Motor
Årets Bil i Danmark 2025: Og vinderen er… Kia EV3!
KIA løber med prisen for første gang
For første gang nogensinde kan Kia skrive sig ind i de danske motorjournaler som vinder af den prestigefyldte titel Årets Bil i Danmark. Kia EV3, der lige knapt er landet på markedet, har imponeret motorjournalisterne med sin kombination af design, teknologi og fremragende rækkevidde.
Den elektriske SUV har allerede taget opmærksomheden for mellemklassen med storm, og med den nye hæder cementerer Kia sin position som en nøglespiller i den elektriske æra.
En vinder på alle parametre
Kåringen af Årets Bil i Danmark er ingen lille bedrift. Juryen, der udelukkende består af motorjournalister, har lagt vægt på EV3’s segmentførende rækkevidde, innovative interiør og konkurrencedygtige pris. Særligt bilens avancerede undervogn, der sikrer en dynamisk og samtidig komfortabel køreoplevelse, har høstet stor ros.
“Med sin unikke kombination af design, brugervenlighed og teknologi er EV3 resultatet af Kias dedikation til at gøre ansvarlig mobilitet tilgængelig for alle,” udtaler Rasmus Aagaard, CEO hos Kia Import Danmark, i kølvandet på den historiske sejr.
Rækkevidde og pris: Perfekt balance
Kia EV3 er designet til at være både praktisk og banebrydende. Modellen fås med to batteristørrelser:
- Standard Range (58 kWh): Op til 435 km rækkevidde (WLTP) fra 269.900 kr.
- Long Range (81 kWh): Op til 604 km rækkevidde (WLTP) fra 289.900 kr.
Derudover kan Long Range-versionen prale af en bykørselsrækkevidde på op til 773 km, og det gør EV3 til en af de mest effektive elektriske SUV’er på markedet. Med hurtigopladning, der leverer 10-80% strøm på cirka 30 minutter, er EV3 også gearet til moderne mobilitet.
Fremtidens teknologi
Kia EV3 er spækket med innovative funktioner. Blandt højdepunkterne er Kia CarPay, der gør det muligt at betale direkte fra bilen, og Vehicle-to-Load (V2L), som gør bilen til en mobil strømforsyning. 4De bi-direktionelle opladningsmuligheder, såsom Vehicle-to-Grid og Vehicle-to-Home, placerer EV3 helt fremme i feltet, når det gælder bæredygtig teknologi.
Flere varianter på vej
Med fire forskellige udstyrsniveauer, fleksible batterivalg og snart en firehjulstrukket version og højtydende GT-variant på vej, viser Kia EV3, at den kan appellere til et bredt publikum. Og selvfølgelig kommer EV3 med Kias anerkendte 7 års garanti – en tryghed, der fortsat tiltrækker danske bilkøbere – måske særligt i en tid med overgang til nye teknologier.
Et nyt kapitel for Kia
At blive kåret som Årets Bil i Danmark 2025 er ikke bare en sejr for Kia EV3 – det er et bevis på, hvordan Kia som mærke har udviklet sig til at være en seriøs spiller i elbilssegmentet. Kia sætter en tyk streg under deres ambition om at skabe biler, der ikke kun er fremtidssikrede, men også tilgængelige for de mange.