Amors pil
Jeg er ramt. Er der en doktor til stede?
Lad mig starte fra den absolutte begyndelse og fortælle jer denne melankolske beretning om ufuldendt kærlighed. Hvordan Chradsers hjerte mistede en smule, det højst sandsynligt aldrig får igen...
Det var den søde studentertid. Tre års slid (som jeg senere hen skulle finde ud af, virkelig var en dans på roser) var overstået, og den ene fest afløste den anden. Det var en dejlig tid. Jeg husker især en fest hos en klassekammerat. Der var fadølsanlæg, pindemadder og good times. Pludselig ser jeg en sød pige, som jeg til dags dato stadig hårdnakket vil påstå, havde smilet sødt til mig hele året.
Efter et par fadøl fik jeg styrke til at snakke med hende, og hun viste sig at være ligeså sød, som hendes smil antydede. I sommerens kådhed og varme fik jeg spurgt hende direkte, om ikke hun ville skrive sit nummer i min hue, og så kunne vi jo tage på date en dag. Til min og omkringståendes overraskelse sagde hun ja, og den aften kunne intet skyde mig ned, da jeg skulle hjem. Jeg havde nummeret på en sød pige og efter overstået Roskilde festival, så skulle jeg ringe til hende som det første.
Efter endt festival - med alt hvad det indebærer - fik jeg fat i min hue igen og fandt nummeret. Det stod lidt udvisket, og først efter jeg havde gættet galt et par gange, fik jeg hendes stemme i røret. 'Det er Nina'. Hej dejlige Nina, tænkte jeg. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og efter de obligatoriske pauser med en smule pinlig tavshed, så fik jeg taget mig sammen til at spørge, om hun havde lyst til at mødes. Det havde hun! Sådan Christian!
Den fik ikke for lidt. Der blev pakket picnickurv med breezere, og jeg ved ikke hvad. Set i bakspejlet så var det en alt for ivrig over overdådig date, men hvad fanden. Dengang famlede man jo i blinde (jeg gjorde i hvert fald). Dagen var desværre plaget af en smule gråvejr, så picnicen var måske ikke helt optimal. Det rokkede dog ikke ved, at det var pissehyggeligt, og vi tog tilbage til mig (boede stadig hjemme), hvor vi fortsatte med hyggelig snak. Udover at se vanvittig godt ud, så havde hun også noget mellem ørene. Og sikken noget. Hun udtalte bl.a., at hvis hun skulle se en film, så skulle det være action, og at hun i øvrigt mente, at kvinder er meget dårligere til at køre bil end mænd. I was in love.
Jeg lagde an til en hånd på låret (hendes), men så skete det. Pludselig begyndte hun at tale om min klassekammerat, som vi havde været til fest hos, dengang jeg fik hendes nummer. Hvorfor nu snakke om ham? Blodet forsvandt fra mit ansigt, da hun kunne fortælle, at de nok så småt var blevet kærester.
Jeg var knust. Kunne hun i det mindste ikke have fortalt mig dette, inden vi havde været hele vejen i gennem denne date, hvor jeg bare synes, hun var blevet sødere og sødere. Jeg kørte hende hjem og fik sagt på en kluntet måde, at jeg gerne ville se mere til hende, men at det helst skulle være som kærester, selvom det virkede håbløst. Vi snakkede ikke rigtig så meget sammen siden da.
Jeg tog til Australien og glemte lykkeligt alt om denne kvinde. Det var et helt år efter, at jeg tilbage i Danmark pludselig modtog en besked fra et nummer, jeg ikke kendte. Den var fra Nina. Hun havde set mig på gaden et eller andet sted og tænkte, at hun lige ville skrive og høre, hvordan jeg havde det. Jeg tænkte, at hvis hun skriver til mig, som hun ved er interesseret i hende som kæreste, som hun ikke har set i et år, så må det være fordi, hun nu er single og interesseret. Det måtte det være.
Det var den søde studentertid. Tre års slid (som jeg senere hen skulle finde ud af, virkelig var en dans på roser) var overstået, og den ene fest afløste den anden. Det var en dejlig tid. Jeg husker især en fest hos en klassekammerat. Der var fadølsanlæg, pindemadder og good times. Pludselig ser jeg en sød pige, som jeg til dags dato stadig hårdnakket vil påstå, havde smilet sødt til mig hele året.
Efter et par fadøl fik jeg styrke til at snakke med hende, og hun viste sig at være ligeså sød, som hendes smil antydede. I sommerens kådhed og varme fik jeg spurgt hende direkte, om ikke hun ville skrive sit nummer i min hue, og så kunne vi jo tage på date en dag. Til min og omkringståendes overraskelse sagde hun ja, og den aften kunne intet skyde mig ned, da jeg skulle hjem. Jeg havde nummeret på en sød pige og efter overstået Roskilde festival, så skulle jeg ringe til hende som det første.
Efter endt festival - med alt hvad det indebærer - fik jeg fat i min hue igen og fandt nummeret. Det stod lidt udvisket, og først efter jeg havde gættet galt et par gange, fik jeg hendes stemme i røret. 'Det er Nina'. Hej dejlige Nina, tænkte jeg. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og efter de obligatoriske pauser med en smule pinlig tavshed, så fik jeg taget mig sammen til at spørge, om hun havde lyst til at mødes. Det havde hun! Sådan Christian!
