Anmeldelse: Horizon Forbidden West

Horizon Forbidden West er i essensen en sand videreudvikling af første spil, og den direkte efterfølger fanger en del af begrænsningerne fra første spil og udvider på mekanikker og funktioner i en sådan grad, at det ville være ekstremt overvældende hvis man fik præsenteret alt på en gang - det er heldigvis ikke tilfældet, og selvom spillets første del byder på en del liniære tutorial-agtige missioner, åbnes meget af spillet på vilkårligt tidspunkt i den åbne verden, hvor små spiltips guider vejen til at få mest muligt ud af oplevelsen. 

Horizon Forbidden West er ikke ubetinget det flotteste spil i verden, men forbedringerne virker indenfor rammerne af spillet stil og stemning - det er den oplevelse der giver et overvældende indtryk, men der er stadig udfordringer. Jeg har gennemspillet en tidlig anmelder-version af spillet (Udleveret af Sony PlayStation) og her var stadig grobund for en del mindre bugs og fejl - dog uden at være gamebreaking, og med løftet om en førstedagspatch, der skal udrede de fleste af disse fejl.

Hvis jeg skal udpege en ting som Horizon Forbidden West tager med sig fra forgængeren (og mange andre open-world RPG's), er det den underlige følelse, af hurtigt at spotte de samme ansigter gennem spillets mange forskellige NPC-karakterer. Det kan virke en smule underligt at komme fra den ene ende af spillets kort og falde i samtale med en umiddelbar ny karakter med andre udfordringer, anden beklædning og det eksakt samme ansigt. Det er en af den slags ting man må ofre sin undren over, for at give sig hen til historien. At have gennemgået gamle ruiner for en happy-go-lucky arkæolog gennem en timelang mission i ørkenen, for at møde det samme ansigt i form af en jæger, der beder en om at hente maskindele i et blæsende koldt snelandskab et par timer senere, kan altså skabe en underlig disconnect for gameren. Men lad det ligge, for der er meget andet at tage fat på i det sprudlende Horizon. 

Killing in the name of... The world

Vi møder Aloy, der ikke har ligget på den lade side, siden hændelserne i Horizon Zero Dawn. Seks måneder har passeret i spiluniversets tidslinje, og vi får forklaret at heltinden har jagtet forkerte spor, i jagten på den noget åbne slutning som det første spil efterlod os med. Heldigvis er gamerne tilbage for at styre Aloy i den rigtige retning, og efter en indledningsvis introduktion, der både agerer tutorial til spillet velkendte og nye funktioner, får spilleren en opsummering af Horizons tilstand, en kærkommen opsummering af de vigtigste hændelser fra Horizon Zero Dawn, inden det for alvor går løs: Aloy bliver nødt til at rejse The Forbidden West for at eftersætte kampen om at redde sin verden, igen med tidspres og nye trusler på horisonten. 

Zero Dawn fandt sted på et kort der komprimerede USA's midt-vest stater i form af Colorado, Utah og Arizona - Vest derfra, ligger det forbudte område, der omspænder dele af de store delstater Nevada og Californien - en del af verden der 1000 år efter vores tidsregning både ligner sig selv men også er totalt forandret af naturen. 

Allerede fra starten af Forbidden West, er det tydeligt at Aloy har fået opbygget sig et ry som lidt af en frelser, det narrativ er gennemgående i spillets historie - heldigvis for Aloy, betyder det at hun får selskab af en række karakterer, der støtter op om hendes nye mission. Det giver nogle flere relationer at spille historiens bølger op mod, og makkerne der stille og roligt støder til, er løbende med på missioner, når de ikke kan findes i spillets centrale hub, hvor Aloy mellem historierne kan slappe af, tjekke op på udstyr eller få sig en sludder eller et brætspil. 

Horizon Zero Dawn havde tre ting der løftede spillet op til den position, som det hurtigt indtog: En spændende, omend snørklet historie  En spændende ny verden fyldt med trusler og spændende maskinkampe - Og et nyt spin på den gennenmtærskede single-player RPG genre. 

Horizon Forbidden West står på skuldrene af Zero Dawn. Mens spillet har mistet en del af den funklende innovation og det umiddelbare overraskelsesmoment, har det en styrket position af genkendelighed - og det beriges af en væsentligt forbedring af spillets understøttende funktioner. Sidemissionerne i spillet er blevet langt mere unikke, udholdelige og selvom de ikke har en direkte sammenlåsning med spillets hovefokus, leverer de en sømløs integration af spillets univers, udfordringerne med naturen og unaturen og en dybere forbindelse mellem de mange folk der beboer den fagre nye verden. 

