Connery

Anmeldelse: Forza Horizon 5

Urealistisk over the top!

5 ud af 6 stjerner

Elsker du den rendyrkede raceroplevelse? Der hvor man nørder i dybden, med at lave den helt perfekte fintuning af bilen, altid at ramme de perfekte kurver - og aldrig at smadre din bil ind i bander eller andre forhindringer i vejen? Så er Forza Horizon formentlig ikke din kop te.

Hvis du til gengæld kan se det smukke i at stige levels ved at smadre ind i vejreklamer, udføre PR-stunts for at promovere en racing-festival og i øvrigt dykke ind i et væld af forskellige racingdiscipliner som drift, dirt race, cross country - og selvfølgelig klassiske baneræs - med de sjoveste, mest imponerende og helt igennem fantastiske slæder? Så burde du have hørt om Forza Horizon!

ANNONCE
Forza Horizon 5

Forza Horizon er en legeplads for fartdjævle - og har i mere eller mindre grad forbedret på opskriften, siden første udgave, der var en udstikker fra det mere realistiske sim-racing spil Forza Motorsport. 5. november 2021 udkommer Forza Horizon 5 til Xbox og PC, og den nyeste iteration af spillet presser speederen helt i bund for at levere endnu mere vanvidskørsel og imponerende landskaber.

Jeg har været bag rattet - og controlleren på Forza Horizon 5 den seneste uge, takket være Xbox, der har givet os tidlig adgang til at anmelde det seneste spil. Mit review er foretaget fra Xbox Series X, men spillet udkommer også til Xbox One og er tilgængelig for PC-spillere gennem Xbox-appen til Windows.

ANNONCE
Forza Horizon 5 - Playground Games - Anmeldelse: Forza Horizon 5 Forza Horizon 5 - Playground Games

Hvis du allerede er bekendt med Forza Horizon, er det selvfølgelig ikke nødvendigt at nævne dets dogmer: Der er stadig en overdreven og helt urealistisk fysik der arbejder med bilerne, som måske nok får midlertidige ridser og buler, men aldrig skal repareres. 
Og du behøver heller ikke at vide, at gameplayet er en serie af mere eller mindre løse races, der løbende udvides i udvalg over et gigantisk open-map univers, med kilometervis af veje at lege på. Eller at de indbyggede story-missioner, de løbende radiokanaler og selv din GPS-assistent skriger med et overskud der lyder som om de har drukket 10 dåser Monster, inden du startede spillet. Horizon-stemningen er pumped, der er ingen voldsomme konsekvenser af dine handlinger og mest af alt handler det her spil om en ting: At hamre pedalen i bund og have det sjovt - hele tiden!

ANNONCE
Forza Horizon 5 - Playground Games - Anmeldelse: Forza Horizon 5 Forza Horizon 5 - Playground Games

I Forza Horizon 5 rykker spillet igen lokation, festivalen har taget den lange vej fra regnfulde og våde Storbritannien, til Mexico  - med en geografi der tilgodeser endnu mere fest og farve, men også et voldsomt varieret udtryk, der spænder over alt fra lækre sandstrande over bjergkæder, store flade landbrugsområder, ørkener og jungle med tilhørende ruiner.

FH5 byder på det hidtil største open world map i Horizon-serien, og det mexicanske miljø byder på en vild afveksling, med intet mindre end 11 forskellige biomer; altså vidt forskellige naturmiljøer over et ganske stort kort.

ANNONCE
Forza Horizon 5 - Playground Games - Anmeldelse: Forza Horizon 5 Forza Horizon 5 - Playground Games

Spillets åbning er en mesterlig øvelse i at fremvise spillets grundform - her kastes man ind i den vilde Mexico-version af Horizon i et "kapløb" med et stort fragtfly, der bringer en igennem en håndfuld meget forskellige biltyper, og alt fra asfalt og grusveje over marker, gennem sumpområderne og ind i de træ-tætte jungler, det går lynhurtigt, og før man ved af det, er man kastet ind i Horizon 5. 

