Gear
LEGO gør endelig det, Super Mario-fans har ventet på i årevis
Den helt rigtige behandling.
LEGO og Super Mario har efterhånden været faste legekammerater i en del år, men der har hele tiden manglet én ret åbenlys ting i samarbejdet: helt almindelige LEGO-minifigurer.
Det bliver der lavet om på i 2027.
LEGO har nemlig afsløret en helt ny bølge af Super Mario-sæt, hvor den klassiske blikkenslager og resten af banden for første gang for alvor bliver skaleret ned til det velkendte minifigur-format.
Og LEGO lægger ikke ligefrem forsigtigt fra land. Den første bølge byder blandt andet på Mario, Luigi, Peach, Toad, Yoshi og Bowser Jr., mens Bowser selvfølgelig er for stor og vigtig til en almindelig minifigur og derfor dukker op som en større figur.
Super Mario får en mere klassisk LEGO-behandling
LEGO Super Mario blev lanceret tilbage i 2020, men serien har hidtil primært været bygget omkring større elektroniske figurer, der kunne interagere med banerne.
Det var en anderledes måde at kombinere computerspil og LEGO på, men samtidig betød det, at Mario-universet aldrig helt fik samme klassiske minifigur-behandling som eksempelvis Star Wars, Harry Potter og Marvel.
Det ændrer den nye serie på.
Ifølge LEGO bliver Super Mario-temaet nu i højere grad centreret omkring kreativ rolleleg med minifigurer, figurer, køretøjer og velkendte områder fra både Super Mario og Mario Kart.
Den første bølge lander 1. januar 2027.
Læs også:
Bowser får sit eget slot
Der kommer i alt otte sæt i den første omgang, og det største bliver Fire Mario & Bowser’s Castle.
Sættet består af 850 klodser og får en amerikansk pris på 99,99 dollars. Her følger minifigurer af Fire Mario, Peach og Koopa Troopa med sammen med en Goomba og den store Bowser-figur.
Så hvis du gennem årene har tænkt, at det eneste, din LEGO-reol egentlig mangler, er en ordentlig Bowser, begynder 2027 ganske lovende.
Peach’s Castle må vi til gengæld stadig vente på.
Mario Kart fylder godt i første bølge
LEGO har heller ikke glemt Mario Kart.
Racing with Mario består af 84 dele og inkluderer Mario samt hans klassiske kart. Der følger naturligvis også de vigtigste ingredienser til en dårlig dag på racerbanen med i form af grønne og røde skjolde samt en banan.
Luigi & Bowser Jr.’s Race bygger videre på samme idé med begge figurer og deres respektive karts.
Det større Bowser’s Rumbling Race består af 409 dele og inkluderer køretøjer til Toad, Bowser, Goomba og den efterhånden ret populære ko fra Mario Kart World.
Mario’s Pipe Jump bliver samtidig seriens mindste sæt med blot 61 dele, Mario, en Goomba og det obligatoriske grønne rør.
Selv Mario skal åbenbart på stranden
Den lidt mere afslappede afdeling finder vi i Mario’s Beach Adventures.
Her får man 196 dele, en lille strandscene med snackbar og liggestol samt Mario i badebukser. IGN bemærker i den forbindelse den meget vigtige detalje, at LEGO-versionen af strand-Mario ikke har brystvorter.
Yoshi at Mario’s House byder på Mario, Yoshi og en Goomba, mens Fire Luigi vs. Koopa Troopa Battle runder den første bølge af med 241 dele og minifigurer af Fire Luigi og Koopa Troopa.
Priserne i USA spænder fra 9,99 dollars for Mario’s Pipe Jump til 99,99 dollars for Bowser-slottet.
Alle otte nye LEGO Super Mario-sæt lanceres 1. januar 2027.
Læs også: