Elden Ring er det nye gigantiske open world spil fra FromSoftware.
Alene den linje bør være en indikator for, om du umiddelbart føler en trang til at samle spillet op – og hvis det ikke sker, er du nødt til at læse videre.
Det japanske spilstudie står bag elskede (og forhadte) spil som , Demon's Souls, Dark Souls (1, 2 of 3), Bloodbourne og Sekiro: Shadows Die Twice, og har nærmest egenhændigt opfundet genrebetegnelsen soulslike, og opfostret en solid fanbase, der står og råber 'git gud' i utallige internetfora.
For fans af FromSoftware er Elden Ring en milepæl, det første open world-spil, der dykker ned i den dedikerede spillestil, hvor sværhedsgrader er bandlyst og quest-logs er noget man fører i en notesbog ved siden af sin controller.
Som en stor milepæl er Elden Ring også blevet en kilde til enorm hype, og spillet bliver heftigt markedsført på alle platforme, hjulpet på vej af en 'executive producer'-feature fra Game of Thrones-forfatter George R.R. Martin og nu også den tidlige kritikerkonsensus, der inden spillets udgivelse belønnede det med aggregerede anmelder-scores der nærmede sig det perfekte og utallige erklæringer om et Game of The Year-kandidatur.
Jeg blev selv hevet med på hypetoget, af spillets tidlige trailers, og erklæringer om at Elden Ring er et mere "tilgængeligt" FronSoftware spil, end vi tidligere har set. Fedt, tænkte jeg Dark Souls og Bloodbourne var ikke min kop the, men jeg elsker open world RPG-spil, så med en mere tilgængelig tilgang, kan det være at jeg er lige så begejstret for Elden Ring, som mange af de tidlige anmeldere.
Efter at have sænket 25 timer i spillet er jeg færdig. Done. Ikke færdig i den gængse forstand, at jeg har gennemført spillet. Men jeg er færdig med at bruge min tid på det.
Jeg er her for at fortælle dig, at Elden Ring absolut ikke er et spil for alle.
Det er der sjældent et spil der er, men det er endnu en gang vigtigt at understrege i tilfældet Elden Ring.
Elden Ring læner sig monumentalt meget op af samme dogmer, som FromSoftware tidligere har bevæget sig i. Her får man som spiller ikke alt for meget hjælp med på vejen, og det er da også en af styrkerne ved Elden Ring, opdagelsen. Det samme er erkendelsen af, at man ikke nødvendigvis er en enmandshær, der uden videre kan kaste sig brutalt ud mod horder af fjender, uden at blive ubønhørligt straffet for det.
Hvor meget mere tilgængeligt Elden Ring er, er det stadig et FromSoftware spil i dets DNA. Derfor er fans af seriens tidligere spil ellevilde – og af samme grund ser vi nu også et væld af førstegangs-From spillere, der tager afstand til selvsamme.
Elden Ring – FromSoftware/Bandai Namco
Get Good-filosofien lever i bedste velgående
Elden Ring er ikke et spil der gider at holde i hånd. Det var åbenlyst fra mine mange første timer med spillet, der føltes som en konstant afstraffelse, mens jeg påny skulle lære, at timing er alt. Død er en konstant i Elden Ring, og mens vi ofte ser det som at fejle, er man nødt til som ny spiller, at se det som en læringsmekanisme. Godt nok byder Elden Ring på en frivillig tutorial i spillets helt tidlige sekvenser – men der bliver ikke taget vare på mere end de absolut vigtigste mekanismer, og hvis man ikke er opmærksom, konverteres det til øjeblikkelig afstraffelse, så snart man sætter fod i den store åbne verden, der hedder The Lands Between.
I forhold til open world accessibility, er det værd at nævne, at Elden Ring rent faktisk har 'fast travel' punkter mellem de forskellige 'Site of Grace'-lokationer, der gennem opdagelse låses op for. FromSoftware har alligevel ikke været så puritanske i tilgangen, at den slags spilmekanik ikke fandt vej til spillet.
I et mere grundlæggende perspektiv, giver Elden Ring ikke en fuck for komfortable og moderne open world-spilmekanismer: Har du lyst til at holde styr på de mange 'quests' som du bliver tilbudt fra spillets ikke-direkte ondskabsfulde NPC'er? Så er det frem med notesblokken. Vil du tracke missionsmål på det store verdenskort? Notér igen.
De første af mine spilsessioner endte i ren frustration og bandeord: Spillet føles som arbejde, og frustrationen ved ikke rigtig at møde en genkendelighed fra mere Mainstream RPG-spil irriterede mig grusomt. Det sammen gjorde de faste soulslike-troper, med at gennemskue angrebsmønstrenes animationsformer, og det faktum at et tryk på en knap kræver gennemførelse af den igangsatte aktion: Igangsætter du et light eller heavy-attack, spilles angrebet til ende, før du kan foretage dig dit næste træk – og i mellemtiden vil få sekunders uopmærksomhed sende dig direkte til den frygtelige døds-animation, som i forlængelse sender mig tilbage til seneste checkpoint, med muligheden for at løbe tilbage og hente mit liv med alle mine runes (spillets currency), for igen at blive slået ihjel og miste min fremgang for good.
