Connery

Anmeldelse: EA Sports FC 25

5 ud af 6 stjerner

Så er det FIFA-tid igen! Beklager, EA Sports FC-tid igen, og nu er vi nået til EA Sports FC 25. Efter navneskiftet fra FIFA til EA Sports FC sidste år, havde mange håbet på, at der med en så stor ændring også ville komme store ændringer i spillet. Det håber man på hvert eneste år, men det ender næsten altid med, at man sidder med en følelse af, at det er stort set det samme spil i ny indpakning. Det gjorde jeg også sidste år. Men har det ændret sig fra sidste år til i år?

ANNONCE
EA Sports FC 25 - Lanceringstrailer
?si=1eRM2cz07uuTln9y
FC 25 - EA Sports -  Anmeldelse: EA Sports FC 25 FC 25 - EA Sports

Ultimate Team

Det første, jeg dykkede ned i, var Ultimate Team. Det er selvfølgelig EA's helt store malkeko, og derfor også den gamemode, som de fokuserer flest af deres kræfter på. Layoutet er stort set det samme i år, udover nogle enkelte tweaks, som gør menuerne lidt hurtigere at navigere imellem. Men der er også kommet en ny gamemode, som i øvrigt spænder på tværs af både Ultimate Team, Kick-off og Karriere mode; nemlig "Rush".

ANNONCE
FC 25 - EA Sports -  Anmeldelse: EA Sports FC 25 FC 25 - EA Sports

Rush Mode

Rush er en 5-a-side, men hvor man styrer 4 af spillerne, mens målmanden er AI. Det er inspireret af det tidligere Volta, som nu er sløjfet, men det er ikke det samme. For det første er Rush-banen større, og man spiller på almindelige 11-mands mål. Der er også offside i Rush, dog kun på den sidste tredjedel af banen. Kommer man til at være for aggressiv i sine tacklinger, får man ikke rødt, men blåt kort. Det blå kort fungerer lidt ligesom gul kort i håndbold, hvor man får en tidsbestemt udvisning. Man er altså ikke permanent ude, men skal blot vente i 1 minut. Scorer modstanderholdet i mellemtiden, skæres der 15 sekunder af ventetiden for hvert mål. Det føles dog som en hårdere straf at miste en mand ud af 5, modsat én ud af 11 i en normal kamp. Derfor giver det god mening, at man ikke bliver permanent udvist.

ANNONCE
FC 25 - Rush
?si=PO73Jh0lecUsvhBs

Rush-kampe er også kortere, som navnet ligger op til. I sin essens er det en kærkommen tilføjelse til spillet, som føles mere løssluppen og sjov, modsat en almindelig kamp, som til tider kan føles lang og lidt kedelig (især afhængigt af modstanderen). Men lige netop modstanderne bringer mig til næste punkt for Rush.

Dine medspillere kan hurtigt blive dine modstandere i Rush. I hvert fald i Ultimate Team versionen. Rush i UT er sat op på den måde, at man spiller for at tjene Rush-points, som man så kan bruge til at få pakker gennem milestones. Tit er der en begrænsning på, hvilke spillere du kan spille med. Det kan f.eks. være, at din spiller maks må have 79 overall. Derudover er der Rush-bonusser. Dette kan f.eks. være, at man vælger en spiller fra en bestemt liga, som så giver dig ekstra Rush-points. Vælger alle 4 spillere en spiller, som udløser en Rush-bonus, så kan man lige pludselig komme op og få over 4000 points for en kamp.

Men det fører også til, at mange bare vælger en spiller på grund af stats og ikke på grund af bonusserne. Når du så kommer ind i kampen, er det altafgørende, at dine medspillere kan finde ud af at spille bolden rundt. Rush er bygget op omkring en bredere, kortere bane, der netop ligger op til at spille bolden rundt og sætte hurtige angreb sammen. Får du en medspiller, der kun vil køre solo og aldrig spiller bolden, kan du godt regne med at blive godt og grundigt irriteret. I de kampe, jeg har spillet, har jeg vundet, når alle mine teammates satte holdspillet først - og kun med nød og næppe vundet nogle af de kampe, hvor der var bare én, der kørte solo hele tiden.

Rush er som navnet indikerer et højtempo spil (tænk basketball eller håndbold). Mister du bolden på sidste tredjedel, er der kontra mod dig lynhurtigt hver gang. Og hvis modstanderholdet forstår at spille kontra, og dit hold ikke gør, jamen så taber du. Udover disse frustrationer er Rush et friskt pust, og en nem måde for nye spillere at komme ind i FC-universet uden at skulle sætte taktikker og bygge hele hold op først.

ANNONCE
FC 25 - EA Sports -  Anmeldelse: EA Sports FC 25 FC 25 - EA Sports

FC IQ
FC IQ er EA's nye måde at lade spillere tilpasse taktikker efter deres foretrukne spillestil. Spillere har nu forskellige attributter, som gør dem mere oplagte til bestemte roller. Hvor en venstre back før kunne spilles offensivt eller defensivt afhængigt af din taktik for hele holdet, kan den nu spilles præcis, som du vil, baseret på spilleren du bruger.

Du sætter 2 taktikker - en for med bolden og en uden. Tidligere var det enten offensiv eller defensiv taktik, men nu kan du eksempelvis vælge, at din venstre back stadig skal være klar til en kontra, selv når du ikke har bolden. Hvis spilleren har attributten wingback++, vil denne spiller være ekstremt god til dette. Det nye system giver mere frihed til at spille, som du vil. FC IQ er en kærkommen tilføjelse, som både giver mere frihed og samtidig gør taktik mere overskuelig for dem, der måske ikke er så taktisk mindede.

ANNONCE
FC 25 - EA Sports -  Anmeldelse: EA Sports FC 25 FC 25 - EA Sports

Gameplay
Taktik er altafgørende for gameplayet. Har du ikke sat den rigtige taktik, kan det være svært at skabe noget i kampene. Spillet virker mere "realistisk", fordi det kan føles kluntet, hvis du spiller uden en klar plan. Vægtningen af afleveringer virker også anderledes end sidste år, og det tog mig flere kampe at vænne mig til den nye rytme.

AI'en gør en del mere af det, man gerne vil have den til. Har du f.eks. sat din winger til at lave dybe løb hele tiden, tager AI'en også løbet for dig. Tidligere var dette mere upålideligt, men nu fungerer det langt bedre.

Karriere
Karrieremode inkorporerer mange af de nye features som Rush og FC IQ. Rush bruges f.eks. til at teste dine akademispillere, inden du opgraderer dem til førsteholdet, hvilket er en kærkommen tilføjelse. Det giver også et rart temposkifte i karrieremode, som ofte kan være noget af en grind.

FC IQ gør det også nemmere at lave den klassiske zero-to-hero karriere, hvor du starter som Viborg i bunden af Superligaen og ender med at vinde Champions League to år senere - uden at skulle bruge astronomiske summer på transfers. Er du god til at scoute og købe spillere, der passer ind i dit system, kan du nå langt uden Big Money.

ANNONCE
FC 25 - EA Sports -  Anmeldelse: EA Sports FC 25 FC 25 - EA Sports

Konklusion: FC Sports 25 er en værdig opgradering
Starten af EA Sports FC 25 har været en fornøjelse i år, primært på grund af Rush.

Det er her, størstedelen af mine timer er blevet lagt, fordi det er både friskt og forfriskende. Er man mere til det taktiske, er der også noget at hente med FC IQ.

Er det banebrydende og fuldstændigt et andet spil end sidste år? Nej. Men er der nok nyt til, at du bør opgradere? Ja, det synes jeg faktisk.

ANNONCE
Del

Seneste nyt