Der er efterhånden langt fra den klassiske flyoplevelse med en lille pose peanuts og et halvlunkent måltid til den luksus, som de store internationale flyselskaber forsøger at lokke passagererne med.
Nu tager Singapore Airlines endnu et skridt i den eksklusive retning med en opgradering af deres såkaldte amenity kits – de små rejsepakker med produkter, der skal gøre de lange flyveture lidt mere behagelige.
Og denne gang er der kommet nogle ganske interessante navne på listen.
Fra november 2026 introducerer flyselskabet nemlig nye kits på samtlige kabineklasser, hvor især passagererne på Business Class og First Class kan se frem til lidt ekstra forkælelse.
Blandt nyhederne finder vi svenske BYREDO og franske SISLEY, der fremover skal sørge for, at passagererne kan ankomme til destinationen med lidt mere stil.
Svensk luksus i 10.000 meters højde
Den måske mest interessante nyhed finder vi på Business Class, hvor Singapore Airlines har indgået et samarbejde med det svenske luksusbrand BYREDO.
Brandet blev grundlagt i Stockholm og har gennem årene markeret sig med eksklusive parfumer, hudpleje og minimalistisk skandinavisk design.
Med det nye samarbejde bliver Singapore Airlines det første flyselskab i verden til at tilbyde produkter fra BYREDO’s Blanche-serie ombord.
Business Class-passagererne får blandt andet en rejseudgave af Blanche Eau de Parfum, en tilhørende håndcreme og en læbepomade.
Produkterne leveres i en blød, grå toilettaske med BYREDO-logo på forsiden og Singapore Airlines’ eget logo på bagsiden.
Og det gælder altså også på selskabets daglige direkte forbindelse mellem København og Singapore.
Læs også:
Business Class får også pyjamas
Singapore Airlines stopper dog ikke ved parfume og hudpleje.
For første gang introducerer flyselskabet også pyjamas til passagererne på Business Class.
Der er tale om et marineblåt sæt i en blanding af polyester og bomuld, som fås i to størrelser og er designet med fokus på komfort og bevægelsesfrihed.
Det er især på de lange flyvninger, at sådan en detalje kan gøre en forskel, når man forsøger at få nogle timers søvn, inden flyet lander.
Og med en direkte flyvetur mellem København og Singapore på omkring 12-13 timer er der rig mulighed for at få glæde af det ekstra nattøj.
Fransk luksus på First Class
På de absolut dyreste pladser er det et andet europæisk luksusbrand, der overtager ansvaret for velværen.
Singapore Airlines har nemlig indgået et samarbejde med franske SISLEY, som skal levere nye amenity kits til passagerer på Suites og First Class.
Her bliver der tale om separate kits til mænd og kvinder med produkter fra SISLEYs eksklusive hudplejeserier Sisleÿa og Sisleÿum.
Begge serier er kendt for deres fokus på avanceret hudpleje og anti-aging.
Derudover får passagererne også nyt nattøj og bløde fleecetøfler, så komforten kan fortsætte, når sikkerhedsselen er spændt op.
Economy-passagererne bliver heller ikke glemt
Selvom de mest eksklusive produkter naturligvis er forbeholdt de dyrere billetter, får passagererne længere tilbage i flyet også glæde af opgraderingen.
På Premium Economy introduceres en ny toilettaske med Singapore Airlines’ karakteristiske batikmønster.
Den indeholder blandt andet en læbepomade fra det australske brand INK & WATER, som er udviklet specielt til flyselskabet.
På Economy Class bliver der udleveret en stofpose med snørelukning i samme batikdesign.
Begge kabineklasser får desuden praktiske rejseartikler som sovemaske, strømper, tandbørste og tandpasta.
Det er måske ikke helt samme luksusniveau som en BYREDO-parfume, men stadig en opgradering af de små detaljer, der kan gøre en lang flyvetur mere behagelig.
De nye rejsekits lander i november
Singapore Airlines begynder den gradvise introduktion af de nye amenity kits i november 2026.
De bliver tilgængelige på flyvninger med en varighed på over seks timer, hvilket også inkluderer selskabets daglige direkte rute fra Københavns Lufthavn til Singapore.
Dermed kan danske rejsende snart få glæde af de nye produkter, uanset om billetten er til Economy, Premium Economy eller de mere eksklusive kabineklasser.
Og for dem, der allerede har en Business Class-billet i kalenderen, er der altså både svensk designerduft og en ny pyjamas at se frem til.
Læs også: