Verden

Amerikansk militærchef i Grønland fyret efter kritik af JD Vance

Det amerikanske rumvåben, Space Force, bekræftede torsdag, at Susannah Meyers er blevet fjernet som leder af Pituffik Space Base.

Amerikansk militærchef i Grønland fyret efter kritik af JD Vance
Foto: C-SPAN, Public domain, via Wikimedia Commons

Når diplomati møder loyalitet over for en præsident med ekspansionsplaner, falder hammeren hurtigt, især hvis man står i vejen for den.

Det erfarede oberst Susannah Meyers, der nu er fortid som leder af USA’s base i Grønland, efter hun nægtede at støtte op om vicepræsident JD Vances offentlige kritik af Danmark under et officielt besøg.

Officielt blev der ikke angivet en specifik grund til fyringen, men budskabet fra Pentagon var krystalklart: Hvis du modsiger Det Hvide Hus, bliver du ikke hængende længe.

Fyret for at forsvare samarbejde

Det amerikanske rumvåben, Space Force, bekræftede torsdag, at Susannah Meyers er blevet fjernet som leder af Pituffik Space Base.

Beslutningen blev ledsaget af en erklæring om, at “handlinger, der underminerer kommandovejen eller præsident Trumps agenda, ikke vil blive tolereret.”

Anledningen var en intern e-mail, Meyers sendte tre dage efter vicepræsident Vances besøg på basen.

Her skrev hun, at udtalelserne fra Trumps næstkommanderende ikke afspejlede virkeligheden på Pituffik, hvor både amerikanere, danskere, grønlændere og canadiere arbejder side om side.

JD Vance havde i sin tale anklaget Danmark for at “gøre for lidt” for at sikre Grønlands strategiske position, hvilket fik Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at svare: “Sådan taler man ikke til sine nære allierede.”

Meyers valgte at tage affære. Hun skrev, at hun ikke forstod sig på politik, men at hun vidste, “at den amerikanske regerings bekymringer, som blev fremlagt af vicepræsident Vance i fredags, ikke afspejler situationen her på Pituffik Space Base.”

“Så længe jeg leder denne base…”

Meyers rundede sin e-mail af med at skrive, at hun ville sikre, at “alle vores flag skal vejre stolt sammen,”

og forsikrede sit mandskab om, at fællesskab og respekt på tværs af nationaliteter fortsat var fundamentet på basen.

Men fællesskab og flag hjalp ikke meget, da hendes udtalelser blev lækket og bekræftet af medierne.

Kort efter kom fyringen. Pentagon benægter ikke indholdet af e-mailen, tværtimod.

De ser den som en direkte afvigelse fra administrationens linje, og det bliver der tilsyneladende ikke set mildt på.

Susannah Meyers er ikke officielt degraderet, men hendes post er nu ledig og signalet til resten af det militære system er sendt:

Hvis du vil beholde din uniform, skal du være i takt med Washingtons orkester. Også selvom det spiller falsk i Grønland.