Film

Johnny Depp er en skræmmende Scrooge i mørk julefilm – se ny trailer

Nu går vi juledark!

Julen bliver ikke ligefrem hyggelig, når Johnny Depp vender tilbage til de store Hollywood-produktioner senere på året.

Paramount Pictures har udsendt en ny trailer til Ebenezer, hvor Depp spiller Ebenezer Scrooge i en markant mørkere fortolkning af Charles Dickens’ klassiske julefortælling A Christmas Carol.

Og skulle man være kommet for pebernødder, julelys og hyggelig familieunderholdning, ligner det, at man er gået ind i den forkerte biografsal.

Filmen instrueres nemlig af Ti West, der står bag X, Pearl og MaXXXine, og den nye trailer læner sig tungt ind i instruktørens erfaring med horror.

“The name you know, the story you don’t,” lyder filmens tagline.

Scrooge får en tur gennem helvede

Historien om Ebenezer Scrooge er blevet filmatiseret et utal af gange, men Ti West ser ud til at have fundet en noget mere ubehagelig vej gennem Dickens’ gamle juleklassiker.

Den nye trailer viser Johnny Depps Scrooge konfronteret med skræmmende overnaturlige skikkelser, mens de velkendte spøgelser fra historien tilsyneladende bliver præsenteret med betydeligt mere horror end i mange tidligere filmatiseringer.

På et tidspunkt befinder Scrooge sig sågar begravet levende.

Det er med andre ord ikke nødvendigvis den version af A Christmas Carol, man sætter på for ungerne juleaftensdag.

Grundlaget er dog stadig Dickens’ historie om den nærige og bitre Ebenezer Scrooge, der juleaften får besøg af overnaturlige væsener og tvinges til at konfrontere både sin fortid, nutid og den fremtid, der venter ham.

Hvor meget Ti West ændrer på selve fortællingen, er endnu ikke helt klart.

Johnny Depp tilbage i stor Hollywood-film

Ebenezer markerer samtidig et opsigtsvækkende comeback for Johnny Depp.

Det er hans første store Hollywood-studiefilm i otte år.

Hans seneste store studieproduktion var Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald fra 2018, hvor han spillede Gellert Grindelwald.

Depp har siden medvirket i mindre og internationale produktioner og spillede blandt andet den franske kong Louis XV i Jeanne du Barry.

Med Ebenezer er han tilbage som hovednavn i en stor Paramount-produktion.

Og der bliver ikke nødvendigvis tale om et enkeltstående comeback. Depp følger efter planen filmen op med Lionsgates Day Drinker i marts 2027.

Et ganske voldsomt cast

Johnny Depp står heller ikke alene med Dickens’ spøgelser.

Paramount har samlet et ganske imponerende ensemble omkring ham.

Ian McKellen, Daisy Ridley, Rupert Grint, Andrea Riseborough og Sam Claflin er alle på rollelisten.

Dertil kommer Arthur Conti, Ellie Bamber, Henry Lloyd-Hughes, Charlie Murphy og Tramell Tillman.

Det giver Ti West en del prominente navne at lege med i sin mørke julefortælling.

Dickens med Ti West-behandling

At netop Ti West står bag kameraet gør Ebenezer ekstra interessant.

Instruktøren har gennem de senere år for alvor slået sit navn fast med X-trilogien, der begyndte med X i 2022 og fortsatte med Pearl samme år, inden MaXXXine afsluttede trilogien i 2024.

Filmene blandede klassisk horror, slasher-elementer og forskellige perioder i filmhistorien, og West har efterhånden opbygget en ganske genkendelig stil.

Nu får Charles Dickens så samme behandling.

A Christmas Carol udkom helt tilbage i 1843 og er siden blevet genfortalt i stort set alle tænkelige former – fra seriøse dramaer og musicals til animation og komedie.

Denne gang ser det ud til, at spøgelserne får lov til at være spøgelser i ordets mere ubehagelige betydning.

Ebenezer får biografpremiere den 13. november 2026.