Anmeldelser
Adam anmelder: Nutribullet Chill er et hit hos børnene
Der findes efterhånden mange maskiner, som lover hjemmelavet is på få minutter, men Nutribullet forsøger med Chill Ice Cream Maker at gøre processen både enklere, mindre og mere tilgængelig end mange af konkurrenterne.
Spørgsmålet er, om Nutribullet faktisk fungerer i praksis, og om den bliver brugt, når nyhedsværdien har lagt sig.
Design og førstehåndsindtryk
Nutribullet Chill er en kompakt ismaskine, som visuelt passer godt ind i moderne køkkener.
Den fylder mindre end flere af konkurrenterne og har et enkelt design uden alt for mange funktioner eller knapper.
Konceptet er simpelt. Man laver sin ismiks, fryser beholderen ned og sætter den derefter i maskinen, som på få minutter forvandler den frosne masse til is, sorbet eller frozen yoghurt.
Det lyder næsten for nemt, men netop enkelheden viser sig hurtigt at være maskinens største styrke.
Selvfølgelig havde det været helt fænomenalt, hvis der i maskinen også havde været et fryseelement, så isen kunne blive hurtigere færdig.
Læs også:
Funktioner og teknik
Maskinen kommer med flere programmer til blandt andet klassisk is, gelato, frozen yoghurt og sorbet. Den arbejder med en roterende mekanisme, som bearbejder den frosne masse, indtil konsistensen bliver cremet og ensartet.
Resultatet afhænger dog stadig af ingredienserne.
Bruger man en meget simpel base med eksempelvis mælk og proteinpulver, kan konsistensen godt blive lidt grynet.
Til gengæld bliver resultatet overraskende godt med mere klassiske opskrifter med fløde, yoghurt eller frugt.
Rengøringen er forholdsvis ukompliceret, og flere af delene tåler opvaskemaskine, hvilket gør den mere realistisk at bruge i hverdagen.
Når børnene selv kan bruge den
Faktisk er maskinen så enkelt at bruge, at børnene selv kan tage den frem og lave deres favorit-is.
Hos os var det 12-årige Adam, der gerne ville lave en flødeis med bær og dadler, og det gik overraskende nemt.
Det hele gik hurtigt og nemt – efter få minutter var der allerede gang i maskinen, og derefter kunne massen med ‘isen’ sættes i fryseren.
Han smagte dog på den cremede is-masse, inden den røg i fryseren, og her kom det første problem. Han havde lyst til at spise det hele allerede inden, det var blevet til is.
Vi ventede ikke 24 timer, men tjekkede op på konsistensen, og tog beholderen ud, da det føltes som is.
Og så gik Adam nok engang i gang med at bruge is-blenderen.
Det gik nok engang utroligt let, og resultatet blev en blød og cremet is, der smagte fremragende.
Det eneste minus var vores egne ingredienser, hvor vi skulle have brugt en anden type dadler. De var desværre ikke helt blendet ind i massen, og gav en chewy fornemmelse, så man fik et stykke.
Men det er jo ren læring. Det bliver anderledes næste gang.
Adam var begejstret og gav blenderen fem ud af seks stjerner.
Havde den kunne lave isen klar på et par timer med en eller anden indbygget nedkøler, så havde den fået den sidste stjerne, men man kan jo heller ikke trylle.
For Adam var isen en perfekt afslutning på en god aften, og det endelige produkt var blevet sødet med dadler og honning, så selvom det på ingen måder kan siges at være et sundhedsprodukt, spiste vi det med god samvittighed.
Vi brugte frisk fløde, en bærblanding fra Coop365 med sorte/røde bær, dadler, vaniljesukker og honning. Det gav en is, der var cremet med en frisk, karakteristisk bærsmag, der ikke var helt lige så sød som en traditionel købe-is.
Det er helt sikkert, at Adam kommer til at bruge den igen.
Læs også: