Film

Netflix hiver 80’er-legenden Mr. T frem igen – guldkæderne og mohawken får deres egen dokumentar

Legende.

Der findes skuespillere, der bliver kendt for en rolle. Og så findes der typer som Mr. T, hvor det efterhånden er svært at afgøre, hvor personen slutter, og figuren begynder.

Mohawk. Muskler. Guldkæder nok til at påvirke verdensmarkedsprisen. Og selvfølgelig et blik, der signalerer, at det måske er en dårlig idé at diskutere videre.

Mr. T var noget nær den perfekte actionstjerne til 1980’erne.

Nu bliver der gravet dybere i historien om manden bag hele molevitten, når Netflix sender dokumentaren Untold Mr. T: I Pity the Fool på streamingtjenesten den 8. september.

Og ja, titlen kunne næsten ikke have været anderledes.

Før Mr. T var der Laurence Tureaud

Inden verden kendte ham som Mr. T, hed han Laurence Tureaud.

Men i løbet af 1980’erne lykkedes det ham at skabe en af de mest genkendelige personligheder fra årtiets action-underholdning.

Det store gennembrud kom i 1982 med Rocky III.

Her blev han kastet ind i bokseringen som Clubber Lang over for Sylvester Stallones Rocky Balboa, og hvis Stallones plan var at finde en modstander, der lignede en mand, som kunne spise boksehandsker til morgenmad, ramte castingen ganske godt.

Clubber Lang var vred, kompromisløs og ikke specielt interesseret i diplomati.

Rollen gjorde Mr. T til et kendt ansigt, men det helt store popkulturelle gennembrud ventede lige om hjørnet.

The A-Team gjorde ham til 80’er-ikon

Året efter Rocky III kom The A-Team, og rollen som B.A. Baracus gjorde Mr. T til et internationalt fænomen.

Serien fulgte gruppen af tidligere elitesoldater Hannibal, Face, Murdock og B.A., som på klassisk 80’er-manér kunne bygge et pansret køretøj ud af ting fundet i en tilfældig lade og derefter smadre en mindre hær af skurke.

Mr. T var holdets muskelbundt.

B.A. Baracus kunne reparere stort set alt, var ikke bange for at dele øretæver ud og havde samtidig et berømt anstrengt forhold til flyvemaskiner.

Kombinationen af rollen og Mr. T’s allerede meget karakteristiske udseende gjorde resten.

Han var ikke længere bare en skuespiller fra Rocky III. Han var Mr. T.

Netflix vil fortælle historien bag figuren

Det er netop personen bag den enorme persona, Netflix nu vil tættere på.

Dokumentaren Untold Mr. T: I Pity the Fool bliver en del af streamingtjenestens Untold-serie, der gennem årene især har beskæftiget sig med store personligheder, konflikter og opsigtsvækkende historier fra sportens verden.

Denne gang bliver turen altså en smule anderledes.

I stedet skal vi tilbage til en periode, hvor actionstjerner kunne blive globale fænomener uden superheltekostumer, digitale multiverser eller fem planlagte spinoff-serier.

Mr. T havde i bund og grund bare brug for sin mohawk, sin fysik og en mængde guldkæder, som ville være upraktisk for de fleste andre mennesker.

I pity the fool

Dokumentarens undertitel er selvfølgelig hentet fra den sætning, der mere end nogen anden er blevet forbundet med Mr. T gennem årtierne.

“I pity the fool” blev en så stor del af hans offentlige persona, at replikken i dag næsten fungerer som en verbal version af mohawken.

Netflix får dermed rigeligt at arbejde med.

For historien om Mr. T handler ikke bare om Rocky III og The A-Team, men også om, hvordan Laurence Tureaud formåede at skabe en figur, der blev større end de film og tv-serier, han medvirkede i.

Untold Mr. T: I Pity the Fool får premiere på Netflix den 8. september.

Og det virker kun rimeligt at håbe på, at dokumentaren har afsat et helt kapitel til guldkæderne.