Verden

Amerikanske analytikere: Russisk satellit koblet til atomvåben er ude af kontrol

Houston, vi har et problem, denne gang er det dog Moskva, der sveder i kontrolrummet.

Amerikanske analytikere: Russisk satellit koblet til atomvåben er ude af kontrol
Foto: User:Strainu, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

Amerikanske analytikere melder nu, at en hemmelig russisk satellit, muligvis koblet til et atomart anti-satellit system, er gået i selvsving.

Satellitten, Kosmos 2553, ser ud til at snurre ukontrolleret rundt, hvilket kan være et tegn på, at den er død som en sputnik på batterier.

En potentiel maveplasker for Putins rumvåben-program, siger eksperterne.

Ukontrolleret snurretop

Kosmos 2553 blev sendt op i starten af 2022, lige før Rusland gik all-in på Ukraine.

Ifølge amerikanske embedsmænd var satellitten tænkt som en radarplatform for russisk efterretning, og muligvis som en brik i et større atomvåben-setup, der kunne smadre hele satellitnetværk som Starlink, som ukrainske tropper bruger i felten.

Men noget gik galt. Ifølge radardata fra LeoLabs og optiske data fra Slingshot Aerospace begyndte Kosmos 2553 i november sidste år at udvise ukontrollerede bevægelser.

I december mente eksperterne endda, at en kollision var nært forestående. En talsmand for US Space Command bekræfter, at man har set ændringer i satellittens bane, men uden at afsløre for meget.

Moskva afviser naturligvis, at der skulle være noget suspekt ved projektet.

De hævder, at det hele bare handler om “test af instrumenter i højradiationsmiljøer”.

Militært ræs uden fartbegrænsning

Det er ingen hemmelighed, at både Rusland, USA og Kina hælder milliarder i at militarisere rummet.

Og ja, Kosmos 2553 er kun én blandt mange russiske satellitter, som amerikanerne mener kan have militær eller efterretningsmæssig funktion.

Kosmos 2553 befandt sig i en meget isoleret bane, cirka 2.000 kilometer over Jorden – et sted hvor kosmisk stråling slår hårdt, og hvor normale kommunikations- eller forskningssatellitter helst ikke leger.

Men frygten er reel: Hvis stormagterne begynder at forveksle “test-satellitter” med våben i rummet, kan det hurtigt eskalere.

Eller som en talsmand for US Space Command formulerede det: “Denne uoverensstemmelse, kombineret med en demonstreret vilje til at målrette amerikanske og allierede objekter i kredsløb, øger risikoen for misopfattelser og eskalation.”