Anmeldelse: Halo Infinite

Spillets indledende missioner vækker en gennemført klassisk Halo-stemning, og fungerer samtidig som en indledning, der introducerer nye mekanikker og Master Chiefs grundlæggende features: Den helt store øjenåbner her, er det nye værktøj Grappleshot - en smart lille gribekrog, der på bedste Batman-manér gør Master Chief i stand til at bevæge sig mere vertikalt og på samme omgang også et smart lille værktøj, hvis man vil have fingre i våben ellers eksplosive objekter, der er udenfor umiddelbar rækkevidde. 

Grappleshot-tilføjelsen er ikke en banebrydende revolution i det store gaming-univers, men for Halo er det et friskt pust, der giver spilleren meget mere bevægelse - og en endnu mere dynamisk spilleoplevelse. 

I løbet af intromissionerne bliver det også tydeligt, at spillet ikke bare lader dig torpedere gennem alle fjender med brændende fokus og evigt skiftende våben: Allerede fra introduktionen, præsenteres man for udfordrende boss-fights, der kræver, at spilleren tænker anderledes og lynhurtigt udvikler nye strategier - disse sammenstød demonstrerer også, hvor velfungerende Halo Infinites kunstige intelligens er - og det er sværere at løbe om hjørner med spillets bosses, end i mange andre lignende spil. 

Efter de indledende sekvenser, er Master Chief udstyret med to nye sidekicks - piloten der hentede Master Chief ind fra verdensrummet - blot kendt som The Pilot, og en ny AI-assistent; navngivet The Weapon - Cortanas afløser - der minder utroligt meget om Cortana, dog uden en forudgående kendskab til Master Chief. Altså en ny begyndelse. 

Introduktionen til spillet giver en en god fornemmelse for de ny mekanikker, uden at føles for tvunget - og mens banedesignet er mere vertikalt, er det tydeligvis stadig en klassisk omgang Halo-level design, med en start- og slutpunkt, opbrudt af sværme af fjender. Men så bliver man læsset af på den nye ringverden; Zeta Halo. 

A whole new world

Halo Infinite åbner sig pludselig op, på en mere storslået skala, end tidligere set i Halo-regi. Her vil man genkende mange open-world kendetegn, med et kort der er nogenlunde åbent for fri udforskning og et væld af interessepunkter, der er sammensat af en kombination af klassiske open-world missionstyper. 

Master Chiefs grundlæggende mission, er at nedkæmpe The Banished og hjælpe UNSC marinerne om at genfinde et fodfæste på den frodige og krigsplagede planet. De frivillige interessepunkter gør det muligt at åbne for flere opgraderinger og bedre udstyr, mens man sideløbende kan gå til og fra hovedhistorien som det passer en. Det betyder at Zeta Halo er en semi-åben sandkasse, som indeholder alt fra redningsaktioner, til nedkæmpning af fjendtlige hotspots og samtidig gemmer på overraskelser og opgraderinger i hengemte kroge af kortet. Zeta Halo er ikke open-world fra ende til anden, men virker mere som flere uafhængige sektioner, som der løbende åbnes op for - og af samme grund har man også et vist grundlag, for at sørge for at hovedmissionen følges op forholdsvist regelmæssigt. 

Fortællingen i Halo Infinite indeholder et væld af plosttwists og drejninger, og selvom det ikke dvæler for tungt ved hændelser i tidligere spil, refereres der ofte til disse. Historien er ikke et fortællingsmæssigt mesterværk, men den fungerer og er interessant nok til at drive spillet videre. Nytilkomne til Halo-universet vil nok stå tilbage med flere spørgsmål end svar - men det kan selvfølgelig være en god anledning, til at besøge den nyligt udgivne Halo: Master Chief Collection.

For inkarnerede fans, vil det være lettere at følge de mange referencer, men også her står man stadig tilbage med ubesvarede spørgsmål - som selvfølgelig kan besvares i et eventuelt fremtidigt Halo-spil. 

Men måske er historien heller ikke det vigtigste i et Halo-spil...

Det er i hvert fald fornemmelsen jeg sidder tilbage med, for der er noget der begejstrer mig meget mere, og det er det basale gameplay.

