Diskoteker
Ålborg Stemningsrapport 20.10.2006
Roadtrip, krøllede skjorter og en MASSE PIP…
Så skete det. Connery kom til Jylland for at feste med de berygtede nordjyder i syndernes by: Dobbelt A. Det hele skulle kickstartes hjemme ved Direktøren, som havde fortalt mig at afgangen for denne roadtrip/festpatrulje skulle foretages klokken 14.30, for så ville vi have masser af tid til at også lige nå ned omkring grænsen efter forsyninger. Jeg mødte frejdig og glad op på Direktørens domicil, hvor jeg i let gadedrengeløb og med forventningsfuld mine, vandrede lystigt af sted.
Ak o ve hvor er skæbnen dog lunefuld. Det glade smil og den kække stemning fik et lille knæk da Direktørens bedre halvdel havde miskalkuleret tiden som åbenbart var løbet fra hende på hendes job, så drengerøvs-ekspressen kom først af sted lidt i fire som resulteret i at vi måtte udsætte en planlagt smut omkring vores tyske naboer.
Turen foregik med høj humor og vi kørte uden de store problemer tværs igennem vores smukke Sjælland. Regnen begyndte så småt at ramme os da vi nåede Fyn, og da vi kørte ind i Jylland, skete det på bedste tegnefilms facon, at regnen piskede ned som en indisk monsun. Det skulle da ikke ødelægge humøret, så da radioen alligevel blev overdøvet af regnen, begyndte vi at lege nogle selskabslege som yderligere forhøjede stemningen til cirkus niveau.
Klokken halv otte om aftenen blev undertegnet sat af i Randers, hvor papa stod klar til at fragte denne guldklump hjem i tørvejr og et veltrængt måltid mad. Dog da vi allerede var sent på den var der desværre ikke tid til de mest familiære konsultationer. Så et hurtigt måltid og et kram til moar, så var det op og gøre sig lækker, eller prøve derpå, okay jeg skiftede tøj.
Ind i bilen og ud på vejen igen hvor kursen var sat mod den endelige destination, Ålborg. Direktøren havde allerede informeret mig om at han og hans bedre halvdel tog ned til førfesten lidt tidligt, så vi skulle bare mødes dernede. Det skal så lige siges at i øsende regn og tæt trafik er det altså faretruende livsfarligt at ligge med 160 km/t i en lille Lupo mellem en konvoj af lastbiler.
Klokken lidt over ti meldte jeg min ankomst i CrazyD’s habitat med et frisk halløj og et nervøst vink til de allerede ankomne. Hvis vi tager dem fra en rækkefølge af, så var der CrazyD, Neua, Pip, Christian, DennisG, DonBacardi, TVJ, Miss Lee, Skovbaer og sikkert nogen som jeg har glemt. Nå ja Myren var der også.
Der blev drukket, sunget, danset og OH MY GOD blev der grint. Humøret steg i takt med at de kulørte væsker blev kørt indenbords. Visitkort blev kastet lystigt rundt omkring, og her skal det lige siges, at jeg vidste udmærket godt hvor mange kort jeg fyrede rundt i lokalet men vidste også godt at det ikke var mig som skulle rydde op dagen derpå. Så stort et svin er jeg.
Klokken 01.00 eller hvad ved jeg hvad tid det var, blev der råbt op at vi skulle tage i byen. Så festkonvojen vraltede ned i gaden hvor Christian, Dennis og Neua skulle have et følelsesmæssig billede af et sted som hedder Felix.
Det første diskotek vi tog på hedder Pigen og Trompeten og da jeg ikke synes at vi havde ramt den HELT rigtige aldersgruppe fortsatte vi på Hr. Nielsen, hvor der var lidt flere mennesker i den rigtige ende af aldersbarometeret. Her bliver det lidt tricky. Kan huske noget med et sted som hedder Kvisten, hvor jeg vist nok sad og hældte vand udover mig selv og Myren (så kan hun lære det) og pludselig var vi fandme på Pigen og Trompeten igen??? Efter det blev det hele lidt tåget og aftenen blev som sædvanlig sluttet af med at jeg smed noget i hovedet og råbte taxi på en noget gebrokken accent.
Alt i alt er Ålborg hvad de fortæller om den. Dejlig og fyldt med liv. Synes ikke at babekvaliteten var sindssyg god men nogen sagde at det var det lidt ældre klientel som kom i byen fredag, så lidt synd og skam vi ikke ramte gaden en lørdag. Vi fik i hvert fald hvad vi kom efter. En dog oplevelse og en masse mørk rom, så vi skulle næsten være et skarn hvis vi bad om mere. Men det gør vi, så indtil næste gang… Vi ses røvhuller!