Anmeldelse: Assassin's Creed Valhalla - En ekstremt underholdende vikingeblodrus
Ubisoft styrer ind på et vikingetogt der generobrer fascinationen for Assassin's Creed
-
Assassin's Creed Valhalla - Review
Assassin’s Creed er klar med nyeste iteration af deres univers - denne gang går turen til Norge, men mest til England - hvor man som vikingen Eivor skal på togter og opbygge et idyllisk nyt hjemsted til sin vikingeklan. Det er et tillokkende sceneskift fra Middelhavet i Assassin’s Creed Odyssey og sanddyngerne i Assassin’s Creed Origins. Ubisoft bygger videre på deres open world model, og de nye lokationer med (for skandinaver) velkendte myter og kulturer, virker som et friskt pust. Men kører Ubisoft en ‘rinse and repeat’ eller er der mere til Valhalla?
Guderne skal vide, at jeg for alvor kørte træt i Assassin’s åbne verdener i det græsk-mytologiske Odyssey for et par år siden. Som i de 15 timer jeg spillede det, føltes væsentligt mere som pligt end underholdning. Dets spilverden var stor og føltes en smule tom - og spillet virkede som et forhastet parrallelløb, fra Origins, der to år tidligere var en væsentlig bedre oplevelse.
Derfor gruede jeg en smule for endnu et open-world Assassin’s, men efter at have løbet de nye spillekonsoller igennem, manglede jeg en “next-gen” titel at lege videre med, og bootede AC Valhalla op på en PlayStation 5 - og derefter en Xbox Series X - fordi Ubisoft Connect arbejder virkelig godt med cloud saves på tværs af maskiner…
AC Valhalla - Lanceringstrailer
Mine grubler er blevet gjort til skamme. Efter over 50 timer af min dyrebare fritid er gået til Valhalla, er jeg klar til at fæstne min dom.
Assassin’s Creed Valhalla er ikke for alle - men har potentiale til at vinde en masse hjerter, der ikke i forvejen bankede for de hemmelige snigmorderes franchise.
To Valhalla!
AC Valhalla er i bund og grund et ekstremt underholdende open world RPG, der langt hen ad vejen er mere RPG end et Assassin’s Creed-spil.
Jeg elsker Ubisoft for den retning. Her har man formået at skabe et spil, der langt hen ad vejen formes efter spillerens præferencer. Systemerne der gøres brug af virker underholdende i langt højere grad end afstraffende, og det gør det bare ekstremt sjovt at påtage sig de mange udfordringer man støder på undervejs.
"Det er godt nyt for den massive mængde af spillere, som den dag i dag, stadig forguder et spil som The Witcher 3: Wild Hunt."
Det er måske ikke den bedste åbenbaring for Assassin’s Creed-purister, der mener den eneste vej frem er den i skyggerne - som en lydløs snigmorder, men det er godt nyt for den massive mængde af spillere, som den dag i dag, stadig forguder et spil som The Witcher 3: Wild Hunt.
Lad mig uddybe: AC Valhalla er på nogen måder et fastlåst RPG, i den forstand at din karakter ER Eivor - men dog med muligheden for at rollespille den som både mand eller kvinde. Eller begge dele - og ikke begge dele på sådan en bipolar måde, men serveret i en historiemæssigt perspektiv, der på den lange bane giver ekstrem god mening - især hvis du lader spillet vise vejen for dig, i stedet for at holde på din normale præference.
Men Eivor the Wolf-Kissed er dig. Eller den “historiske” karakter, du som forskeren Layla Hassan oplever, gennem AC’s evigt fungerende neurale flashback-netværk “The Animus”.
Rollespil langt væk fra den mørke skov
RPG-elementerne skærer igennem mange steder - og ikke bare i det væld af mulige sidemissioner og udforskning, der findes i spillet - men også i det nye skill-tree, der ved første blik virker totalt overskueligt - men efter et par timer; en genial idé.
Her kan man vælge at spendere sine skill-point efter tre forskellige grupperinger: Det hårde direkte-angrebsfikserede Bear-tree, det mere balancerede og lette Wolf-tree - eller det sniger og bueskydende Raven-tree.
Eller, du kan bare smække skills lidt her og der - for grenene i træet spreder sig vidt omkring. De mange skills er direkte forbundet med dit player-level og dit power-level, og nogle skills er blot stat-forbedringer mens andre låser op for helt nye færdigheder: Dual-wielding 2-hand weapons - I’m looking fondly at you.
