Film

Farvel til en filmgigant: Robert Redford er død, 89 år gammel

En legende takker af.

En æra i amerikansk filmhistorie er slut. Robert Redford, manden med det gyldne hår, det evige drengestrejf i øjet og et film-cv, der får de fleste til at blegne, er død i en alder af 89 år.

Redford døde stille i sit hjem i Utah tirsdag morgen lokal tid, bekræfter hans PR-agentur til New York Times. Der blev ikke oplyst en konkret dødsårsag, men meldingen lyder, at han sov fredeligt ind.

Fra ikon til legende

Hvis du ikke har set Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969), har du stadig set hans aftryk på filmhistorien. Redford blev med den film – og den perfekte kemi med Paul Newman – skudt direkte ind i stjernehimlen. Siden fulgte en perlerække af klassikere, hvor han balancerede mellem charmetrold og dybdeborende karakterroller.

Hans præstation som Denys Finch Hatton i Mit Afrika (1985) overfor Meryl Streep som Karen Blixen, cementerede hans position som international hjerteknuser – også herhjemme. Hans blik, der kunne skifte mellem flabet charme og stille melankoli, var lige så kraftfuldt som et helt soundtrack.

Og så var der Alle præsidentens mænd (1976), Vore bedste år (1973), The Sting (1973) og den stærkt undervurderede Den sidste gentleman (2018), som blev hans sidste store hovedrolle.

Mere end en skuespiller

Redford var ikke kun manden foran kameraet. Han var også instruktør, producent, miljøforkæmper og en af de mest toneangivende skikkelser i amerikansk independentfilm. I 1985 grundlagde han Sundance Film Festival, som stadig er en af verdens vigtigste platforme for nye filmskabere.

Sammen med sin søn stiftede han i 2005 The Redford Center, som producerer film og kampagner med fokus på klima og sociale spørgsmål – langt fra glitter og rød løber, men helt i tråd med den integritet, der har kendetegnet hans karriere.

Et liv med kærlighed og kunst

Robert Redford var gift med kunstneren Sibylle Szaggars siden 2009. Før det var han gift med historiker Lola van Wagenen i næsten 30 år, og sammen fik de tre børn.

Han spillede med i over 75 film, men han efterlod sig langt mere end bare roller. Redford repræsenterede en æra, hvor filmstjerner stadig kunne være mystiske – hvor karisma ikke var noget, man kunne klippe sig til, og hvor man både kunne være sexsymbol og samfundsdebattør uden at blinke.