Anmeldelse: God of War Ragnarok

Historien er en stor del af GoW Ragnarok, og spillet følger op et par år efter hændelserne i God of War, Kratos er ældre - og Atreus, krigsgudens søn er nu en teenager. Der skal ikke meget til at forestille sig at dynamikken mellem de to karakterer hurtigt ændres, når den befalende krigsgud Kratos forsøger at kræve kæft, trit og retning fra sin halvguds-teenage søn - og det er selvfølgelig en stor del, af den ret nære historie der udspiller sig i episke scenarier. 

Som titlen antyder er trækker God of War Ragnarok, på den nordiske mytologis profetier om verdens ende - og ved spillets start tyder det på at være tæt på. Ved afslutningen af første spil satte Fimbulvinteren ind - den tre-årige vinter, der agerer forløber for Ragnarok, det endelige opgør mellem de nordiske guder. I Ragnarok er Fimbulvinteren ved at nå vejs ende - og med storm, regn og torden trækker det op til et gevaldigt uvejr for alle de implicerede i God of Wars nordiske gudeunivers.

Mens alle forbereder sig på - eller forsøger at afværge den skæbnebestemte afslutning, fokuserer Ragnarok primært på relationerne mellem vores hovedpersoner og deres umiddelbare allierede. Atreus har i spændet mellem de to spil brugt stadig mere tid på at snige sig ud om natten, for at undersøge hvad hans skæbne egentlig er - og hvad det vil sige at være en halvgud på vej mod voksenalderen. Atreus selvstændighed skaber frustrationer i far-søn forholdet - og det er det forhold, der skubber historien videre med store episke skridt. 

Mens alle forbereder sig på - eller forsøger at afværge den skæbnebestemte afslutning, fokuserer Ragnarok primært på relationerne mellem vores hovedpersoner og deres umiddelbare allierede.

Atreus har i spændet mellem de to spil brugt stadig mere tid på at snige sig ud om natten, for at undersøge hvad hans skæbne egentlig er - og hvad det vil sige at være en halvgud på vej mod voksenalderen. Atreus selvstændighed skaber frustrationer i far-søn forholdet - og det er det forhold, der skubber historien videre med store episke skridt. 

Hold kæft, Mimir

I 2018 trådte God of War godt og grundigt ud af hack'n'slash-genren og krydrede gameplayet med RPG-elementer som det moderne Action-adventure spil det satte ud for at være - og i 2022 er Ragnarok stadig et bredt mix af genreelementer.

Puslespil og mysterier fylder stadig en del i spillet - og det er for det meste en god ting. De varierende puslespil er tilpas udfordrende, uden at være så svære, at de bliver irriterende stopklodser på vejen mod målet - og ligesom i forgængeren udvides kompleksiteten i løsningen på disse, i takt med at man lærer nye teknikker, der åbner op for nye hemmeligheder - og store aflukkede dele af spillets områder, der tidligere ikke kunne tilgåes. 

Det fungerede i 2018 og det fungerer nu. Men en funktion har irriteret mig i særlig grad: Omkring halvvejs igennem spillet, får Atreus mulighed for at affyre pile med en ny slags magi - denne magi afsætter en pil, der er eksplosiv hvis Kratos rammer området med sine ild-våben: Boom, explosion! Det lyder fedt nok - problemet er bare, at det er som om lige akkurat denne teknik er særligt svær at få til at makke ret: Ser du, disse pile, Sigil-arrows hedder de (jeg kalder dem lyserøde pile - baseret på den store lyserøde globe der lyser op omkring deres træfpunkt), kan kædes sammen, for at skabe en kædereaktion, når de eksploderer.

Funktionen eksisterer, for at kunne lave særlige puslespil, hvor funktionen åbner op for at antænde fakler eller fjerne rødder, på lokationer hvor Kratos tidligere i spillet ikke kunne komme til med sine Blades - problemet her er, at jeg gang på gang endte med at bruge frustrerende lang tid, på at placere disse pile millimeter-korrekt, for at løse en given udfordring - og fordi spillet maksimalt tillader tre pile i kædesammensætning - en ret konstant irritation, hver gang mekanikken kom i spil.

I det store billede er det en lille ting - men den bliver stor, netop fordi God of War: Ragnaroks mekanikker gennemgående er så polerede og funktionelle, at de generelt set belønner spilleren, når først man har afkodet hvordan udfordringen løses - derfor bliver det frustrerende, at man så står og skyder dusiner af pile efter nogenlunde det samme område, igen og igen, før det fungerer. Og for rigtig at gnubbe det ind, er det talende hoved Mimir, der stadig bor på Kratos' bælte, konstant klar med små hints til, hvordan man måske skulle tage at gribe situationen an: HOLD KÆFT MIMIR! DET ER FOR HELVEDE DET JEG HAR GANG I!

Men nok om puslespil. Et andet aspekt af gameplayet, omhandler gear, ressourcer, færdigheder og opgraderinger. 

