Anmeldelse: Babylon

The Golden Years

Babylon er løst baseret på virkelige hændelser og personer fra 20’erne og 30’ernes Hollywood og det går ikke stille af sig. Blot i løbet af de første 10 minutter af filmen, har vi fået et close-up af en elefants røvhul, der skider direkte ind i kameraet (og publikum ansigter), set flere nøgne kroppe end i alle Game of Thrones sæsoner til sammen og overværet en sygeligt overvægtig mand få et golden shower (urin) i munden af en mindreårig pige.

The Elephant in the Room

Hollywood-mogulen Bob Levines (Flea) afholder legendariske Gatsby-esque fester, hvor alkoholen flyder som Nilen i Ægypten og gæsterne indtager så mange stoffer, at selv Jordan Belfort ville have smidt håndklædet i ringen, alt imens der knaldes til højre og venstre, som var det Studio 54 eller en scene fra Kubricks Eyes Wide Shut. Som om det ikke var nok, så sluttes festen af med en førnævnte elefant, der tramper rundt midt på dansegulvet, til rytmerne af tidens jazz hits.

¡Ay, caramba!

Ved en af disse abefester møder den mexicanske stik-i-rend dreng, Manuel "Manny" Torres (Diego Calva), den håbefuld skuespillerinde, Nellie LaRoy (Margot Robbie). Hun har tilføjet ”La” for at lyde mere fransk). Manny bliver straks betaget af Nellies flamboyante energi og utæmmede vildskab og de to danner hurtigt et tæt venskab.

’Someone in the Crowd’

Til Nellies store held, tager en anden ung skuespillerinde ved navn Jane (Phoebe Tonkin) en overdosis til festen og i en branche hvor tid er penge, skal der hurtigt findes en erstatning, da Jane skulle have været på optagelser dagen efter. Nellie bliver tilfældigt udvalgt i mængden og med ét slag er hendes karriere skudt i gang.

The Brad Pack

Til samme fest bliver stumfilmæraens største stjerne, Jack Conrad (Brad Pitt), så beruset, at Manny får til opgave, at køre stjernen hjem og få ham lagt i seng. Skuespilleren skal nemlig være klar på filmsettet kl. 10:00 næste dag. Jack hyrer Manny som sin personlige assistent og langsomt stiger den ambitiøse immigrant i Hollywood-hierarkiet.

Talkies!

Men tiderne er ved at ændre sig i branchen. Talefilm er det nye store hit og mens unge stjerner, så som Nellie, er hurtige til at tilpasse sig den nye trend, må flere af stumfilmens ellers så urørlige stjerner se deres karriere gå i opløsning. Publikum kan ganske enkelt ikke accepterer deres idoler tale på film. Jack Conrad, der ellers var ’Hollywood Royalty’, er blandt ofrene og må kæmpe for at opretholde sin status i en branche, hvor man aldrig ved, om man er købt eller solgt.

‘You took too much, man. Too much, too much’

Damien Chazelles (Whiplash, La La Land) seneste film er en coked-up, ADHD, Fellini-agtig hyldest til Hollywoods guldalder. Forestil dig energien fra en Baz Luhrmann film og galskaben fra klimakset i The Party med Peter Sellers og gang den med 10, så har du nogenlunde Babylon. Det kan blive for meget af det gode og bliver det også hurtigt. Filmen er lige over tre timer lang og heldigvis stilner galskaben af efter den første halvanden times tid.

‘LOUD NOISES!!!’

Mit problem med filmen er, at jeg nærmest fra starten af afskyede Margot Robbies karakter, Nellie. Hun er datidens svar på Gen Z, en irriterende, skabagtig, umoden person, der ikke tager ansvar for noget som helst og gang på gang som bringer andres liv og karriere i farer pga. sin afhængighed af stoffer og hasardspil. Jeg var allerede træt af Margot Robbie, der er med i ALT for tiden, så der skulle ikke meget til at få bærret til at flyde over.

’Would you like to go to a Pitt-y party in my pants?’

Brad Pitts karakter, Jack, er ikke meget bedre selskab. Han er en egoistisk, alkoholisk, selvdestruktive stjerne, der trods hans forkælede tilværelse, lider af en depression og konstant har ondt af sig selv. Ikke nogen stor udfordring for Pitt, men i det mindste kan hans charme langt hen ad vejen råde bod på karakterendes fejl og mangler. Jacks karakter-ark føles dog lidt forhastet og forsømt i det store hele.

The Artist

Den Oscar vindende The Artist (2011), der ligesom Babylon handler om en stumfilmsstjerne, der må se sin karriere gå i vasken på grund af talefilmen, håndterede det med et positivt syn og var en rendyrket feel-good film. Babylon vælger den pessimistiske indgangsvinkel og er slet ikke den fest, som vi var lovet i invitationen. Hvor The Artist handlede om liv og nye chancer, handler Babylon om død og ødelæggelse.

Once Upon a Time in La La Land

Babylon er en ambitiøs og stort anlagt film og der er da også scener som indkapsler kreativiteten og galskaben fra 20’ernes Hollywood på smukkeste vis. Men når rulleteksterne glider over lærredet, sidder man med en tom fornemmelse i kroppen. Hvad vil Chazelle med filmen?

Sinnin’ in the Rain

På sin vis er Babylon også en hyldest til Gene Kellys musical klassiker Singin’ in the Rain (1952), som der refereres til flere gang undervejs. Samtidigt forsøger Chazelle uden held at (gen)forelske os i filmmediet, gennem en syret montage af historiske filmklip og fotokemiske bade, til tonerne af Kellys udødelige hit. Det minder om et psykedeliske mix af Cinema Paradiso og 2001: A Space Odyssey og fungerer slet, slet ikke.

Holy-wood

I filmens sidste halvdel er vi i 1930’erne og her bliver tonen markant mere dyster. Det er her, at vi blandet andet møder den notoriske gangsterboss James McKay (Tobey Maguire, der muligvis spiller djævlen)? Han fører Manny ind i en af Hollywoods ulovlige natklubber, der ligger under jorden, en rejse der mest af alt minder om en tur ned i helvedet. På nogle punkter minder Babylon om Martin Scorseses The Wolf of Wall Street (2013). Den vil forfører os med vilde fester og succes, for derefter at trække tæppet væk under os og afslører at vi i virkeligheden lige har solgt vores sjæl til djævlen. Er det blot endnu en moralprædiken fra Hollywood? Døm selv. Filmen er i biografen nu.