Verden
Amerikanske myndigheder fængsler Ph.d.-studerende for støtte til Palæstina
Dommeren beordrede, at ICE ikke måtte flytte hende ud af Massachusetts uden 48 timers varsel, men hun blev alligevel fløjet til Louisiana kort efter.
En tyrkisk Ph.d.-studerende skrev et debatindlæg om Palæstina.
Nu sidder hun i amerikansk varetægt, anklaget for at støtte Hamas. Alt sammen midt i ramadanen, på vej til Iftar.
Nej, det er ikke starten på en Netflix-serie – det er virkelighed i Trumps USA 2.0.
Blev hentet af seks civilklædte agenter
Rümeysa Öztürk, en Fulbright-stipendiat og Ph.d.-studerende ved Tufts University i Massachusetts, blev den 25. marts anholdt af immigrationsmyndigheder (ICE), anklaget for at have “engageret sig i aktiviteter til støtte for Hamas”.
Hendes forbrydelse?
Et debatindlæg i The Tufts Daily, hvor hun sammen med medforfattere opfordrede universitetet til at anerkende det, de kalder “det palæstinensiske folkedrab” og til at afvikle investeringer i virksomheder med tilknytning til staten Israel.
Hamas blev ikke nævnt én eneste gang i artiklen.
Alligevel mente Trumps administration, at det var grund nok til at slå til.
Anholdelsen blev filmet af et sikkerhedskamera uden for en lejlighedsbygning. Videoen viser seks civilklædte mænd, der omringer Öztürk, mens hun råber.
En forbipasserende spørger: “Er det her et gidseltagning?” og får svaret: “Vi er politiet.” Han svarer tørt: “I ligner ikke politifolk. Hvorfor skjuler I jeres ansigter?”
Læs også:
Protester og juridisk drama på vej
Protester er brudt ud på Tufts University, hvor ledelsen har udsendt et brev til studerende og ansatte:
“Vi forstår, hvor skræmmende og foruroligende denne situation er for [Öztürk], hendes pårørende og vores internationale fællesskab.”
Hendes advokat, Mahsa Khanbabai, har indgivet en begæring til Boston’s føderale domstol om ulovlig frihedsberøvelse.
Dommeren beordrede, at ICE ikke måtte flytte hende ud af Massachusetts uden 48 timers varsel, men hun blev alligevel fløjet til Louisiana kort efter.
Universitetet nægter at have delt oplysninger med myndighederne. Men parallellerne til McCarthy-æraens jagt på “røde sympatisører” er åbenlyse.
Denne gang handler det bare om Palæstina og akademisk ytringsfrihed.
På X (tidligere Twitter) har Trumps vice-hjemmesikkerhedschef postet et billede af anholdelsen med teksten: “Et visum er et privilegium, ikke en rettighed.”
Subtilt som en mursten gennem et glasvindue.
Sagen er stadig uafklaret. ICE hævder, at Öztürk støttede Hamas – men har endnu ikke fremlagt beviser.
Og hvis det hele handler om et stykke tekst i et studenterblad, så har vi altså et seriøst problem med, hvad man i dag må mene højt på amerikanske universiteter.
Læs også: