Anmeldelse: Eminem - The Death of Slim Shady (Coup de Grâce)
Eminem tager endnu en omgang med sine indre dæmon Slim Shady.
-
The Death of Slim Shady (Coup de Grâce) Cover
Hvad er et album fra Eminem, uden at der sendes slet skjulte, men alligevel sofistikerede svinere afsted til folk der på en eller anden måde har pisset Eminem af?
Albummet The Death of Slim Shady er ingen undtagelse, hvor vi traditionen tro atter er vidne til det dårlige forhold mellem ham og hans mor, men også prominente navne som Kanye West, Ja Rule, Lizzo, samt Caitlyn Jenner og sågar afdøde Christopher Reeve får nogle kærlige ord med på vejen.
Det kan på mange måder virke utrolig kliche, at vi atter skal udsættes for Eminems lyriske angreb, men disse angreb bliver leveret på så sublim en måde, at man som lytter nærmest sidder som en anden heroinafhængig junkie og tigger om mere.
Albummets vel nok største sviner, ser vi på nummeret Fuel, hvor P. Diddy (eller hvad han nu hedder i dag), får kærligheden at føle:
I'm like an R-A-P-E-R (Yeah)
Got so many S-As (S-As), S-As (Huh)
Wait, he didn't just spell the word "rapper" and leave out a P, did he? (Yep)
En slet skjult hentýdning til de beskyldninger om seksuelle overgreb, der angiveligt går flere årtier tilbage. Mere af den slags.
Konceptmæssigt er albummet et opgør med den mest dominerende af Eminems dæmoner, hans alter ego Slim Shady. Det kan virke som et stort paradoks, at Eminem forsøger at distancere sig fra den vel nok største grundsten i karrierens fundament.
Opgøret skal nok ses som resultatet af en markant livsstilsmæssig ændring fra tiden hvor Slim Shady også dominerede i Eminems liv uden for det lyriske univers, med alkohol og stofmisbrug som dagligdagens omdrejningspunkt. Deraf det ønskede offentlige opgør, der i nummeret Guilty Conscience 2 manifesteres med ordene:
Killshot, booyaka, cock sucker
Coup de grâce, motherfucker.
På Habits og Road Rage tager Eminem sig kærligt af wokeismen og forsøger på ingen måde at skjule, at han ikke har meget til overs for diskussionen om pronominer og kønsskifter. Selv om albummet er et opgør med Slim Shady, må tekstelementer som:
All these pronouns, I can’t remember
They or them, theirs? His or him, hers? (Habits)
eller:
Call me a transphobe ’cause I just can’t go
And try and pretend you was never a man though. (Road Rage)
Tracklist:
1. Renaissance
2. Habits feat. White Gold
3. Trouble
4. Brand New Dance
5. Evil
6. All You Got (skit)
7. Lucifer feat. Sly Pyper
8. Antichrist
9. Fuel feat. JID
10. Road Rage feat. Dem Jointz & Sly Pyper
11. Houdini
12. Breaking News
13. Guilty Conscience
14. Head Honcho feat. Ez Mil
15. Temporary feat. Skylar Grey
16. Bad One feat. White Gold
17. Tobey feat. Big Sean & BabyTron
18. Guess Who’s Back (skit)
19. Somebody Save Me feat. Jelly Roll
I modsætning til mange andre kunstnere, og alt andet end i tråd med tidens musiktrends, bør albummet lyttes igennem i kronologisk rækkefølge, for at den storytelling man så sjældent ser på andre udgivelser, kan få tag i lytteren og give en ekstra dimension til udgivelsens samlede indtryk.
Rent rapteknisk er der ingen tvivl om, at Eminem stadigvæk er en af de allerstørste rappere verdenen nogensinde har set, og jeg kan tvivle på, om vi nogensinde ser en kunstner få så stor betydning for en specifik genre.
Ultimativt er The Death of Slim Shadý en kæmpe potent fckfinger til tidens SoMe-afhængige rappere; og gud hvor har et udspil som dette dog været savnet i det musikalske landskab.
Tak!
