Anmeldelse: Guardians of the Galaxy Vol. 3

Rocket, man

Peter må dog hurtigt blive ædru og atter træde i karakter som holdets kaptajn, for Rocket Raccoon (Bradley Cooper) er blevet dødeligt såret under en kamp mod AI'en Adam Warlock (Will Poulter). Sammen med Drax (Dave Bautista), Groot (Vin Diesel), Nebula (Karen Gillan) og Mantis (Pom Klementieff) begiver Star-Lord sig derfor ud på deres hidtil mest dristige mission.

Some Kind of Monster

Vogterne skal nemlig bryde ind hos den sindssyge og ondskabsfulde The High Evolutionary (Chukwudi Iwuji). Han er videnskabsmanden, der grundet sit gudekompleks og i søgen på den perfekte race i sin tid skabte den genmanipulerede vaskebjørn. Formålet med missionen er at finde Rockets journal, der indeholder en særlig kode, så superheltene forhåbentligt kan redde deres vens liv. Nå ja, og universet – nu de alligevel er i gang…

LOUD NOISES!

Guardians of the Galaxy Vol. 3 er, hvis man skal tro instruktøren James Gunns ord, det sidste kapitel i sagaen om den kiksede superheltegruppe. Gud ske tak og lov for det, for "bandet" synes alle selv at lide af "superhero fatigue". Væk er den kejtede humor, der var så forfriskende i første film, og tilbage er blot en flok voksne pattebørn, der konstant råber ad hinanden. Alle råber, hele tiden!

Le Divorce

I det hele taget er Guardians of the Galaxy Vol. 3 en ubehagelig film at se. Dels fordi den føles som en skilsmisse, hvor "mor og far", Peter og Gamora, konstant skændes, og dels fordi filmen, i en række flashbacks fra Rockets barndom, indeholder torturscener med dyremishandling.

Son of a Gunn

James Gunn har altid været en provokatør, og med filmen Slither (2006) udviste han første gang sin forkærlighed for body horror-genren, hvilket han har genoptaget i denne film. Selvom alle dyr selvfølgelig naturligvis er computeranimeret, virker det nærmest sadistisk, at vi er tvunget til at skulle overvære de grusomme eksperimenter, som The High Evolutionary foretager på alle de stakkels dyr.

Gloom and Doom

Disse film er jo i bund og grund ment som underholdning for børn og unge, men GOTG 3 føles mere som Temple of Doom (1984) i alt sin dysterhed og deprimerende tone. I det hele taget er filmens tone 'all over the place'. Hvor Temple of Doom trods alt bevarede den samme dystre tone hele vejen igennem, også i dens humor, virker GOTG 3 nærmest som en skizofren DC-film. Det ene øjeblik bliver dyr horribelt maltrakteret, og i det næste øjeblik jokes der om afføring. Jeg er ikke sart, men det efterlod mildt sagt en dårlig smag i munden på mig.

Rockacoonie

Det viser sig for øvrigt, at hele franchisen ikke har handlet om Peter Quills rejse fra forældreløs dreng til legendariske Star-Lord, som James Gunn oprindeligt lod os tro, men i virkeligheden hele vejen igennem har været Rockets franchise. Dette virker dog mest af alt som en undskyldning for at fortælle Rockets forhistorie og for at sætte et nyt hold Guardians op. Når alt kommer til alt, kan man jo ikke bare slå en franchise ihjel. Marvel skal jo også have smør på brødet, ikke sandt?

I am Groot?

Hvis det hele virkelig er Rockets historie, hvorfor har Rocket og Groot så ikke et større forhold til hinanden i denne film? Rocket ligger for døden det meste af filmen, så man skulle tro, at hans ven ville blive påvirket af dette faktum, men nej, Groot kunne ikke være mere ligeglad. Hvorfor ikke fokusere på et etableret forhold mellem de to karakterer, som vi allerede holder af? Ville det ikke give et stærkere drama, hvis vi følte Groots smerte og frygt for at miste sin bedste ven? I stedet efterlades vi kolde og ligeglade med Rockets skæbne, hvilket gør hele filmen ret meningsløs.

We who are about to rock, salute you

Med en spilletid på 150 minutter og en underlig start-stop-agtig struktur, hvor hver scene konsekvent leder op til en slow-motion action montage ledsaget af et eller andet stykke populær musik, føles det som om Gunn blot trækker tiden ud for at svælge i endnu en pop- eller rocksang, i stedet for at fokusere sine kræfter på at fortælle en velfortalt historie og give vogterne den afslutning, de fortjener.

Goodbye Yellow Brick Road

Til sammenligning var den første film kun lige over 2 timer lang, og den føles meget skarpere og var langt mere underholdende. Farvel, Guardians of the Galaxy. I viste sig at være et one-hit-wonder. En ørehænger, jeg vil tage frem en gang i mellem og mindes de gode gamle dage.