Gaming

Årets fem bedste spil – Connery.dk kårer gamingens højdepunkter 2024

Her er højdepunkterne fra gamingåret 2024

Årets fem bedste spil – Connery.dk kårer gamingens højdepunkter 2024
Helldivers 2

2024 har været et godt år for gaming, også selvom det på nogle punkter har føltes som et mellemår, mellem mange af de helt store titler fra 2023 – og en del af de meget ventede der står lige på dørtærsklen. Trods det har det været et år, der både har givet os mindeværdige eventyr og sprængfyldt action.

Efter mange timers gaming, endnu flere energidrikke og en håndfuld vrede controllersmadringer får du er her vores bud på de fem bedste spil i 2024. Det har været svært at skære listen ind til benet, for der har været en hel del spændende runner-ups og særligt indie-scenen har imponeret, men det vender vi i en senere runde.

5. Call of Duty: Black Ops 6

Okay, vi ved, hvad du tænker: Endnu et Call of Duty?

Ja, men Black Ops 6 er faktisk ret solidt. Multiplayer-delen fortsætter med at sætte standarden, og zombiemoden er på sit hidtil højeste niveau – bogstaveligt talt, hvis du har prøvet det seneste map, hvor du kan kæmpe dig igennem alt fra atommissiler til brændende horder.

Singleplayer-kampagnen er også tilbage med en velpoleret historie, der føles som at spille en actionfilm. Du kan godt glemme alt om at være “færdig” med COD-serien – det her hiver dig tilbage i uniformen.

PlayStation 4 kan overleve i flere år endnu på grund af ét spil

Læs også: PlayStation 4 kan overleve i flere år endnu på grund af ét spil

4. Indiana Jones and the Great Circle

Hvis du nogensinde har drømt om at svinge en pisk og finde forsvundne skatte, så er Indiana Jones and the Great Circle spillet for dig. Bethesda har lavet en kærlighedserklæring til den klassiske eventyrer, og det føles præcis, som det skal – som om du spiller en episk Indiana Jones-film.

Mysterierne er sjove, historien trækker dig ind, og der er masser af de ikoniske “Indy-moments”, hvor du lige præcis undgår en dødelig fælde eller kæmper dig gennem en regnskov. Kort sagt: En tidsmaskine tilbage til alt, hvad vi elsker ved adventure-gaming.

3. Prince of Persia: The Lost Crown

Prince of Persia har fået ikke bare et, men hele to spil i 2024 – og The Lost Crown står klart tilbage som vinderen. Prinsen er tilbage, og han er sejere end nogensinde. The Lost Crown tager alt det bedste fra klassikerne – vægge, der skal løbes på, sværd, der skal svinges, og et tempo, der holder dig på tæerne. Spillet har fået en moderne overhaling med endnu bedre kontrol og visuelle lækkerier, der hiver dig direkte ind i universet.

Gameplayet føles friskt, og de mange små detaljer gør det svært at lægge controlleren fra sig. Prince of Persia er tilbage, hvor det hører hjemme: I toppen af platform-action-genren.

2. Astro Bot

Hvis du troede at PlayStation med 5’eren stod tilbage uden en troværdig maskot, så har du ikke spillet Astro Bot. Astro Bot startede egentlig karrieren ud med at være en lille tech-demo for PlayStations forskellige generationer af VR-teknologi, men trådte for avlor ud i bredden som imponerende gratis hardware-demo med Astros Playroom, som alle PS5-ere blev lanceret med – og nu har den lille bot fået sit eget fuldt udpenslede platform-eventyr, udenfor VR-universerne.

Astro Bot er ren magi. Hver bane føles som en drøm, hvor kreativiteten og spilleglæden lyser igennem, og hvad der i de første 5 minutter kan føles som en overfortolket PlayStation-reklame afslører sig relativt kort som et af de bedste platform-spil i nyere tid.

Astro Bot ramte jackpot ved The Game Awards og løb med prisen for Game of the Year. Og det er ikke svært at forstå hvorfor – spillet er så charmerende og gennemført, at du glemmer tid og sted. Du bliver nødt til at prøve det for at forstå, hvor magisk det er.

1. Helldivers 2

På førstepladsen har vi årets bedste co-op-oplevelse: Helldivers 2. Kaos, strategi og en solid dosis sort humor – det her er et spil, der kræver lige dele teamwork og evnen til at undgå at sprænge dine holdkammerater i luften. (Spoiler: Du kommer til at sprænge dem i luften alligevel!)

Det nye tredjepersons-perspektiv gør det hele endnu mere intenst, og det er umuligt ikke at grine, mens du forsøger at navigere gennem fjendtlige planeter, fyldt med monstre og umulige odds. Spillet vandt Best Multiplayer Game og Best Ongoing Game ved The Game Awards, og det fortjener hver eneste pris – og time, du bruger på det.

Er du enig?

Sådan ser listen ud ifølge Connery.dk. Er du enig? Eller har vi misset dit yndlingsspil fra 2024?

Fans raser mod Rockstar over GTA VI: “De troller os bare”

Læs også: Fans raser mod Rockstar over GTA VI: “De troller os bare”

Nintendo afslører nye baner og funktioner i Mario Kart World til Switch 2

Læs også: Nintendo afslører nye baner og funktioner i Mario Kart World til Switch 2