fysisk og psykisk. Han isolerede sig også fra sin familie i længere perioder og druknede sig, især senere i sin karriere, i sex, stoffer og alkohol.

Show, don’t tell.

Maestro indeholder alle disse elementer, men de bliver ikke udpenslet. Bradley Cooper lader ofte sine set pieces tale for sig, således bliver Leonards homoseksualitet for eksempel afsløret for Felicia i et musical nummer fra Bernsteins egen On the Town, hvor komponisten selv pludseligt er en del af dansenummeret.

Not like other boys

Ulig så mange andre biografier, føles Maestro ikke blot som en Wikipedia fakta-oplæsning, vi efterhånden er blevet forvendt med fra Hollywoods side. Filmen følger, i modsætning til så mange andre biografier heller ikke slavisk hovedpersonens karriere, men vælger i stedet at fokusere på det komplicerede forhold imellem Lenny og Felicia. Det er der kommet en ”forbavsende” rørende film ud af.

Bye, Felicia!

Carey Mulligan i rollen som Felicia Montealegre er dermed lige så meget hovedpersonen som Bradley Cooper er det. Faktisk er hun filmens hjerte og hun leverer sin bedste præstation til dato og stjæler samtlige scener hun er med i. Dermed ikke sagt at Cooper ikke også fortjener at bliver hyldet, for udover at spille Lenny fra han er 25 til han er omkring de 70 år, så har han også skrevet manuskriptet og som nævnt instrueret filmen. Det er en kraftpræstation på niveau med Orson Welles og hans magnumopus Citizen Kane.

Standing on the Shoulders of Giants

Cooper er da tydeligvis også lade sig inspirere af mestrer så som Welles, Elia Kazan og Robert Wise, således sprudler filmen af smarte referencer til deres arbejde. Ligesom Citizen Kane (den film, der gør bedst brug af dette format) bliver Maestro præsenteret i en 1.33:1 ratio, altså det gammeldags 4:3 ”tv format”, med sort i siderne og første halvdel af filmen er i sort/hvid, mens anden halvdel er i 70’er-agtige ”Eastmancolor” toner.

"The Spielberg One’er"

Det er tydeligt at Cooper har en forkærlighed for de mere karakterdrevene film fra 70’erne. Det er karakterernes følelsesliv der først og fremmest er i fokus her og han giver præstationerne første prioritet, ofte i lange, ubrudte takes, hvor kameraet glider elegant ind og ud og rundt om spillerne. Det giver mindelser om John Cassavetes, Woody Allen og Spielberg selv, som Cooper ikke blot imiterer, men sagtens kan stå på lige fod med.

The student becomes a Master.

Siden sine Actor’s Studio-dage, har Cooper været en ivrig studerende. Det tog ham således seks år at lære at dirigere Mahler's 2nd Symphony som Leonard Bernstein gjorde det i Ely Cathedral i 1973. Filmen viser et næsten tre minutter langt og uafbrudt take af koncerten, hvor Cooper selv dirigerer Londons symfoni orkester. Jeg får stadig gåsehud blot ved tanken om denne mageløse scene. Filmen er ikke mindre mageløs og lur mig om den ikke bliver den helt store vinder ved næste års Oscar-uddeling.

Tar-tar, Tár

I modsætning til Todd Fields selvoptagede og langtrukne film om dirigenten Lydia Tár (2022), der har Cate Blanchett i hovedrollen, så kender Maestro også sin besøgstid. Med en forholdsvis beskeden spilletid på 139 minutter, spilder Cooper ikke et sekund af Bernsteins liv. A Star is Born var en god debut, men med Maestro beviser Bradley Cooper, at han hører til blandt eliten af filmskabere der selv skriver, instruerer og spiller hovedrollen. Welles, Eastwood, Allen, Affleck, Clooney, Cassavetes og Cooper.

Maestro kan opleves i biografen for en kort stund og udkommer derefter på Netflix d. 20. december.