Anmeldelse: Indiana Jones and the Dial of Destiny

Young Indiana Jones

Vi genforenes i første omgang med Henry Jones Jr. (Harrison Ford) i 1944. Anden Verdenskrig er på hæld og den dengang unge og sprøde Indy er på en farefuld mission sammen med sin kompagnon, Basil Shaw (Toby Jones). De leder efter et værdifuldt sværd, der er i nazisten Dr. Vollers (Mads Mikkelsen) varetægt, men falder i stedet over Archimedes hjul.

”Eureka, I’ve got it!”

Hjulet er en sagnomspunden genstand, der efter sigende kan finde åbninger i tidsrum-kontinuummet, så det er muligt at rejse gennem tiden. Dette var Archimedes naturligvis selv klar over, så for at ingen skulle få nogle gode idéer, knækkede han hjulet over og gemte delene to hemmelige steder.

Outta time

25 år senere møder vi atter Dr. Jones. Nu er året 1969, hippierne har overtaget verden, Armstrong, Collins og Aldrin er netop landet på månen og den kære arkæolog virker som en mand, der lever i en forkert tid. Han er på mange punkter selv blevet et levn fra fortiden. Jones er endda på vej på pension, da Basils datter, Indys guddatter, Helena (Phoebe Waller-Bridge) pludseligt dukker op og spørger ind til Archimedes hjul.

Nu går den vilde skattejagt

Lige i hælene på hende er FBI og ikke mindst nazisten Dr. Voller, der også gerne vil have fingre i hjulet. Indy og Helena er derfor nødsaget til at flygte fra USA og således starter et sidste eventyr for den aldrende arkæolog. Det umage par må have fat i Archimedes hjul, inden Dr. Voller kan nå at ændre fortiden, så tyskerne vinder Anden Verdenskrig og dermed ændrer verdenshistorien for evigt. Undervejs på rejsen får Indy og Helena selvfølgelig hjælp fra gamle, så vel som nye venner.

“It’s not the years, honey. It’s the mileage”

Indiana Jones and the Dial of Destiny har et hæsblæsende tempo start til slut. Vores helt og heltinde jages til vands, til lands og i luften, i to en halv times heftig action. Det mest imponerende ved dette er at Harrison Ford, der fylder 81 år den 13. juli, stadig selv udfører mange af sine stunts og fysisk virker som om, at han snildt kunne holde til 10 år mere som Indy.

Forever Young

En ting der dog har ændret sig hos hr. Ford, er hans ansigt. Filmen starter med en 20 minutter lang sekvens, der foregår i 1944. Så for at få Indy’s ansigt til at matche med udseendet fra The Last Crusade, har instruktøren James Mangold valgt at benytte sig at den såkaldte De-Aging teknologi. Den er slet ikke god nok endnu, til at det virker troværdigt på nogen måde. Effekten ligner stadig noget fra et computerspil fra start 00’erne og det er synd, for det tager publikum ud af filmen fra starten af, til trods for at handlingen faktisk er ganske medrivende.

“It belongs in a museum!”

Jeg genså fornyeligt Raiders of the Lost Ark og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor genial den film er. Det er en jødisk filmskabers hævn på nazisterne og samtidigt en historietime, forklædt som en actionfilm. Den har hjerte, humor, action, selvironi, mindeværdige scener, så det halve kunne være nok og så har den et af de mest ikoniske temaer i filmhistorien, takket være John Williams. Han er heldigvis tilbage i Dial of Destiny og leverer et af sine bedste scores i mange år.

“I’m your density. I mean, your destiny.”

Indiana Jones and the Dial of Destiny har været længe undervejs. Helt tilbage i 2016 begyndte rygterne om en ny Indy-film at svirre, men der skulle altså gå yderligere syv år, førend filmen fik premiere. I mellemtiden skete det utænkelige, Steven Spielberg, der ellers har instrueret de fire andre film, sprang fra. Han overlod tøjlerne til den erfarende instruktør James Mangold (Logan, 3:10 to Yuma), der pludseligt havde en kæmpe opgave foran sig.

A.I. Artificial Intelligence

For mig er de tre første film i serien perfekte (jeg har især en svaghed for Temple of Doom) og selvom det er unfair at sammenligne dem, så lever Dial of Destiny ikke helt op til standarden. Der mangler ganske enkelt noget af Spielberg-magien, når den er bedst. Dermed ikke sagt at det er nogen dårlig film, for det er det bestemt ikke men, for at bruge et populært udtryk, så føles Dial of Destiny som resultatet af, hvad en A.I. algoritmisk ville komme frem til at en Indiana Jones-film ville være.

Raiders of the Lost Art

Dial of Destiny har alle elementerne der udgør et klassisk Indy-eventyr, men der mangler krydderiet, umamien om man vil, der binder det hele sammen og gør filmen mindeværdig. Spielberg kunne ikke engang selv fremtrylle denne med Kingdom of the Crystal Skull, så det faktum at Mangold trods alt har fået så underholdende en film ud af det, er blot en cadeau til ham.

The Last (Last) Crusade

Er filmen overflødig? Ja, det er den i bund og grund. Skal du se den? Ja, selvfølgelig skal du det. Om ikke andet for at tage afsked med en af de mest ikoniske helte nogensinde. Den vil sikkert skuffe mange, for det er uundgåeligt, når fanbasen er så stor som den er, men jeg foretrækker til hver en tid et middelmådigt eventyr med Indiana Jones, fremfor så mange andre ligegyldige film.