Guerilla Games har også arbejdet indgående med spillets mekanikker og strukturer, der til tider kan virke helt overvældende med de mange valg det tilbyder en. Færdighederne som man stille og roligt kan berige Aloy med gennem de klassiske skilltrees skaber grobund for mere individuelle spillerstile og er langt mere overskuelige end tidligere. Dertil kommer der et væld af nye våben der kan berige oplevelsen - og så er der endnu flere muligheder for at overraske fjender med nye fældetyper og at styrke sig selv med tids-begrænsede buffs i form af unikke egnsretter, som man kan samle ingredienser til og få respektive kokke i de mange forskellige beboelser til at tilberede. 

Mange af disse nye tilføjelser er ikke tvunget læring i den indledende tutorial og kan i essensen overses, hvis man alene stormer igennem spillets hovedmission uden at snuse til omverdenen. Spillet misser dog ikke et sekund, til at opfordre en til at gå på opdagelse: Er du sikker på du er klar til at gå videre med denne mission? Jamen når I spørger på den måde.. Så lad mig da lige bruge tre timer på at jage en unik maskindel for at opgradere min snigskyttebue! 

Det kan læses som lettere irriterende nudging fra spillets side, men jeg må indrømme at det har været en total fornøjelse at strejfe rundt i den åbne verden uden at gå benhårdt efter et specifikt missionsmål, for så at blive beriget med en surprise-mission der gav mig et nyt våben til arsenalet, eller et kig i de mystiske gamle ruiner fra vores tids avancerede verden. 

Der er selvfølgelig nye måder at udforske universet på. Mens Aloy ikke har fået lov til at få full-blown klatrefærdigheder ala Assassin's Creeds åbne verdener, er der blevet mulighed for at klatre mange steder - som er tydeliggjort af det evigt vigtige fokus. Bevægeligheden findes også i et high-tech take på en paraglider, og så er der mulighed for at overtage endnu flere maskiner som kan rides på - og det er altid sjovt at tage kampen til de onde maskiner fra ryggen af en gigantisk maskintyr. 

Kampen mod maskinerne var en af det originale spils helt store forcer og det er der ikke blevet pillet meget ved i den nye installation. Det er stadig både underholdende og også frustrerende pinagtigt, når man undervurderer en af de gigantiske maskiners angrebsmønstre - eller hvor mange fjender man egentlig gik i kamp mod. Alt sammen er muligt at gøre med forskellige tilgange, takket være hvilke evner man sparker op i skilltræet. 

Den åbne verden er en stor del af Horizon, men det samme gælder også spillets "dungeons", der denne gang byder på både de klassiske "maskinedler" med respektive puslespil og Tom Raider-agtige udfordringer, men også udforskning af gigantiske underjordiske komplekser, der har (haft) helt andre formål. 

Dertil kommer det nye element af undervandsudforskning, der fylder en del i spillet, uden at blive decideret frustrerende, som det ofte kan blive med "underwater"-levels i spil. 

De mange hemmeligheder der lurer lige under overfladen i Forbidden West er nogle af spillets absolutte højdepunkter, Og denne gang er der mange flere af dem - med endnu bedre level-designs.

De mange muligheder og velkomne distraktioner giver Forbidden West en god sending underholdningstimer, og har indtil videre sendt 36 timers spilletid af sig, for at jeg nåede til konklusionen af spillets hovedfortælling.

Selvom spillet selv forsøger at levere både vilde storytwists og emotionelle mavepustere gennem dets fortælling, er nogle af spillets bedste momenter at finde, når man endnu en gang når toppen af endnu en bjergtop og står og skuer ud over et helt nyt landskab med endnu flere mysterier indhyllet i tåge under de sneklædte bjerge, mens solstrålerne lyser op over en verden der måske nok har udfordringer - men også en fantastisk skønhed. 

Horizon Forbidden West er en efterfølger til Horizon Zero Dawn på godt og ondt. Mens spillet leverer mere og vildere end forgængeren, ville det være svært at sætte pris på den store overflod, uden at kigge tilbage. Horizon Forbidden West kan ikke stå alene, og skal man for alvor kunne sætte pris på hvad der er at dykke ned i her, bør man ikke gå ind til spillet uden at have taget greb med forløberen, men slutresultatet er tydeligt:

Hvis du kunne lide Zero Dawn, vil du elske Forbidden West.