Alligevel blev jeg ved med at komme tilbage. En gejst ansporet af min frustration over ikke at ville tabe til spillet – og samtidig en søgen efter at forstå, hvorfor spillet har affødt så mange stjerneanmeldelser.
Mønstret var det samme, men efterhånden som mekanikkerne begyndte at sive ind, forstod jeg pludselig spillets loop. Følelsen man står med, når man endelig har tævet sig succesfuldt igennem den næste alt for lange boss-fight, uden at sætte en fod forkert – den følelse er en tilfredsstillelse, der i øjeblikket overstråler frustrationen på vejen dertil… Men det er stadig ikke et spil for mig. Jeg tror de fleste laver en form for cost/benefit analyse, når de bestemmer sig for, om de vil bruge deres dyrebare tid på et spil: Jeg bruger meget af tid på spil – men hvis det mest eftertrykkelige afsæt den tid giver mig, er en følelse af frustration og endeløs grinding, er det ikke for mig. Grinding i sig selv er ellers ikke et problem for mig, på et tidligere stadie i mit liv, har jeg sænket månedvis i World of Warcraft, Diablo 2 og 3, men her er mekanismerne for mig mere tilfredstillende, og payoff'et bedre – Soulslike er ikke for mig.
Elden Ring har en flot art direction – med en halvsløj teknisk eksekvering
Middelmådig grafik over en flot art direction
Elden Ring har på en måde formået at bygge et stemningsfuldt univers og selve kunsten i spillet er fantasifuld og betagende, men eksekveringen er ikke – og jeg forstår slet ikke, at der ikke er flere der har pointeret hvor sløj grafikken i spillet er. Jeg har spillet Elden Ring på PS5, der ellers formår at trække grafikken for nogle af de mest imponerende spil jeg til dato har set, mens Elden Ring står tilbage og ligner et spil fra midten af 2010'erne. Hvis man vælger at spille med optimering på det visuelle, er spillet forfærdeligt gennemtæsket af framerate-drops og lag, mens man med en indstilling på optimering af framerate, står tilbage med meget slørede teksturer og et look der mest af alt ligner et look fra slutningen af forrige konsolgeneration.
Grafik er selvfølgelig ikke alt, men spillets aktuelle tilstand, står tilbage med et noget andet udtryk, end det der er blevet indfriet i spillets officielle gameplay-videoer, hvor både effekter og spilteksturer er væsentlig flottere, end hvad der rent faktisk opleves.
Point in case, virker det nærmest dovent, at spillets NPC-karakterer som ellers har en levende dialog ikke har animerede bevægelser fra ansigtet når de taler – jeg forstår at det er typisk FromSoftware, men det er langt under den generelle standard for et AAA Open World RPG anno 2020'erne. Kan man se bort fra spillets tekniske grafik, er selve artworket dog spændende og leverer masser af stemning.
Elden Ring – FromSoftware/Bandai Namco
Det er ikke let at finde folk, der forsøger at forsvare FromSoftwares måde at fortælle historier på, men i mine øjne forklares det ganske simpelt, ved at studiet har fokus på spilmekanikker først og arbejder historie ind sekundært. Mange gamere er totalt ligeglade med spilhistorier – for andre betyder det alt, og måske især i et Open World RPG i en fantasy-setting, er det vigtigt at have. Elden Ring har også en historie, men den er overfladisk, svær at få øje på – og i alle henseender ret gemt væk.
I markedsføringen af spillet har forfatteren George R.R. Martin spillet en stor rolle, som medskabet på universet. Men Martin er ikke videre kendt for at få afsluttet sine historier, og på det punkt passer Elden Ring perfekt på forfatterens CV. Historien i Elden Ring sættes ellers heftigt i scene, med en meget stilistisk illustrations-baseret åbningssekvens, der sætter spilleren i scene som Tarnished – en udødelig kriger, der sættes i verden for at blive den nye 'Elden Lord' i kølvandet på en kæmpemæssig krig, hvor den titelbærende Elden Ring er blevet ødelagt, og har kastet verden ud i en kæmpemæssig konflikt mellem det uhyrlige afkom af den guddommelige dronning Marika den evindelige.
Spillernes færd som Tarnished, er at finde de spredte stykker af 'The Elden Ring' for måske at kunne indtage pladsen i magtvakuumet.
Historien i Elden Ring er lige så abstrakt og hengemt, som resten af spillets mekanikker, og det er i høj grad op til spilleren selv at finde ud af, hvad der reelt er foregået, ved at læse de krigshærgede landskaber i den massive åbne verden, og ved at sammenstykke anekdoter fra NPC'er med de meget sporadiske animationssekvenser, der fra tid til anden sender spilleren videre i en retning af… målet?
Jeg forstår hvorfor nogle er faldet i med begge ben og elsker udfordringen. I essensen er Elden Ring på mange måde et gennemført spil i RPG-genren, men FromSoftwares tilgang til genren skaber en stejl barriere for at udleve fantasien.
Det store spørgsmål er, om du har lyst til at investere din tid i denne fantasi, med alt hvad den fører med sig? Rigelige mængder frustration – men også forherligende triumfer.
Jeg har ikke.
Elden Ring – Lanceringstrailer
Udvikler: FromSoftware
Udgiver: Bandai Namco Entertainment
Udgivelse: 25. februar 2022
Platforme: PC, PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X|S