Du behøver ikke første klasse med Alitalia eller en dyr espresso i Portofino for at opleve den italienske middelhavsstemning – LEGO klarer det for dig med deres seneste Ideas-sæt, inspireret af Cinque Terre. Det nye byggesæt rammer hylderne til august, og det er spækket med sydlandsk charme, farver, små butikker og selvfølgelig en nonna med pastamaskine.
3.251 klodser af ren ferieidyl
LEGO Ideas Italian Riviera (sæt nr. 21359) er ikke bare en samling af farverige klodser – det er en miniversion af den liguriske kyst pakket ind i 3.251 detaljerige elementer. Designet af den amerikanske fan Alex Sahli, der tydeligvis har stirret længe på billeder fra Manarola og Riomaggiore, rummer sættet tre klassiske middelhavsbygninger med skæve vinkler og stærke farver.
Der er plads til både gelato-shop, dykkergrejbutik og et fiskemarked, og det hele emmer af ferie, sol og fliser på skrå.
Minifigurer med karakter
Ud over selve bygningen får du også 10 minifigurer med, der gør sættet levende – blandt dem en ægte italiensk nonna, en ismand med attitude og en flok lokale, der alle kunne være statister i en arthouse-film fra 70’erne. Det er rendyrket hygge og detaljefetich for voksne LEGO-nørder med flair for arkitektur og æstetik.
Hvis du er LEGO Insider, får du tidlig adgang fra 7. august, mens den officielle udgivelse sker den 10. august. Prisen? 300 dollars – svarende til cirka 2.070 kr. (plus/minus lidt afhængigt af moms og leveringsgebyr). Og ja, du får en ekstra lille LEGO-gave med – en Mediterranean Scene-gaveæske – hvis du køber sættet i ugen efter lanceringen, så længe lager haves.
Fra idé til virkelighed
Sættet kommer ud af LEGO Ideas-programmet, hvor fans kan indsende deres egne designs, og hvor det bredere community stemmer om, hvilke der skal blive til virkelige produkter. Alex Sahli’s version vandt af god grund – den rammer præcis den blanding af nostalgi, rejsedrøm og bygningshåndværk, der gør LEGO til noget helt andet end bare legetøj.
Så hvis du ikke lige har tid eller penge til at tage til den ægte riviera denne sommer – eller bare elsker at nørde med byggeteknikker og sydlandsk stemning – så ved du, hvad du skal lave, når sættet lander.
Læs også: