MCU’en bevæger sig mod endnu en massiv samling med Avengers: Doomsday og Secret Wars. Multiverset krøller sig sammen, gamle kendinge vender tilbage, og spotlightet er igen rettet mod de tunge navne som Thor, Spider-Man og Captain America.
Men midt i det hele står en række helte og samler støv.
Marvel har i Phase 4 og 5 introduceret et hav af nye karakterer og plantet setups, der burde få enorme konsekvenser. Alligevel er flere af dem forsvundet ud i kulissen uden klar retning. Her er dem, der lige nu hænger i limbo.
Kate Bishop
Hailee Steinfelds Kate Bishop var en af de mest vellykkede introduktioner i den nyere MCU. Hawkeye-serien fik sendt Clint Barton elegant på vej mod pension og gav faklen videre til en ny generation.
Siden da? Næsten ingenting.
Der har været snak om Young Avengers, og kemien mellem Kate og Yelena var tydelig. Men uden konkret opfølgning begynder det at føles som spild af momentum.
Læs også:
Eternals
Eternals var Marvels store kosmiske satsning. Filmen sluttede med en Celestial, der bogstaveligt talt stikker op af havet, karakterer der blev bortført af Arishem, og en tease af Black Knight og Eros.
Det burde have rystet hele MCU’ens status quo.
I stedet har vi fået komplet tavshed. Ingen opfølger, ingen tydelig integration i de større konflikter. Et setup i gigantisk skala – uden payoff.
Star-Lord
Guardians of the Galaxy Vol. 3 sluttede med teksten “Star-Lord will return”. Chris Pratts Peter Quill er tilbage på Jorden, klar til et nyt kapitel.
Men hvor?
Han kunne være oplagt i en kommende Avengers-samling eller i en mere jordnær solo-historie. Indtil videre eksisterer han kun som et løfte i rulleteksten.
Moon Knight
Oscar Isaac leverede en af de mest interessante og psykologisk komplekse helte i MCU’en. Serien sluttede med en tease af Jake Lockley og åbnede døren for en mørkere retning.
Siden da har der været rygter, men ingen bekræftelser.
En karakter med så meget særpræg og så stærk en skuespiller føles som en mærkelig brik at lade ligge ubrugt.
Ms. Marvel
Iman Vellani var en casting-perle. Hendes entusiasme for både karakteren og MCU’en smittede direkte gennem skærmen.
The Marvels performede ikke som håbet i biograferne, men Kamala Khan som figur er stadig en oplagt samlende kraft for den yngre generation af helte. Filmen lagde direkte op til et Young Avengers-hold.
Indtil videre er der stille.
Captain Marvel
Brie Larsons Captain Marvel burde være en af universets absolutte sværvægtere. Hendes power-niveau alene gør hende central i enhver kosmisk konflikt.
Alligevel har hendes optrædener været overraskende sparsomme. Hun er ikke officielt bekræftet i de kommende Avengers-film, og hendes fremtid i universet virker mindre tydelig end forventet.
Det er bemærkelsesværdigt for en figur, der oprindeligt blev positioneret som en nøglespiller i post-Endgame-æraen.
MCU-universet: Fra stram plan til overfyldt kort
Infinity Sagaen var kendetegnet ved langsigtet planlægning. Hver film føltes som et skridt mod noget større. I dag virker universet mere fragmenteret.
Der er blevet introduceret flere helte end nogensinde før, men ikke alle kan få spotlight samtidig. Spørgsmålet er, om Marvel spiller et ekstremt langt spil – eller om de kæmper med at samle trådene igen.
Karaktererne er der. Potentialet er der. Nu mangler vi bare at se, hvem der faktisk får lov at træde ind i centrum, når multiversets næste store slag går i gang.
Læs også: