Zombier har i årtier været en fast del af gysergenren. Fra George A. Romeros banebrydende Night of the Living Dead i 1968 til moderne hits som 28 Days Later og tv-fænomenet The Walking Dead har de levende døde været brugt som alt fra samfundskritik til ren overlevelsesgys.
Den nye film We Bury the Dead, der får biografpremiere den 12. marts, forsøger dog at tage genren et andet sted hen. Her er zombierne ikke kun monstre, der skal nedkæmpes – de bliver også et symbol på sorg, tab og det uafsluttede i menneskelivet.
Resultatet er en gyserthriller, der kombinerer klassisk zombie-spænding med et mere personligt drama.
En katastrofe der ændrer alt
Filmens historie starter med en katastrofe ud for Australiens sydkyst. Det amerikanske militær affyrer ved et uheld et eksperimentelt våben, som får katastrofale konsekvenser.
På få sekunder lukker hjernen ned hos mere end 500.000 mennesker.
Men ikke alle forbliver døde.
Nogle vender tilbage i en slags limbo mellem liv og død – mennesker, der stadig har noget uafsluttet i livet. De ligner stadig sig selv, men fremstår som spøgelsesagtige versioner af deres tidligere jeg. Jo længere tid de befinder sig i denne tilstand, desto mere aggressive og farlige bliver de.
Deres tilstedeværelse afsløres ofte af en ubehagelig lyd: den skærende knasen af tænder, der gnider mod hinanden.
Midt i kaosset følger vi filmens hovedperson Ava, spillet af Star Wars-stjernen Daisy Ridley. Hendes mand befandt sig i Tasmanien, da katastrofen ramte, og hun nægter at opgive håbet om, at han stadig kan findes.
For at komme tættere på sandheden melder hun sig til en specialenhed, der arbejder med at opspore og identificere de døde.
![]()
Læs også:
Når zombier også vækker empati
Hvor mange zombiefilm skildrer de levende døde som rene monstre, forsøger We Bury the Dead at give dem en mere menneskelig dimension.
Zombierne var engang mennesker – børn, forældre, partnere og venner – og filmen dvæler ved de liv, der er blevet efterladt. Den tager publikum med ind i hjem, hvor der engang var latter og varme, men som nu står tomme og præget af tragedie.
Fotos hænger stadig på væggene, minder ligger stadig i rummene, men livet er forsvundet.
På den måde bliver filmen også en fortælling om den choktilstand, som sorg kan være. Om følelsen af at stå tilbage med alle de ting, man ikke nåede at sige eller gøre.
Inspireret af instruktørens egen sorg
Bag filmen står den australske instruktør Zak Hilditch, og historien udspringer i høj grad af hans egne oplevelser.
Efter sin mors død stod han med opgaven at rydde sit barndomshjem – et hus fyldt med minder. Oplevelsen af at gå fra rum til rum og genopdage fragmenter af et levet liv blev en central inspiration til filmens temaer.
Først senere fandt zombierne vej ind i historien.
Ifølge Hilditch blev de en måde at udforske idéen om “unfinished business” – mennesker, der ikke kan give slip på livet, fordi noget stadig mangler.
En anderledes zombiefilm
Med We Bury the Dead forsøger Zak Hilditch at give zombiegenren et nyt perspektiv. Filmen rummer stadig de klassiske ingredienser – gys, spænding og en konstant følelse af fare – men lægger samtidig større vægt på de menneskelige konsekvenser af katastrofen.
Det gør filmen til mere end blot endnu en fortælling om overlevelse i en verden fyldt med levende døde.
Den bliver også en historie om, hvordan mennesker håndterer tab – og hvordan håbet nogle gange kan overleve selv i de mørkeste situationer.
We Bury the Dead fik dansk biografpremiere den 12. marts.
![]()
Læs også: