Anmeldelse: Joker: Folie à Deux

Joker Face

Der er gået to siden Arthur Fleck aka Joker (Joaquin Phoenix) dræbte seks mennesker, her iblandt sin egen mor og talkshowværten Murray Franklin (Robert De Niro), som han henrettede på live tv. Siden da har han siddet indespærret på Arkham State Hospital og hans hverdag er blevet om muligt endnu mere deprimerende og ensom. Han orker ikke en gang at fortælle fængselsvagterne sine sædvanlige jokes om morgenen længere.

Let’s Put a Smile on that Face

Hele hans liv og ikke mindst sindstilstand ændrer sig dog, da han møder en anden Arkham indsat, Lee Quinzel (Lady Gaga). Hun har en fascination for Joker og han forelsker sig hovedkulds i hendes skøre væsen. Hun bringer bogstaveligt talt musikken tilbage i Arthurs liv og sammen, via showtunes og American Standards, drømmer de sig langt væk fra hverdagen på sindssygeanstalten.

Rebel Without a Cause

Da det blev afsløret at Joker: Folie à Deux ville være en musical, lød der et ramaskrig fra fansene. Mange mente at Todd Phillips måtte have tabt sutten og være blevet lige så skør som Arthur Fleck, men Phillips har altid været en instruktør, der kunne lide at rykke publikums grænser. Jeg husker da The Hangover III udkom. Jeg tror, at jeg var en af de eneste kritikere, der rent faktisk godt kunne lide filmen og roste Phillips for at have nosser til at gøre 3’eren så dyster og anderledes end de to foregående i serien. En nærmest ungdomsrebelskhed, der grænser op til selvsabotage fra Phillips side, der ikke faldt i god jord hos publikum, med Joker: Folie à Deux har han gjort det igen.

That’s all Folks!

Musicals har altid været en genre der splitter folk og kan fremmedgøre selv det mest veloplagte publikum så, at Phillips har valgt at lade efterfølgeren været en musical, virker som lidt af en langefinger til DC, Warner og publikum. Som om han prøver at sige ”Fuck jer! Jeg gider ikke at lave en 2’er, men hvis I virkeligt gerne vil have en, så bliver det altså en musical…”

That’s Entertainment!

På en eller anden måde fungerer det, at Joker synger og danser sig igennem denne udgave af DC's univers. Eftersom det meste af handlingen fra den første og sikkert også denne film foregår i hans eget hoved, ser jeg ikke noget problem i at hans vrangforestillinger udspiller sig, som var han med i Singin’ in the Rain (1952) eller The Band Wagon (1953).

Cry Me a River, Phoenix

Sangene udspringer af karakterernes følelsesliv og virker derfor naturlige i sammenhængen. Hvis man skal have noget ud af filmen, bliver man ganske enkelt nødt til at give sig hen til musical elementet. Phoenix og Gaga har en kemi der slår gnister og begge er hypnotiserende, på hver deres måde.

Mad Romance

Phoenix knurrer og hvæser sig igennem sangene med en autentisk intensitet, mens Gaga (der aldrig har været bedre) giver dem den tiltrængte ynde og format de fortjener. Det bliver måske lidt trættende, at det er de samme sange, der konstant går igen, hvilket er min eneste store anke med musical elementet.

I yam what I yam!

Temaet i Joker: Folie à Deux er, at man skal være tro mod sig selv og ikke være den som andre synes man skal være, hvilket igen taler ind i Phillips tilgang til sine film. Arthur kan ikke helt forene sig med rollen som Joker, der siden 1’ren er blevet en form for antihelt i Gotham og et popkulturalt ikon med sin egen tegne-og-tv-film.

Knock, knock. Who’s there?

På den vis berører filmen et emne der er meget oppe i tiden: Identitetspolitik. Er man den man selv føler at man er, eller er man hvad andre siger man er? Det er den udfordring Arthur Fleck står overfor denne gang.

No Funny Business

Et andet emne der bliver illustreret her, er komikkens dødsdom. En standupkomiker er bogstavelig talt stillet foran en domstol og får flere gange at vide, at han ikke skal prøve på at være sjov, for retten vil ikke acceptere nogen form for humoristiske indslag.

Out of Order

Desværre er der ikke nok handling til at bakke op om disse temaer og motiver, og hele filmen ender med at føles en smule underudviklet. Det virker lidt som om Phillips og hans medforfatter Scott Silver ikke helt har kunne bestemme sig til om filmen skulle være et reelt retssalsdrama eller om de skulle gå fuldt ud musical. Med andre ord er filmen meget passende lige så skizofren som Arthur selv.

The Killing Joke

Forventningerne til denne efterfølger har været høje og filmen vil uden tvivl skuffe mange, men Joker: Folie à Deux er på ingen måde en dårlig film, den er bare ikke helt på højde med den første og jeg synes at den hårde kritik den har modtaget fra de udenlandske kritikere er lidt ufortjent. 2’eren har ikke meget på hjertet, men nogle gange er alt man behøver for at komme videre i dagens tekst vel også bare en sang, en dans, og i ny og næ en velplaceret joke.