Halo Infinite er måske den mest tilfredsstillende sci-fi shooter, jeg til dato har haft fingre i. Gameplayet er bombastisk og lynhurtigt - og kan ofte føles lidt bullethell-agtig, alt efter ens fremgangsmåde. Hvert våben føles dejligt udtryksfuldt og responsivt, når man får kørt de 20+ våbentyper igennem et par gange, bliver det hurtigt klart, hvilke type våben der gør sig godt til en given situation - og det kan være flere slags, alt efter om man går all guns blazing - eller vælger en mere sniger(sniper)-agtig tilgang. 

Halo Infinite er ekstrem god til at få dig til at føle dig som kongen på ringen, men selv på normal sværhedsgrad, venter døden lige rundt om hjørnet. Der skal ikke mange øjeblikkes uopmærksomhed til, at ens skjold er nede på laveste kapacitet - og derfra er et skud, fra selv en af de mest svage fjender, en dødsdom. 

Det er ligeså frustrerende at dø i Halo, som det altid har været - men den konstante balance mellem at være sci-fi universets gennempløkkende superhelt og at kunne miste grebet, fordi man har overset en ekstra bataljon af fjender, driver gejsten for at blive bedre - mere end frustrationen til at kyle controllers gennem skærmen i ren arrigskab. 

Den slags vil selvfølgelig altid være en smagssag, men jeg synes at Halo Infinite rammer et smukt niveau, der ansporer det perfekte: Når du har fundet rytmen, rammer du et godmode mønster, vis tilfredsstillelsesgrad kun kan sidestilles med et rigtigt godt Doom-løb. 

Slipspace-mode: Grafikken er velpoleret

Halo Infinite er et flot spil, der bygger på 343 Industries Slipspace Engine, en grafikmotor der ser sin første implementering i Halo Infinite. Grafikmotoren bruges både ingame og til spillets cinematic-sekvenser.

Grafikkens karakter er ikke den mest detaljerede vi har set, men den giver Halo et umiskendeligt stiltræk, som i spillets aktuelle tilstand står ekstremt velpoleret og ikke mindst med en utrolig lav frekvens af bugs.

Særligt lyseffekter og omgivelser står nu virkeligt flot, og i en skarp kontrast til spillets første præsentation i 2020. Mens Halo Infinite er et rigtig flot og velpoleret spil - er det stadig Microsoft-kollega Forza Horizon 5, der løber med prisen for det flotteste dedikerede Xbox Series X-optimerede spil til dato. 

Halo Infinite giver Master Chief et velfortjent nyt liv

Det var egentlig lidt af en overraskelse, at Xbox valgte at splitte Halo Infinite op i to dedikerede dele - gennem tiden har Halos multiplayer været et af spillets mest populære komponenter - og når den del af spillet nu er blevet gratis, skal Infinites single-player oplevelse sælges på egen hånd. Men kampagnen i Halo Infinite er ikke blot en sidenote. 

Hvor andre aktuelle shooter-spil har nedprioriteret single-player oplevelsen, er der masser af kød på Halos single-player tilbud. Master Chiefs nyeste eventyr vil i første omgang let kunne kaste 20-25 timers gameplay af sig - og hvis man er completionist, er der mange, mange flere timer at hente. Derfor kan Halo Infinite (Campaign) godt forsvares at stå alene. 

Det andet der er værd at huske i denne fortælling, er at Halo Infinite er en del af Xbox Game Pass - Xbox all-you-can-game buffet, der for en månedlig abonnementspris, også inkluderer Halo Infinite fra udgivelsesdagen. Game Pass er efterhånden et af de bedste tilbud for konsolgamere - og alene i den seneste måned, med udgivelse af Forza Horizon 5 og nu Halo Infinite, er det svært at argumentere mod: Game Pass Ultimate (Den største af Game Passerne), giver adgang til både Xbox og PC-gaming med over 100 spil, til en månedlig pris på 99 kroner. Halo Infinite er endnu et godt argument, der taler for Xbox og Game Pass. 

Halo Infinite startede sit liv på usikker grund, men er nu en rigtig velpoleret pakke, der med gratis multiplayer og en nyfortolket og mere åben single-player oplevelse, giver Master Chief (og gamere) et velfortjent nyt liv, som igen gør Halo til et af de strammeste og mest underholdende shooter-spil i verden. Til trods for en lidt for gennemsnitlig historie, er Halo Infinite takket være gameplayet, et underholdende og anbefalelsesværdigt spil.