Gear

Harman Kardon opgraderer to designikoner – nu med Wi-Fi og endnu mere lir

Der findes højttalere. Og så findes der SoundSticks og Aura Studio. De dér højtalere, der får gæster til at spørge: “Hvad er det der?” – og som samtidig lyder markant bedre, end de fleste fancy designlamper med Bluetooth nogensinde har gjort.

Nu har Harman Kardon besluttet sig for at tage to af deres største designikoner, give dem Wi-Fi, lidt ekstra hjernekapacitet og et diskret facelift. Resultatet? Harman Kardon SoundSticks 5 Wi-Fi og Aura Studio 5 Wi-Fi. Samme wow-effekt – bare klogere.

Wi-Fi > Bluetooth. Ja, vi sagde det.

Bluetooth er fint. Det er bare ikke fantastisk. Med Wi-Fi får du stabil streaming i høj opløsning, uden at din telefon konstant blander sig med notifikationer fra chefen, mor eller den der Messenger-gruppe, du burde have forladt i 2018.

De nye Wi-Fi-modeller spiller direkte via Spotify Connect, TIDAL Connect, Apple AirPlay, Google Chromecast og er selvfølgelig Roon Ready. Kort sagt: Uanset om du er hi-fi-nørd eller bare vil have Rage Against the Machine til at fylde stuen, så er du dækket ind.

Bonus: Multiroom, højttalergrupper og smart home-integration. Jep, de kan snakke med resten af dit smarte hjem – uden at blive passive aggressive.

Når lyd også er boligindretning

Harman Kardon har altid været dem, der sagde: “Højttalere behøver ikke ligne sorte kasser fra et kommunalt mødelokale.”

Aura Studio 5 Wi-Fi kommer nu med raffinerede sølvdetaljer, dyb sort stof og den ikoniske lyskuppel, som pulserer i takt med musikken. Det er halvt højttaler, halvt stemningslys – og 100 % samtalestarter.

SoundSticks 5 Wi-Fi bygger videre på det transparente design, der har gjort serien til et globalt designikon siden dengang iPods stadig var en ting. Klar hvid kuppel, poleret metal og et look, der stadig føles futuristisk – også selvom du har haft dem stående fremme i årevis.

Men hvordan lyder de så?

Kort svar: Som Harman Kardon plejer – stort, fyldigt og rumopfyldende – ifølge deres egen pressemeddelelse, vi har desværre ikke nået at teste dem endnu.

  • Aura Studio 5 Wi-Fi leverer 3-vejs lyd med en solid woofer, flere drivere og selvkalibrering til rummet. Den tilpasser sig automatisk dit hjem, så du slipper for at rode med indstillinger som en halvforvirret DJ.
  • SoundSticks 5 Wi-Fi kører også 3-vejs setup med subwoofer og dedikerede diskanter, så både bas, mellemtoner og detaljer står knivskarpt.

Begge understøtter Auracast™, så du kan koble flere højttalere sammen – perfekt hvis du vil have lyd i hele hytten (eller bare imponere naboerne).

Pris og hvornår du kan få fingrene i dem

Begge modeller lander marts 2026 på harmankardon.com – og ja, prisen er den samme for begge:

👉 2.499 kr.

Ikke billigt. Men heller ikke dumt, når man får designikon, smart funktionalitet og seriøs lyd i én og samme pakke.