Anmeldelse: Barbie

Come on, Barbie, let’s go marching!

Men tiden er Barbies umulige skønhedsidealer og luksusliv blevet uopnåelige mål for kvinder og ifølge denne nye film er, hvad der oprindeligt var ment som et forbillede i stedet blevet omdannet til stereotypisk, misogynistisk fremstilling af, hvordan en kvinde skal se ud og skal være. Det er med andre ord på tide at finde de fodformede sandaler frem og komme ud på barrikaderne, for her kommer ”Super-woke, neo-feministic Barbie”! *Birkenstock sandals and picket signs sold separately.

It’s a Wonderful lie

Aqua sang engang ”I’m a Barbie girl, in a Barbie world. Life in plastic, it’s fantastic.”  Således starter også fortællingen om Stereotyp-Barbie (Margot Robbie). Hun lever sit bedste liv i Barbieland og svæver bogstaveligtalt på en lyserød sky. Om dagen er hun på stranden sammen med veninderne, Barbie, Barbie, Barbie og Barbie, alt imens Ken’dene ser på i frustration og misundelse. Barbierne kan nemlig alt og udfylder mange funktioner, mens Ken’ene bare er Ken.

#Friendzone

Det eneste Ken (Ryan Gosling) lever for, er netop at få Barbies opmærksomhed, uden Barbie er der ingen grund til Ken. Om aftenen er der som altid girls night, hvor pigerne fester i Barbies lyserøde hus til den lyse morgen og hvor Barbie fortsat afviser alle Kens tilnærmelser, når hun da ikke blot ignorerer ham fuldkommen. Ouch!

Feet for thought

En dag vågner Barbie op med små lyserøde tømmermænd. Hun fornemmer straks, at noget er galt. Toastbrødet brænder på, mælken er sur, hun svæver ikke længere på en sky, der er cellulitis på lårene og værst af alt: hun er blevet platfodet! Nååå ja. Og så har hun dødstanker… Who doesn’t?

Weird Dolls

Derfor opsøger hun den forviste Weird Barbie (Kate McKinnon), en dukke der er blevet leget lidt for vildt med og som nu er blevet deform og dermed er for grim til at bo sammen med de andre Barbier. Hun fortæller Stereotyp-Barbie, at for at løse problemet må hun rejse til den virkelige verden og finde den pige, der har overført sine tanker og hverdagsproblemer over på Barbie og få pigen tilbage på bedre tanker.

The Human Experience

Det bliver starten på et øjenåbnende eventyr for den perfekte dukke. Hun og Ken tager til Californien, hvor det går op for Barbie, at mænd styrer verdenen og virkelige kvinder langt fra er perfekte, men døjer med problemer så som lavt selvværd, diskrimination, sexisme og svamp i skeden. Barbie må tænke ud af boksen, for at løse sit problem, hvilket er sværere sagt end gjort, når man ikke har noget begreb om, hvordan den virkelige verden fungerer. Heldigvis får hun hjælp fra en gammel veninde… Ken lader sig også inspirerer af et lille begreb der hedder patriarkatet, som han i første omgang tror har noget med mænd og heste at gøre…

She’s (almost) got the Look

Ser man bort fra ca. 6 kilo for meget på sidebenene og at hendes ben er godt og vel 12 cm for korte, havde Barbie været en ægte kvinde, ligner Margot Robbie meget godt prototypen på en Barbie dukke. Hun har i hvert fald ansigtet og smilet til at sælge varen. Desværre får Robbie ikke meget at lege med i rollen. For det meste er Barbie reduceret til enten at smile åndsforladt, græde ”ægte tårer” eller til blot at lægge sig opgivende på jorden. Hun udretter aldrig noget selv og inspirerer næppe nogen til den helt store selvudvikling. Ironisk, når filmens budskab handler så meget om kvindelig empowerment og om at finde sin egen identitet.

Kenetic

Omvendt er Ken-karakteren fuldkommen fantastisk realiseret af Ryan Gosling, der tydeligvis nyder at overspille for en gang skyld. Han forstår at bibringe rollen den selvironiske distance, der skal til for at ”Ken in real life” fungerer og han stjæler samtlige scener han er med i. Jeg ville 100 gange hellere se en solofilm med ham på slap line end den uundgåelige efterfølger Barbie får om et par år. Han fortjener en Oscar nominering for denne rolle, så er det sagt.

Little Women

På overfladen (og i marketing materialet) er Barbie ikke en film, der skal tages eller tager sig selv særligt seriøst. Men skinnet bedrager, for det viser sig hurtigt at filmskaberne har en agenda med dukkens liveaction debut på det store lærred. Filmen forsøger ihærdigt at sælge budskabet om at kvinder er perfekte og fortjener at blive hyldet for deres (tomme) bedrifter, mens mænd er uduelige, dumme, onde og i sidste ende overflødige.

The Squid in the Whale

Ser man bort fra budskaberne, som man kan synes om, hvad man nu engang vil, fungerer Barbie ret godt som en syret form for coming-of-age fortælling. Filmen er tilpas simpel i sit budskab, til at børn vil kunne forstå den og tilpas sarkastisk og samfundskritiserende til at voksne også vil få noget ud af den. Historien er skrevet og instrueret af Greta Gerwig, med lidt hjælp fra sin mand, Noah Baumbach. Parret har tydelig ladet sig inspirerer af en del klassikere; The Wizard of Oz, Pinocchio, 2001: A Space Odyssey, The Lego Movie, It’s a Wonderful Life, The Matrix og Alice in Wonderland er de mest åbenlyse kilder. Jeg siger ikke at Gerwig og Baumbach har tyvstjålet idéerne, men de er helt sikkert hoppet over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til originalitet.

Pretty in Pink

Det er nemt at være sur på Barbie med alt dens moralprædiken og åbenlyse mandehad, men hvorfor bruge tid og ’Kenergi’ på det? Verden løb en overgang tør for pink maling, mens indspilningerne til filmen stod på (der må være en Oscar på vej til production designer Sarah Greenwood), det i sig selv er en biografbillet værd.