God of War: Ragnarok går amok med skilltrees og crafting-menuer - et genkendeligt scenarie fra forgængeren - men her går det endnu dybere. Alt kan opgraderes og craftes: Udrustning, tilbehør som amuletter, og selvfølgelig våben. Men våbnene har tilføjelsesmoduler der kan give små ændringer i stats - og selv disse moduler kan opgraderes.

De meget dybe opgraderingsmuligheder giver en kæmpe mulighed for at min-maxe, og det vil nok særligt tiltale den RPG-glade del af fanbasen - heldigvis er det ikke nødvendigt, konstant at sidde og optimere på setuppet - her har spillets sværhedsgrad også anvendelse: Hvis man ikke gider konstant at opgradere gear, kan man på "give me story" sværhedsgrad, nøjes med de esentielle power-ups efter et par timers kampe, for så igen at blæse igennem fjender som den overlegne græske krigsgud, man nu engang er. 

Dybden i menuerne går igen i skilltræet - der tilføjer et ekstra lag, ved at visse færdigheder når først de er aktiveret, rent faktisk også kan opgraderes - for at imødekomme særligt tilrettelagte spillermønstre. Igen er det fedt, at det er op til en selv, om man ønsker at nørde et helt særligt mønster frem - eller bare stormer igennem med fokus på STRENGTH og så i øvrigt vender tilbage til at pløje fjender ned med økse, klinger.. eller bare næver. Sidstnævnte er så måske faktisk en kampstil, der kræver at man nørder lidt igennem på gåde gear og skills - men det er fedt, at man kan!

Mere af det samme med endnu vildere setpieces og køresyge

Midgård og de øvrige verdener der udgør The Nine Realms, er denne gang endnu mere åben for udforskning. Santa Monica Studios har igen skabt en imponerende flot verden, der særligt på PlayStation 5 er endnu flottere end tidligere - og er man så heldig at have en PS5, må man ikke snyde sig selv for at køre spillet igennem på 120 FPS, der er så flydende, at jeg skulle bruge den første halve time, på at kalibrere min fysik til ikke at blive køresyg af den vilde framerate og den "håndholdte" kameraføring. 

Selve spillets udtryk og grafiske stil er ret beset en videreførelse af 2018-udgaven, og det er mest af alt mere af det samme, med en polering på effekter og teksturer. Igen er mere af det samme, ikke en dårlig ting, når det er baseret på et solidt grundlag, men der er længere mellem Ragnaroks "wow"-segmenter i det grafiske afsnit. Netop fordi grundlaget i forvejen er solidt - er det der virkelig træder i karakter, nogle af spillets totalt lamslående setpieces, som størstedelen af tiden afsløres i historie-tunge segmenter, og her falder begejstringen over det visuelle spektakel ofte sammen med virkelig velskrevne historie-sekvenser. 

En af de mindre ting, der gav God of War en ret vild sammenhængskraft i 2018, var den kreative beslutning om at følge spillets karakterer igennem "ét sammenhængende skud" - ingen tidshop, ingen åbenlyse loadingskærme (Loadingen foregik mens Kratos og Atreus løb gennem grenene på Yggdrasil).

I Ragnarok føres denne stil videre med stor succes - udviklerne har dog ikke ladet sig begrænse helt af denne dogmatik, og de bruger nye kreative måder, på at holde sig til samme stil, mens vi denne gang fra tid til anden får lov til at udskifte Kratos' perspektiv til Atreus, når han fra tid til anden sniger sig afsted på sine egne eventyr. 

En skæbnebestemt opfølger

Den samlede pakke der gjorde God of War til et mesterværk, er tydeligvis på plads i God of War: Ragnarok, og mens efterfølgere altid er svære, er det gået ret så godt med dette spil. 

Mange af spillets vigtige gameplay-systemer er blevet udbygget og universet er blevet større og flottere, ja - men det er historien der løfter spillet mest.

Mens forgængeren etablerede Kratos og Atreus i deres univers, formår Ragnarok at løfte fortællingen med en tungere tone og en mere nuanceret fortælling, der ikke kun udpensler hovedrollerne, men også det spændende galleri af guder og væsener, der omgiver far og søn - enten som allierede eller fjender - eller udefinerbare størrelser derimellem. 

Mens forgængeren var en mere ensidig fortælling set fra Kratos perspektiv, giver det nye spil en bredere side at udforske - og det gør Ragnarok endnu mere levende og fantastisk end forgængeren. 

Rammerne er virkeligt gode - men det er den fængslende historie der gør, at God of War Ragnarok er et spil, som du er skæbnebestemt til at gennemspille.

Hvis du på nogen måde nærer følelser; glæde, vrede, begejstring eller had - til God of War, Kratos - så ved du, hvad der skal ske. God of War Ragnarok er simpelthen ikke til at komme udenom, for man kan ikke undslippe sin skæbne, kan man?