Anmeldelse: A Quiet Place: Day One

Item: A Quiet Place: Day One
Rating: 3
Author: Dennis Stanley

Her er forhistorien, du ikke vidste, du havde brug for.

Skrevet af Dennis Stanley

torsdag den 27. juni 2024
| Film og Filmanmeldelser
| 253

A Quiet Place Day One - Foto: United International Pictures

3 ud af 6 stjerner

A Quiet Place: Day One - Trailer

?si=wsaQczeCpe2CZhoi

Don’t Speak. Don’t… Speak…

I 2018 skabte John Krasinski et lille mesterværk med A Quiet Place og i 2021, midt under pandemien, kom så en veloplagt efterfølger, med den beskedne titel: A Quiet Place Part II. Nu har Krasinski givet stafetten videre til instruktøren bag Pig (2021), Michael Sarnoski, som fortæller historien om, hvordan det hele startede med A Quiet Place: Day One.

ANNONCE

United International Pictures

Empire State of Mind

Filmen foregår i New York City og handler om den dødeligt kræftsyge kvinde Samira (Lupita Nyong'o). Sammen med sin kat, sygeplejersken Reuben (Alex Wolff) og nogle af de øvrige patienter på det hospice hun bor på, tager de på udflugt til N.Y.C. for at se et dukketeater og endnu mere vigtigt, spise pizza på Samiras yndlings pizzasted i Harlem.

ANNONCE

United International Pictures

The Day The Earth Stood Still

Men, som det jo af og til sker i The Big Apple, på film vel og mærke, så åbner himmelen sig pludseligt og tusindvis af modbydelige rumvæsner invaderer byens gader og stræder. De angriber alle levende væsner, hvis de laver selv den mindste lille lyd, så det gælder om at være bomstille, hvis Samira, katten og følgesvenden Eric (Joseph Quinn), ønsker at slippe levende fra Manhattan.

ANNONCE

United International Pictures

Two out of three ain’t bad

A Quiet Place (2018) genopfriskede på genial vis de gamle slidte gysertroper og efterfølgeren overgik på mange punkter 1’eren i stil, så vel som intensitet. Det samme kan ikke siges for A Quiet Place: Day One, selvom franchisen stadig formår at underholde, kører Michael Sarnoski den sikre, mere traditionelle stil.

ANNONCE

United International Pictures

Threeeeeee aint the magic number

En af filmens dilemmaer er netop at den er en 3’er. Derfor er publikum langt foran karaktererne, når det kommer til spillereglerne i forhold til rumvæsenerne. Men alt for hurtigt finder New York’erne ud af at det er lyde rumvæsenerne går efter og dermed punkterer filmskaberne hele opbygningen og grundlaget for at lave en prequel.

ANNONCE

United International Pictures

Cloverfield 2.0

Således går ”Day One” alt for hurtigt i tomgang og bliver en traditionel science fiction historie om overlevelse, en slet skjult og efterhånden ret slidt metafor for krig og terrorisme. Filmen føles på mange punkter mere som War of the Worlds (2005) eller et reboot af Cloverfield (2008) end en egentligt prequel til A Quiet Place.

ANNONCE

United International Pictures

Paint-By-Numbers

Lupita Nyong'o er fremragende og man kunne spille hele handlingsforløbet blot på et nærbillede af hendes udtryksfulde ansigt, hvis det skulle være. Men bortset fra hendes præstation, er resten af filmen ret ”paint-by-numbers”. Sarnoski & co. kunne sagtens have leget meget mere med publikums forventninger og jeg savner noget af Krasinskis ”tænken ud af boksen”, der gjorde de to første film så specielle.

ANNONCE

United International Pictures

Thank You for the Music

Det eneste tekniske jeg vil fremhæve, er Alexis Grapsas’ sjælefyldte musik, der sætter en bevægende tone med brugen af en sørgmodig cello, lige fra første frame. Det glæder jeg mig til at dukke ned i og dyrke, når det kommer på Apple Music.

ANNONCE

United International Pictures

The Sound of Silence

Lydbilledet er også effektivt, men kun momentvis. Man kunne sagtens have gjort meget mere ud af kontrasten mellem stilhed og larm, men igen, sådan er der ting hele vejen igennem A Quiet Place: Day One, der efterlod mig ønskende om mere, men i sidste ende må man jo tage til takke med hvad man får og A Quiet Place: Day One er bestemt ikke det værste jeg har set i år.

ANNONCE