Anmeldelse: Furiosa: A Mad Max Saga

It’s Miller Time

Nu er instruktøren tilbage med en prequel, der giver den hårdt prøvede Max en velfortjent ferie og i stedet fortæller forhistorien om den seje frihedskæmper Imperator Furiosa. Spørgsmålet er om Furiosa: A Mad Max Saga kan gøre sin ”storebror” kunsten efter, eller om man ikke skal sende en kvinde til at udfører en mands arbejde…

Paradise Lost

Ved filmens begyndelse befinder vi os 15 år før handlingen i Fury Road finder sted. Furiosa (Alyla Browne) er blot en ung pige, der bor sammen med sit folk i idylliske grønne omgivelser, hvor der er rigeligt med drikkevand og friske frugter. En dag da hun samler ferskener sammen med sin lille søster i en nærtliggende skov, støder de på en motorcykelbande, der kidnapper Furiosa og bringer hende tværs over ørkenen, til deres leder Dr. Dementus (Chris Hemsworth).

Mother Nature

Mens Dementus & co. ihærdigt forsøger at få Furiosa til at fortælle, hvor paradiset ligger, er hendes mor Mary (Charlee Fraser) taget på en farefuld redningsaktion, der desværre kommer til at koste hende livet. Furiosas skæbne synes også forsejlet, da hun bliver solgt som brud og avlsdyr til den magtfulde og ikke mindst ondskabsfulde Immortan Joe (Lachy Hulme).

Heavy metal

Efter 15 års fangenskab lykkes det Furiosa at undslippe og endeligt komme i gang med sin egentlige plan: At hævne sig på Dementus over mordet på hendes mor. Det bliver en lang og sej kamp, mod både Dementus og Immortan Joes bander, selvfølgelig med et hav af biler, trucks, dirt bikes, pistoler og ildkastere, alt sammen med den golde ørken som nådesløst baggrunds landskab.

Miller Lite

Furiosa føles på alle måder som en light udgave af Fury Road. Filmen har hverken sammen nerve eller drive som sin forgænger. Ingen havde nok turde håbe på en film, der ville overgå Fury Road, alene i nyhedsværdi ville dette være en umulig opgave og Miller har gjort klogt i at adskille de to film ved at gå lidt mere back to basics. Der er således væsentligt mere dialog, humor og kitsch i Furiosa, a la Mad Max Beyond Thunderdome (1985) - desværre er ingen af delene særligt vellykket.

All Roads Leads to Fury

Ligesom det var tilfældet med Millers foregående film Three Thousand Years of Longing (2022), føles mange af idéerne i Furiosa halvbagte. Hvor Fury Road føltes som et fuldendt univers, fyldt med vanvittige og vidunderlige store og små detaljer der konstant frydede øjne og øre, føles Furiosa som om den stadig er på et skitseplan.

CG, I don’t think so!

Visuelt er Furiosa heller ikke tilnærmelsesvis lige så imponerende som sin forgænger, og selvom Fury Road uden tvivl benyttede sig både af CGI og greenscreen i rigelige mængder (selvom jeg ikke bemærkede det), så føles stuntene i den film ægte og faretruende. Selv ørkenen virker unødigt computer genereret som var det Happy Feet 3: Desert Walk vi så i stedet for en Mad Max-film.

I was stunt!

I Furiosa er det pinefuldt åbenlyst, at mange scener er optaget helt eller delvist foran en greenscreen og hvad værre er, er at effekterne er virkeligt dårligt lavet. Det tog mig konstant ud af filmen og gjorde, at jeg simpelthen ikke troede på stuntene, var udført i virkeligheden, hvilket et eller andet sted er hele pointen med Mad Max-filmene. Stuntene skal føles ægte og farlige, ellers kan det være lige meget.

Joy to the World

Et enkelt højdepunkt finder vi i Anya Taylor-Joy. Charlize Therons præstation var så ikonisk, at dem er et svært act at skulle efterfølge og tilmed efterligne, men Anya er værdig aftager. Hun begejstrer ved at tilføje karakteren både dybde, såvel som imponerende fysik. Hun udtrykker med ganske få ord (30 i hele filmen), men blot via sin mimik alt vi behøver at vide om hendes trauma og hævngerrighed.

Fat Thor, is that you?

Det kniber til gengæld med at tro på Chris Hemsworth som den demente skruk Dementus. Han har slet ikke galskaben og vildskaben til at brænde igennem i dette univers. Chris er ikke en karakterskuespiller og det kræver en vis udstråling at komme ud over den gribbe-lignende protesetud og det store julemands skæg. Den har Hemsworth, når han spiller på sarkasmen som med Thor-karakteren, men når han skal være en larger-than-life psykopatisk bandeleder, rækker hans skuespilevner åbenbart ikke langt nok.

Epic, fail

Dementus spørger på et tidspunkt Furiosa: ”Do you have it in you to make it epic?” måske skulle George Miller have stillet sig selv det samme inden han lavede denne film. Nuvel, det er naturligvis ikke fair at forvente, at en instruktør leverer mere end et mesterværk i sit liv, og var Furiosa kommet før Fury Road, havde jeg nok ikke haft så stort et problem med den. Jeg er også sikker på at filmen er præcis, som Miller ville have den, men er man først gået episk, kan man ikke gå tilbage, sådan er universets lov bare skruet sammen.

No Madness, without Max

Måske er det der skuffer mest, at Furiosa ikke bringer noget nyt med sig. Alle af de andre kapitler i sagaen har været anderledes fra den foregående. Furiosa føles som en gentagelse og en halvslatten en af slagsen. Det er som om en A.I. er blevet bedt om at lave en Mad Max film og dette er resultatet. Der er ingen sjæl og ingen passion bag. Vi savner Max’ galskab, uden den er denne film ikke engang en Tupac reference værdig. Man kan håbe at Mad Max: The Wasteland, som forhåbentligt kommer indenfor de næste ni år, kan få franchisen tilbage på rette stor.