Connery

Anders Fjelsted [Ugens Profil]

"Når man er slap og bliver drillet, bliver forsvaret ofte at lære at tage imod og blive god til at svare igen. Det har jeg så nærmest kunnet gøre til en levevej"

I dag kigger vi nærmere på endnu en af de mænd, der gør Danmark lidt sjovere. Han hedder Anders Fjelsted, og så startede han med at lave stand-up tilbage i 1995. Hvis du er bare lidt skrap til hovedregning, kan du hurtigt regne ud, at Anders har været i gang i over 20 år; det er ret lang tid! Vi har blandt andet taget en snak med ham om, hvorfor han valgte at lave stand-up. 

Hvem, hvad, hvor?

Jeg hedder Anders, og jeg er en stand-up komiker, der bor i Holte nord for København. 

Hvad var din største drøm, da du var barn?

Min største drøm var, at de andre skulle stoppe med at drille mig med mine store flapører. Senere fandt jeg ud af, at det var lettere bare at komme dem i forkøbet. Totalt 8 Mile style. Derfor blev jeg komiker. Så kunne jeg drille mig selv. Det synes folk som regel er ret skægt.

ANNONCE

Beskriv den seneste ting du har købt; hvad har det gjort for dig?

En kop te. Den gav mig varmen. Lige før det købte jeg nogle cd’ere på internettet. De har intet gjort for mig endnu, men når de bliver leveret, forventer jeg, de vil bringe mig glæde eller skuffelse. Jeg er lidt gammeldags på medie-fronten. Enkelte kunstnere og opsamlingsserier foretrækker jeg stadig at have på fysisk format. Ellers kunne jeg lige så godt smide min dyre cd-afspiller ud. Det er jeg ikke moden til endnu.

Hvad er dine styrker?

Jeg er forholdsvis kvik i replikken og kan tage en del røg. Det er nok resultatet af alt den mobning fra barndomsårene. Når man er slap og bliver drillet, så bliver forsvaret ofte at lære at tage imod og blive god til at svare igen. Det har jeg så nærmest kunnet gøre til en levevej.

Hvad er så din dårligste vane?

Jeg har en svaghed for is, kager og søde sager. Det er nærmest en besættelse. Jeg forstår til fulde folk, der misbruger rigtig narko. Hvis jeg ikke engang er i stand til at droppe romkugler, så er der ikke noget at sige til, når folk ikke kan holde sig fra ting, der er designet til at gøre dig afhængig. Til gengæld har jeg alt respekt i verden for folk, der har selvkontrol nok til at holde sig fra usunde vaner (selvom de er nogle freaks).

ANNONCE

Hvem ser du op til?

Min storesøster. Hun er sådan en succesfuld business-karriere-boss-woman, en mønsterbryder der er chef for en stor virksomhed, brager igennem glaslofter i en mandsdomineret forretningsverden, rejser verden rundt til møder OG jonglerer et godt familieliv samtidig med stort hus, 3 døtre, 2 hunde og en travl mand oveni. Jeg orker ikke engang at skifte sengetøjet hjemme hos os, hvis jeg har haft en 5 timers arbejdsdag. 

Hvad er dit arbejdsmæssige fokus for tiden?

Lige for tiden har jeg travlt med at hjælpe Christian Fuhlendorff med at lave Det Sene Show på TV3. Det må være første gang, at nogen i Danmark rigtig forsøger sig med den klassiske amerikanske late-night talk show genre. Det er ret sjovt at være med til. Derudover laver jeg podcast hver mandag, Fjelles Fodboldfjol. En fodboldpodcast, hvor jeg snakker med forskellige komikere og andre fodboldinteressede kendis-typer om deres forhold til fodbold; favorithold, yndlingsspillere osv. Det er sjovt at lave, og jeg syntes, der manglede et alternativ til mange af de mere ekspert-agtige fodboldpodcasts. Derudover laver jeg også en masse stand-up.

Hvor er du om tre år?

Forhåbentlig på en varm strand et sted sydpå. For det er da en klar fejl at være hjemme i Danmark på denne årstid. Dang, hvor er det gråt, koldt og trist.

ANNONCE

Hvad er din største drøm?

At blive 18 år igen, MEN samtidig besidde alt den erfaring og viden jeg har nu. Shit, det kunne være en fed kombi. Så ville jeg fx. vide, at man ikke kan spille sig i form i løbet af en fodboldsæson, hvis man kun spiller en kamp hver 14. dag uden at træne. 

Afslutningsvis vil jeg lige høre, om du har en anbefaling til dem, der læser med?

Jeg ville jo være en idiot, hvis jeg ikke anbefalede folk at lytte til Fjelles Fodboldfjol. Generelt vil jeg gerne anbefale folk at lytte til podcasts. Det er en super smart måde at få noget ind i hovedet, mens man alligevel laver noget andet (sidder i toget, går tur, hænger vasketøj op osv), og der findes SÅ mange gode. Ellers vil jeg gerne anbefale burgeren på Comedy Zoos nye cafe. Den er god. 

ANNONCE
Anders Fjelsted

Facebook.

Instagram.

Lige ved og voksen.

Del

Seneste nyt

Annonce