Gaming

Twitch-chef afslører Rockstars plan: GTA 6 Online kommer først i 2027

Næste kapitel!

Vi har ventet på GTA 6 i, hvad der efterhånden føles som et mindre geologisk tidsrum. Men hvis du allerede har planer om at flytte permanent ind i spillets online-univers ved lanceringen, skal kalenderen muligvis findes frem endnu en gang.

Nye udtalelser fra Twitch-chef Dan Clancy peger nemlig på, at multiplayer-delen af Grand Theft Auto VI først bliver lanceret i 2027.

Det interessante er, at oplysningen ikke kommer fra Rockstar Games.

Den kan i stedet være blevet afsløret lidt tidligere end planlagt af en mand, der formentlig ved en hel del om, hvad Rockstar har i støbeskeen.

Twitch forventer et endnu større boom i 2027

Dan Clancy talte med Bloomberg om GTA 6 og den enorme betydning, spillet forventes at få for Twitch.

Det er næppe overraskende. Grand Theft Auto V og især GTA Online har gennem årene været gigantiske på streamingplatformen, hvor blandt andet rollespilsservere har været med til at holde det aldrende spil yderst relevant.

Ifølge Clancy kommer Twitch til at opleve et stort løft, når GTA 6 lander.

Men så tilføjede han en interessant detalje.

Clancy fortalte, at Twitch forventer et stort boom med GTA 6 efterfulgt af et endnu større et “næste år”, når multiplayer bliver lanceret.

Med GTA 6 planlagt til udgivelse den 19. november 2026 på PlayStation 5 og Xbox Series X/S betyder regnestykket naturligvis, at han taler om 2027.

Rockstar har ikke selv annonceret et lanceringsvindue for GTA 6’s multiplayer.

GTA Online kom heller ikke samtidig med GTA 5

Det vil heller ikke være første gang, Rockstar holder multiplayer tilbage ved lanceringen af et stort spil.

Da Grand Theft Auto V oprindeligt udkom i september 2013, fulgte GTA Online et par uger senere.

Red Dead Redemption 2 havde en længere ventetid, inden Red Dead Online blev åbnet i betaform omkring en måned efter hovedspillets lancering, hvorefter onlinedelen løbende blev udbygget.

At GTA 6 og dets kommende onlineunivers ikke nødvendigvis lanceres samtidig, ville derfor passe ganske fint med Rockstars tidligere strategi.

Hvor længe vi i så fald skal vente, er en helt anden sag.

Clancys formulering fortæller kun, at multiplayer ifølge hans oplysninger kommer året efter GTA 6. Det kan principielt betyde begyndelsen af 2027, men det kan lige så godt være betydeligt senere på året.

GTA 6 vender tilbage til Vice City

Grand Theft Auto VI tager serien tilbage til staten Leonida og Vice City, Rockstars fiktive version af Florida og Miami.

Denne gang følger historien blandt andet Lucia Caminos og Jason Duval, som havner midt i en kriminel fortælling med tydelige Bonnie og Clyde-vibrationer.

Spillet bliver efterfølgeren til GTA V, som oprindeligt udkom helt tilbage i 2013 og siden har overlevet flere konsolgenerationer.

En væsentlig årsag til den ekstreme levetid har naturligvis været GTA Online.

Rockstar har løbende udvidet multiplayerdelen med nye missioner, virksomheder, biler, ejendomme og aktiviteter, og GTA Online udviklede sig fra en tilføjelse til hovedspillet til nærmest at være sit eget produkt.

Derfor er forventningerne til næste generation af GTA Online også enorme.

Den gamle GTA Online kan få længere levetid

Hvis GTA 6’s multiplayer virkelig først kommer i 2027, kan det samtidig betyde, at det nuværende GTA Online fortsætter længere end nogle havde forventet.

Rockstar har foreløbig heller ikke meldt noget ud om, hvornår eller hvordan den eksisterende tjeneste eventuelt bliver udfaset.

Og indtil udvikleren selv kommer på banen, skal 2027-oplysningen behandles som netop det, den er: en særdeles interessant udtalelse fra Twitchs administrerende direktør – ikke en officiel annoncering fra Rockstar.

Dan Clancy skulle samtidig have været i omfattende dialog med Rockstar omkring spillet og mulighederne for indholdsskabere, hvilket naturligvis gør hans kommentar ekstra interessant.

GTA 6 udkommer den 19. november 2026 til PlayStation 5 og Xbox Series X/S.

Derefter kan den næste store ventetid meget vel begynde.