Den fik ikke for lidt. Der blev pakket picnickurv med breezere, og jeg ved ikke hvad. Set i bakspejlet så var det en alt for ivrig over overdådig date, men hvad fanden. Dengang famlede man jo i blinde (jeg gjorde i hvert fald). Dagen var desværre plaget af en smule gråvejr, så picnicen var måske ikke helt optimal. Det rokkede dog ikke ved, at det var pissehyggeligt, og vi tog tilbage til mig (boede stadig hjemme), hvor vi fortsatte med hyggelig snak. Udover at se vanvittig godt ud, så havde hun også noget mellem ørene. Og sikken noget. Hun udtalte bl.a., at hvis hun skulle se en film, så skulle det være action, og at hun i øvrigt mente, at kvinder er meget dårligere til at køre bil end mænd. I was in love.
Jeg lagde an til en hånd på låret (hendes), men så skete det. Pludselig begyndte hun at tale om min klassekammerat, som vi havde været til fest hos, dengang jeg fik hendes nummer. Hvorfor nu snakke om ham? Blodet forsvandt fra mit ansigt, da hun kunne fortælle, at de nok så småt var blevet kærester.
Jeg var knust. Kunne hun i det mindste ikke have fortalt mig dette, inden vi havde været hele vejen i gennem denne date, hvor jeg bare synes, hun var blevet sødere og sødere. Jeg kørte hende hjem og fik sagt på en kluntet måde, at jeg gerne ville se mere til hende, men at det helst skulle være som kærester, selvom det virkede håbløst. Vi snakkede ikke rigtig så meget sammen siden da.
Jeg tog til Australien og glemte lykkeligt alt om denne kvinde. Det var et helt år efter, at jeg tilbage i Danmark pludselig modtog en besked fra et nummer, jeg ikke kendte. Den var fra Nina. Hun havde set mig på gaden et eller andet sted og tænkte, at hun lige ville skrive og høre, hvordan jeg havde det. Jeg tænkte, at hvis hun skriver til mig, som hun ved er interesseret i hende som kæreste, som hun ikke har set i et år, så må det være fordi, hun nu er single og interesseret. Det måtte det være.
Vi mødtes igen. Og igen var det hyggeligt udover det sædvanlige. I slutningen af aftenen sagde jeg, at jeg holdt fest dagen efter, og om hun ikke havde lyst til at komme forbi. Igen knuste hun mit hjerte. 'Det kan jeg desværre ikke. Jeg skal hente min kæreste i lufthavnen'. Ah hvad skal du? Hvorfor skal jeg trækkes i gennem denne aften bare for at få samme fesne fornemmelse som sidst? Jeg fortalte hende ligeud, at jeg kun var interesseret i hende som kæreste, og at jeg derfor ikke kunne se hende som ven. En beslutning jeg er meget glad for i dag, da det er uudholdeligt i længden at gå og være ven med en tøs, man helst så som en kæreste. Hun forstod mig godt, og vi sagde farvel.
Men tilbage til i formiddags. Jeg genkendte hende på lang afstand. Hendes ufatteligt søde smil og hendes guddommelige figur. Hun genkendte også mig, og vi sagde hej. Jeg blev bekræftet i, at hun stadig var både flot og klog. 'Nå så du er stadig model. Nå du fik 10 i statistik. Nå du har opfundet en kur mod kræft'. Jeg følte mig underlegen. Stemningen blev lettet med et par jokes fra Showoffs og min side, om at jeg havde sat modelkarrieren på hold.
Vi sagde farvel igen, og Showoff og jeg gik mod en café. Som altid så plaprede vi løs, men jeg husker ikke rigtigt, hvad hverken han eller jeg sagde. Jeg kunne ikke - og kan i skrivende stund stadig ikke - slå hende ud af mine tanker. Hun er bare en af de der piger, som, jeg synes, ville være perfekt som min kæreste, men som desværre ikke er af samme overbevisning.
Man kan ikke få alt i denne verden, men skulle jeg pege på noget lige nu, så skulle det være Nina. Men ak, kærlighed skal være gengældt, og en dag sænker du måske dine standarder, Nina. Den dag håber jeg, at du ringer.
Men tilbage til i formiddags. Jeg genkendte hende på lang afstand. Hendes ufatteligt søde smil og hendes guddommelige figur. Hun genkendte også mig, og vi sagde hej. Jeg blev bekræftet i, at hun stadig var både flot og klog. 'Nå så du er stadig model. Nå du fik 10 i statistik. Nå du har opfundet en kur mod kræft'. Jeg følte mig underlegen. Stemningen blev lettet med et par jokes fra Showoffs og min side, om at jeg havde sat modelkarrieren på hold.
Vi sagde farvel igen, og Showoff og jeg gik mod en café. Som altid så plaprede vi løs, men jeg husker ikke rigtigt, hvad hverken han eller jeg sagde. Jeg kunne ikke - og kan i skrivende stund stadig ikke - slå hende ud af mine tanker. Hun er bare en af de der piger, som, jeg synes, ville være perfekt som min kæreste, men som desværre ikke er af samme overbevisning.
Man kan ikke få alt i denne verden, men skulle jeg pege på noget lige nu, så skulle det være Nina. Men ak, kærlighed skal være gengældt, og en dag sænker du måske dine standarder, Nina. Den dag håber jeg, at du ringer.
