Verden

Amerikansk milliardær råber op efter Trumps toldchok: “Køb alt før det koster det dobbelte”

Selv varer produceret i USA vil stige i pris, fordi virksomhederne vil bruge tolden som undskyldning for at hæve priserne.

Amerikansk milliardær råber op efter Trumps toldchok: “Køb alt før det koster det dobbelte”
Foto: Gage Skidmore, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons

Tandpasta, sæbe og toiletpapir.

En amerikansk milliardær råder nu folk til at fylde skabene, efter Trump har lanceret toldsatser, der sender chokbølger gennem verdensøkonomien.

Køb alt, du kan få plads til

Den amerikanske forretningsmand og tv-personlighed Mark Cuban var hurtigt ude med advarslen efter Donald Trumps dramatiske toldmelding:

Priserne vil stige, og det vil gå stærkt. På det sociale medie Bluesky skrev Cuban, at det ikke er nogen dårlig idé at tage en tur i Walmart og hamstre forbrugsvarer som tandpasta og sæbe, mens priserne stadig er til at have med at gøre.

Han pegede på, at selv varer produceret i USA vil stige i pris, fordi virksomhederne vil bruge tolden som undskyldning for at hæve priserne.

Ifølge Cuban gælder det alt fra hverdagsting til elektronik, og hvis man har plads, bør man handle nu.

Trumps toldmure rammer verden og Wall Street

Onsdag præsenterede Donald Trump sin nye plan for gensidige toldsatser over for alle lande, der opkræver skat på amerikanske varer. Toldsatserne starter ved 10% og vil gælde for hele 185 lande.

Trump kaldte det for en historisk dag: “2. april 2025 vil gå over i historien som dagen, hvor amerikansk industri blev genfødt, dagen hvor Amerikas skæbne blev genvundet, og dagen hvor vi begyndte at gøre Amerika stort igen.”

Børsen reagerede dog mindre patriotisk og mere panisk.

Dow Jones faldt med 1.500 point (3,6%) torsdag morgen, mens S&P 500 dykkede næsten 4%.

Nasdaq blev hårdest ramt med et fald på 4,9%. Apple faldt med 9%, Nike styrtdykkede med 13%, mens Ralph Lauren og Best Buy hver mistede 16%.

Guldhysteri og global nedtur

Det var ikke kun USA, der blev ramt.

De europæiske og asiatiske markeder fulgte trop: Tysklands DAX-indeks faldt med 2,29%, Japans Nikkei med 2,77% og Hongkongs Hang Seng med 1,52%.

Imens søgte investorerne tilflugt i sikre aktiver.

Guldprisen røg op på over 21.700 kroner per ounce og satte ny rekord, mens renterne på amerikanske statsobligationer styrtdykkede.

Guld er i år steget med 19% og har netop haft sit bedste kvartal siden 1986, hvilket i sig selv siger en del.