Det der gør skill-træet genialt, er at du til enhver tid - og helt uden afstraffelse eller timegates, kan nulstille alle dine skills og starte med alle dine opsparede point, for at bygge en helt anderledes spillestil. Det er godt og underholdende - og gør det muligt at lægge strategi til missioner, der ellers ville være flere levels væk.
Dual-wielding vikingr
Hele gear-sektionen er også meget spillervenlig. Eivor kan vælge mellem en lang række våben: Økser, sværd, spyd, knive, hamre og lignende - i både 1-hånds og 2-hånds versioner, for flere af typerne. Der er også forskellige skjold, der er guld værd i de tidlige faser af spillet. Hertil kommer selvfølgelig udrustninger af forskellige klasser, til alle kroppens afkroge.
Også her har Ubisoft formået at forbedre på deres formel. I stedet for at have flere 100 forskellige varianter af hver gear-type, er udvalget en anelse mindre - men hvert stykke kan opgraderes mange gange. Lette opgraderinger øger gradvis tingenes stats for mindre opgraderingsmaterialer, mens større opgraderinger øger kvaliteten - fra common, over flawless og til mytisk status - her vil langt størstedelen af tingene få forbedrede stats og flere opgraderingsmuligheder (i form af runer) og som en bonus vil udseendet gradvis ændre sig, fra en anonym vikinge-kriger til udseendet af en regulær Asa-gud. Det er yderst tilfredsstillende, at kunne holde fast på et legetøj man er glad for - i stedet for den regulære brug og smid væk kultur, som ellers (også) hersker i RPG-kredse.
Assassin’s Creed Valhalla tilføjer også en række ekstra abilities, som ikke er nødvendige - men yderst tilfredsstillende features, der tilføjer nye muligheder til det ret simple kampsystem - og skaber en løbende diversitet i det, der ellers let kunne have været en ensformig fornøjelse. Et eksempel er muligheden for at storme en fjende - og i et løbende angreb skubbe vedkommende ud over en bjergkant - og ned i det visse one-shot-kill. Ahh. Disse abilities skal opstøves som skjulte skatte, gennem spillets enorme univers. En ekstra skattejagt.
Geralt og Batman approves
Apropos skatte. Der rigeligt at komme efter i AC Valhalla.
AC Valhalla byder på en kæmpe verden - fra det østlige Norges fjeldtinder og søer, til Englands blomstrende kyster og klippede indland. Det er selvsagt en mulighed for at plastre den verden til i opdagelse. Og her er meget at opdage: Ubisofts klassiske sync-toppe skaber et godt overblik over små udsnit af kortet - og det samme gør Eivors ravn, der kan scoute landskabet fra oven.
Men der er også blevet plads til et ekstra fantasy-element: Røntgen-synet. I AC Valhalla hedder det “Odin’s Sight” og det åbenbarer i et kort øjeblik, de mulige skatte, fjender og vildt som skal nedkæmpes - og flere gange i spillet fungerer det også som et Witcher- eller Batman-agtigt detektivsyn.
Smack my bishop
I Valhalla er der mange skatte, og de kommer i form af både rigtige skatte som nye våben og ressourcer - episke opdagelser og ædelsten. Men også som små underholdende sidemissioner, ny viden om AC-universet, random encounters og andre collectibles.
Easter eggs er der masser af, og uden at spoile for meget, er jeg som gammel The Prodigy-fan, nødt til at nævne et fantastisk møde med vikinge-musikeren Keith, der opmuntrende anråber mig: Smack my bishop! Look it up.
Der er også tonsvis af aktiviteter, hvis man vil slå tiden lidt ihjel: Spillet introducerer et væld af minispil: Et terningespil, drikkekonkurrencer, flyting-faceoffs (Vikingetidens battle-rap, hvor det gælder om at disse sin modstander på mest savage vis). Eller man kan gå på jagt. Eller fiske. Eller jagte fisk. Der er rigeligt at tage sig til. Nogle mysterier viser sig for overrumplende i de tidlige faser - og så må man stille sig tilfreds med, at have noget at vende tilbage til, når man er mere mægtig.
Vikingetogter og landsbyliv
Der er mange skatte at hente i England. En af de vigtigste indhenter man, når man sejler på togt med sine vikinge drengr. I England er man nemlig ansvarlig for at opbygge sin egen by - Raventhorpe, har sit eget level-system, og undervejs i spillet opgraderes det gennem missioner og vikingetogter - i togterne får man de mest værdifulde ressourcer, når man plyndrer de kristne klostre. Jep, og det er også ret sjovt.
Gevinsten ved at være en succesfuld raider, viser sig i nye muligheder der åbnes i byen - alt lige fra handelsmuligheder og bedre stats til dig og dine vikingeraids, er alt sammen opgraderinger, der gør den lille befæstningsby, til noget der er værd at huske på.
Historisk fortælling: En myte?
Assassin’s Creed Valhalla er ikke en historisk korrekt gengivelse af hændelser fra vikingetiden - inspirationen og grundarbejdet er selvfølgelig at finde - men meget af spillet tager udgangspunkt i sagn og myter og er hårdt influeret af det. Det gør ikke Assassin’s Creed til et latterligt spil - det skaber udgangspunktet for en ekstrem underholdende, og til tider vanvittig og voldelig vikinge-fantasi, som selv God of War af og til ville misunde.
Historien i spillet er lang og omfangsrig. Ubisoft formår at skabe en fortælling, der på en gang væver de mere jordbundne fortællinger, med myter og gudesagn - og tingene smelter fantastisk sammen. Der er en del uforklarlige hændelser, som man som spiller kan vælge at tolke på sin egen måde: Er et drømmesyn et tegn fra Odin - eller blot resultatet af indtagelse af røde fluesvampe? Spillet lader dig længe tro hvad du helst vil - formår samtidig at snige en ekstrem mængde af fortælling fra både Origins, Odyssey - og meget af Assassin’s Creed Revelations ind i vævet.
Spillets historie trækker på ekstremt mange tråde, men fordi det udfolder sig over forholdsvis lang tid (Regn med mellem 70 og 90 timer fra start til slut - uden at være perfektionist), så bliver det aldrig Game of Thrones-forvirrende. Til gengæld er AC Valhalla en historie, der både egner sig til helt nye AC-spillere - og også en der udbygger den enorme Creed mytologi, i en grad så inkarnerede AC-fans også bliver blæst igennem med nye opdagelser. Kudos Ubisoft.
Ikke alt er all fjong og vikingeberuselse
Selvom det indtil nu virker til, at jeg kun har ros til overs for AC Valhalla, er der også skidt blandt kanelet. Assassin’s Creed har bugs i flertal. Efter den første patch er de mest ødelæggende af dem væk, men det vil stadig støde på tilfældige (typiske) open world bugs, hvor karakterer står forkerte steder, bevæger sig mystisk - eller loade ind på en ny lokation, blot for at falde gennem kortet i flere sekunder (der føles som timer). Der er meget at komme efter - og det er en af de typiske fejlarter, man støder på i denne type spil.
Gennem mit spil har jeg kun stødt på en fast bug, der har sat en midlertidig stopper for mit arbejde med at gennemføre en specifik sidemission. Det er frustrerende, men formentlig noget, der bliver fikset med en patch i den kommende tid.
Assassin's Creed er tiden værd
Der er rigeligt at arbejde på, med de mange bugs i spillet, men det til trods, er AC Valhalla en sublimt underholdende vikinge-fantasi, der byder på ekstremt mange, mange timers underholdning.
Assassin's Creed Valhalla er den perfekte 3'er i seriens open-world regi, der fornyer og forbedrer på de mest tiltrængte punkter.
Assassin's Creed Valhalla
Udgivelse: 10. november
Platforme: PC, PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series S/X
Udgiver: Ubisoft
Bonus-info
Her på falderebet er der selvfølgelig lige plads til en danskerforbindelse: Spillets hovedkarakter har fået en formidabel omgang voice-acting, som kvindelig Eivor er det Cecilie Stenspil (Badehotellet) der står bag, mens den mandlige stemme føres af Magnus Bruun (The Last Kingdom) - begge gør det virkelig godt, og man slipper for at høre på en tarvelig omgang vikinge-danglish, men i stedet en dialægt, der virker passende og afstemt, for den nordiske viking i England.
På lydsiden er det Jesper Kyd der har styret orkestret. Komponisten har også gjort et godt job, og trækker på erfaringen fra Hitman-serien, Borderlands, Soulcalibur og Warhammer: Vermintide 1 og 2.
