Anmeldelse: Call of Duty: Vanguard - Campaign

Vanguard stikker i og for sig ikke meget ud i måden, at sammenskrue en Call of Duty kampagne på, men der er omend mere fokus på at lære at kende personerne, der udgør den samlede specialstyrke, og det historiemæssige greb der benyttes i spillet, gør variationen i det nye spil til en god oplevelse. 

Ser du, selve hovedplottet i den nye historie foregår i Hamborg og Berlin, over få dages fortælling, men hvis hele fokusset i kampagnen var placeret her, ville man få serveret den mest ensartede CoD-oplevelse nogensinde, og det er slevfølgelig et stort no-no, i et spilfranchise, der gennem tiden er blevet vant til at være et verdensomspændende fænomen, der hele tiden skal gøre det større og vildere end forgængeren. 

Derfor bruger kampagnen en stor del af tiden, på at kaste spilleren ud i flashback-fortællinger, der dykker ned i holdets forhistorie. På den måde når man som spiller, at komme på missioner i Nordafrika, Rusland, Normandiet og over stillehavsøerne, inden historien afsluttes hvor den startede: I Tyskland. 

Det betyder at Vanguard får lov til at spille på tværs af flere kontinenter, selvom historien egentlig finder sted i Tyskland. 

De mange filmiske greb får Call of Duty: Vanguard til at fremstå som en mere selvhøjtidelig version af Tarantinos 'Inglorious Basterds', og det er egentlig ikke en dårlig ting. 

For at skabe en mere varieret gameplay-oplevelse, har udvikleren udstyret hver af de fire hovedpersoner, med hver sine specielle 'abilities':

Australske Lucas Riggs er en del af Rats of Tobruk-enheden i Libyen, og udstyret med en exceptionel glæde for sprængstoffer, har han mulighed for at bære flere forskellige stykker eksplosiver af gangen, og kan kaste håndgranater mm. med en højere præcision end de andre protagonister.

Den britiske paratrooper Arthur Kingsley, gruppens leder, kan dirigere slagets gang, ved at udpege fokuspunkter, som resten af holdet skal fokusere deres indsats på.

Den amerikanske pilot Wade Jackson er god til fly, men har også forbedrede sanser - en funktion der kan aktiveres i kortere perioder, med en funktion ala The Last of Us, der lader spilleren se omrids af fjendtlige skikkelser, selvom de gemmer sig bag vægge eller højtbevoksede områder - og sløver tiden, mens funktionen er aktiveret. 

Slutteligt er der russiske Polina Petrova, en berygtet snigskytte, der i tilgift har fået mulighed for at kunne klatre op af udvalgte vægge og mure - og snige sig igennem mere trænge forhindringer, end sine holdkammerater. 

De specielle egenskaber, som hoveddelen af holdet med, fremvises især igennem hver af personernes throwbacks, og det fungerer godt - så meget, så det er en skam, at ikke mere af hovedhistorien benytter funktionerne på en mere flydende måde, hvor man som spillere kunne ønske, at men selv kunne skifte imellem, hvilken karakter man vil bruge til hvilken opgave. Det sker ikke, fordi spillets historie er skruet meget stramt omkring selvsamme funktioner. Enhver karakter har sin meget vigtige og forudbestemte plads på holdet. 

Vanguard-kampagnen er ikke dårlig, men efter gennemførsel, sidder jeg heller ikke tilbage med mange wow-oplevelser - men en ting hæver sig over resten: Den russiske skarpskytte Polina Petrovas forhistorie, hvor man kæmper en indædt kamp mod de nazistiske styrker, under invasionen af Stalingrad, er en fantastisk mission, med stor fokus på både interessant snigende sniper-kamp og intense og næsten kaotiske og klaustrofobiske nærkampssituationer, der sender tankerne i retning mod Resident Evil og The Last of Us. Det ville jeg rigtig gerne have haft mere af!

Selve historien i Vanguard er hverken skelsættende eller overvejende kontroversiel, som tidligere Call of Duty-installationer har formået, men særligt arbejdet med de animerede mellemsekvenser og stemmearbejdet, skinner stærkt igenne, i kombination med det absurd flotte grafiske niveau, som Vanguard trods alt leverer. Detaljegradden er vildt flot - og så er stemmearbejdet fra Vanguard-holdet og også de slemme nazister super underholdende - og her skal særligt fremhæves en cameo, som Ringenes Herre og Lost-fans lynhurtigt vil fange: Den skrivebordsnussende, men ikke ufarlige SS-agent Richter, spilles nemlig af ingen ringere end Dominic Monaghan, der både har lagt stemme og ansigt til spillet, og han gør et fantastisk job. 

Det er næppe mange, der nu til dags køber et Call of Duty-spil for single-player oplevelsen alene. Det vil i hvert fald være en skam, når det nu er i multiplayer-delen, at langt de fleste underholdningstimer gemmer sig - og med Call of Duty: Vanguard, vil jeg heller ikke anbefale at købe spillet alene for kampagnen. Men mens du venter på, at Activison for helt styr på servere og rettet de værste multiplayer-bugs, er Vanguard-kampagnen helt sikkert din tid værd.

Go smoke some 'krauts.