Gear

LEGO går full luxury med ‘Mineral Collection’: stensikkert årets mest tilfredsstillende byggesæt

Saml dine egne mineraler!

LEGO har gjort det igen. Denne gang handler det hverken om Star Wars, superhelte eller sportsvogne, men om noget langt mere roligt – og måske endda terapeutisk.
Deres nye LEGO Mineral Collection er nemlig et hyldestprojekt til naturens egne skulpturer: ædelsten og krystaller.

Det her er LEGO for voksne, der sætter pris på godt design, smukke farver – og følelsen af at skabe noget med hænderne, som faktisk kan tåle at stå fremme i stuen.

Ædelsten i klodseform

Sættet består af 880 dele og lader dig bygge seks forskellige mineraler, alle gengivet med gennemsigtige klodser og subtile farveovergange, der fanger lyset på præcis den måde, som ægte sten gør.
Du får blandt andet:

  • Gylden pyrit
  • Lilla ametyst
  • Blå fluorit
  • Vandmelon-turmalin
  • Rødlig rhodochrosit
  • Tangerin-kvarts

Hver sten har sin egen lille sokkel, og LEGO har endda inkluderet tre fritstående “reolmoduler”, så du kan udstille dine kreationer som en miniature-mineraludstilling.

Klodser med klasse

LEGO kalder selv sættet en kombination af naturvidenskab og æstetik, og det er svært at være uenig.
Designet er beroligende, nærmest meditativt, og byggeteknikkerne er overraskende avancerede.
Det er sådan et sæt, du samler med et glas vin i hånden en sen fredag aften, mens du overbeviser dig selv om, at det ikke er legetøj – det er interiør.

Perfekt gave – til dig selv

Mineral Collection måler ca. 18 x 28 x 7 cm, og står skarpt på en hylde, et skrivebord eller som samtalestarter på hjemmekontoret.
Det er en stille luksus i LEGO-form – og et bevis på, at de danske klodser stadig kan overraske.

Pris og tilgængelighed

Pris: 529,95 kr.