Anmeldelse: Coming 2 America
Zamunda forever!
Coming 2 America - Trailer
Glory days
Coming to America er en klassiker. Det er en af de film, jeg husker fra min barndom, hvor vi alle, dagen efter den havde været på tv, gik og citerede lystigt af de mange sjove replikker. Den fastlagde Eddie Murphys karriere som manden, der kunne spille flere forskellige karakterer i sine film og gav Arsenio Hall sit eget succesrige talkshow. Det er en af den slags film, man kunne støve af hylden og gense hvert 5 år - bare for nostalgiens skyld.
King of Queens
Det er (omkring) 30 år siden at prins Akeem Joffer (Eddie Murphy) og hans tro følgesvend Semmi (Arsenio Hall) drog fra kongeriget i Zamunda, Afrika, til Queens i New York, USA, for at finde en kvinde, der en dag kunne blive Akeems dronning. Hun skulle vise sig at være Lisa (Shari Headley), en stærk, uafhængig kvinde, der ikke blot lever for at tilfredsstille Akeems behov, men også har sine egne meninger og interesser. De forelskede sig og levede lykkeligt til deres dages ende… Sådan har historien i hvert fald lyt i de sidste 33 år, men nu er der altså kommet en 2’er til John Landis’ 80’er klassiker, og den har netop haft premiere på Amazon Prime.
Modern Family
Kong Jaffe Joffer (James Earl Jones) ligger for døden og da Akeem og Lisa kun har døtre, mangler der en mandelig aftager til tronen. Således er kongeriget nu i fare for at blive overtaget af den magtliderlige general Izzi (Wesley Snipes) fra nabostaten Nextdoria. Det kommer derfor som sendt fra himlen, da Akeem får nyheden om, at han har en ukendt søn i USA, produceret under et længe fortrængt one night stand med den alt andet end yndefulde og noble Mary Junson (Leslie Jones).
Return of the King
Akeem og Semmi må derfor rejse tilbage til Queens for at overtale sønnen Lavelle (Jermaine Fowler) til at komme med dem tilbage til Zamunda. En mission der skal vise sig at blive et nostalgitrip, der byder på mange velkendte ansigter. Spørgsmålet er bare om Lavelle overhovedet vil med til Afrika og om han i det hele taget er den rette mand til at overtage tronen?
Fuck you, Eddieeeeee!
Coming 2 America virker mest af alt som et ”soft reboot” aka en genindspilning af den første film. Eddie Murphy og Arsenio Hall træder derfor hurtigt i baggrunden, frem for den yngre generation, som historien fokuserer mest på. Det gør også at især Murphy ikke rigtigt får lov til at shine og vise sit komiske talent, hvilket man skulle tro var hele meningen med at lave en opfølger.
Murphy’s Law
Coming 2 America et underligt miskmask af callbacks og flashbacks til jokes og scener fra den første film og en uinteressant kærlighedshistorie om to unge mennesker, som vi ikke rigtigt føler noget for. Det starter alt sammen meget godt, men luften går hurtigt af ballonen. Eneste lyspunkt er Wesley Snipes der flekser sin comedy-muskel og ganske enkelt sjæler hver eneste scene han er med i. Han kan desværre, ikke ene og alene, løfte dette halvhjertede forsøg på en 2’er. Heldigvis har vi stadig den gamle film, som jeg nok vil gense om 5 års tid.
Drengerøvsfaktor og teknisk info:
Drengerøvsfaktor: 40 %
Teknisk information:
Original titel: Coming 2 America
Land: USA, 2021
Instruktør: Craig Brewer
Medv.: Eddie Murphy, Arsenio Hall, Shari Headley, Jermaine Fowler, KiKi Layne, Wesley Snipes, Leslie Jones, Tracy Morgan, John Amos og James Earl Jones
Genre: Komedie
Billedformat: 2.00:1
Lyd: Dolby Digital
Spilletid: 110 min
Dansk bio premiere: 5. marts 2021
Distributør: Paramount Studios/Amazon Prime