Herfra skal der ikke meget mere end end god times gameplay, før at man står med et kort der er proppet til med den ene vilde racing udfordring efter den anden - med et væld af sidemissioner og collectibles - akkurat som forgængerne - og ja, det er stadig en positiv ting at brage igennem en fotofælde med så høj fart som overhovedet muligt. 

ANNONCE
Forza Horizon 5 - Playground Games - Anmeldelse: Forza Horizon 5 Forza Horizon 5 - Playground Games

Forza Horizon 5 er rent grafisk en forbedring fra tidligere udgivelser. Det er ikke en markant afstikker, men alt er blevet lige en tand mere detaljeret, finkornet og responsivt, og mens spillet ikke udnytter den helt store Xbox' mulighed for Raytracing i selve gameplayet, er skyggerne og solstrålerne stadig ret pæne - Raytracing-funktionaliteten findes dog i spillet, men er begrænset til foto-tilstanden. 

Det fine ved Forza Horizon, er at det med dets arkade-agtige tilgang er et ekstremt tilgængeligt spil, og man behøver ikke at mestre alle racingspillets mange regler, for at have det sjovt - det kan alt sammen styres gennem sværhedsgraden og hjælpefunktiorne, som tweaker alt fra udfordringsniveauet fra den kunstige intelligens, til hvor meget hjælp man som kører får fra bilens intelligente systemer. 

ANNONCE
Forza Horizon 5 - Playground Games - Anmeldelse: Forza Horizon 5 Forza Horizon 5 - Playground Games

Mange mange biler at vælge imellem
Vanen tro er der masser af kareter at vælge imellem, og man har da også brug for en veludstyret garage, for at klare sig igennem spillets mange udfordringer. Horizon 5 byder på lanceringen på intet mindre end 500 køretøjer - alt fra den evigt populære VW Golf over varevogne, baja trucks og til hypercars og endda en elbil eller to. 

Muligheden for at udbygge og tilpasse sine biler er også blevet opjusteret, mens man kan gå helt amok i custom tuning og tilpasning, er det en meget let tilgang, der gør at man ikke skal være mekaniker, for at fatte hvad de forskellige opgraderinger gør - og der er så meget frihed i systemet, at man kan lave næsten alle biler om til hvilket som helst type køretøj: Skal din Porsche 911 være et offroad-bæst? Smæk ny undervogn på, kør frihøjden helt i top og smæk et sæt store off-road sutter på. Eller skal din pick-up truck være en streetracer? På med aerodynamiske dele, turbo-pakker og et sæt slicks. 

Forza Horizon byder også, som forgængerne på rigeligt med online multiplayer muligheder. Den bedste forbedring her, er muligheden for at man som spiller kan sammensætte sit helt eget custom event, der kan optræde på lige fod med udviklernes egne løb - og det er helt genialt. 

ANNONCE
Forza Horizon 5 - Playground Games - Anmeldelse: Forza Horizon 5 Forza Horizon 5 - Playground Games

Forza Horizon 5 er urealistisk underholdende arkaderacing, når det er bedst. Det er lykkedes at forbedre på små ting fra forrige spil, og samtidig præsentere det med vild overflad i form af et gigantisk racingkort, der har lidt for enhver smag - med et tilpas stort bilgalleri og uendelige muligheder for at freestyle spillet efter ens egen præferencer. 

Forza Horizon 5 er nok ikke et spil for purister - men for alle os andre, der bare godt kan lide at køre stærkt i fede biler - uden konstant straf, er Forza Horizon uden tvivl den bedste bilspils-oplevelse vi har oplevet igennem det seneste årti. Beklager Need for Speed, The Crew og Burnouts: I har fået seriøst baghjul.

ANNONCE
Forza Horizon 5

Udgivelse: 8. November 2021 (Premium Edition fra 5. november)

Udvikler: PlayGround Games

Platform: Xbox Series S|X, Xbox One, Windows PC, Xbox Game Pass

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce