Film

Ny filmfestival i København vil blande publikum og filmskabere: “Det skal føles personligt – ikke som et glitrende event”

Spændende initiativ.

Midt i sommerferien, hvor de fleste jagter sol og Aperol, kaster en ny spiller sig ind i kampen om opmærksomheden i København – og denne gang er det ikke en foodtruck-festival eller endnu en vinbar med jazz. Det er film. Store lærreder. Smalle titler. Og en ambition om at gøre tingene lidt anderledes.

Copenhagen Headliner Film Festival (CHFF) løber af stablen fra den 17. til 24. juli i Grand Teatret, og ifølge manden bag det hele, Jesper Isaksen, handler det ikke kun om at vise film – men om at få publikum og filmskabere til at smelte lidt sammen i mørket.

Forpremierer, kortfilm og kunstneriske perler

På programmet er alt fra eksklusive visninger og snigpremierer til internationale festivalperler, du ikke finder i dit lokale multiplex. Heriblandt den australske thriller Bring Her Back, den mystiske Mother’s Baby med danske Claes Bang og det Laos- og UK-skabte filmfænomen Satu – Year of the Rabbit.

Og så er der Short Wonders – tre samleprogrammer med alt fra robotkærlighed til økokatastrofer og sociale eksperimenter, som ikke lige får en torsdags-premiere i Field’s. Kort sagt: Det er kurateret med kærlighed og kræs – og ikke bare fordi nogen skulle udfylde en slot i programmet.

Mere hangout, mindre røde løbere

Jesper Isaksen er ikke ude på at skabe en festival med kulørte pressevægge og champagnefontæner. Tværtimod. Han siger selv:

“Festivalen skal føles personlig og ikke som et distancerende og uvedkommende event.”

Ambitionen? At blive Københavns nye internationale filmfestival efter CPH:PIX – og samtidig holde fast i en ærlig, respektfuld tone mellem arrangører og kunstnere. Ikke noget med storladne keynote-speeches – her hedder det Headliner Talks, og det handler om at få folk til at snakke sammen, ikke at performe.

En filmfestival midt i juli – mod strømmen

Det er måske lidt modigt at placere en festival midt i sommerferien, men netop det valg er også en test: Hvem vælger aktivt at bruge en sommeraften i biografmørke, når solen skinner? Ifølge Isaksen er det netop dét publikum, festivalen gerne vil tiltrække. Dedikerede, nysgerrige typer med lyst til mere end bare popcorn og Marvel.

Og hey – hvis du er til Q&A’s, nichefilm, overraskelser og en vibe, der minder mere om vinylmesse end filmpremiere på den røde løber, så er det måske Copenhagen Headliner Film Festival, du skal smide solbrillerne for i år.

Festivalens program strækker sig fra d. 17. til 24. juli med visninger hver dag i Grand Teatret.