Computer
Ny forskning viser: Folk frygter AI mere end dommedag
Vi elsker en god apokalypse, zombier, robotopstande, meteorer, der blæser Jorden væk.
Men ifølge en ny undersøgelse fra Universitetet i Zürich er det ikke fremtidige katastrofer, der holder os vågne om natten.
Det er kunstig intelligens. Ikke Skynet-versionen. Men den, der stjæler dit job og sender deepfakes ud på Facebook.
Over 10.000 mennesker fra Storbritannien og USA deltog i studiet, som viser, at vi tager nutidens problemer med AI mere alvorligt end hypotetiske dommedagsvisioner.
Frygten handler om det, vi allerede kan mærke
Forskerne bag undersøgelsen, Emma Hoes og Fabrizio Gilardi, gennemførte tre store eksperimenter, hvor deltagerne blev præsenteret for overskrifter, der enten fokuserede på AI som en katastrofal trussel, nutidens problemer som disinformation og diskrimination, eller på de potentielle fordele ved teknologien.
“Vores resultater viser, at folk skelner tydeligt mellem abstrakte fremtidsscenarier og konkrete, aktuelle problemer, som de tager langt mere alvorligt,” forklarer forskerne.
Og selv når deltagerne blev bombarderet med dystre AI-profetier, var de stadig mest bekymrede for de ting, der sker lige nu.
Som at en algoritme afgør, om du får dit job. Eller om du bliver offer for en overbevisende AI-genereret falsk nyhed.
Læs også:
Vi kan godt bekymre os om flere ting på én gang
En vigtig pointe fra forskerne er, at bekymringer om fremtidige scenarier ikke fortrænger opmærksomheden på nutidige problemer.
“Det skal ikke være et enten-eller,” siger Gilardi. “Vi skal kunne forstå og tage begge dele alvorligt, både de aktuelle og de potentielle udfordringer.”
Undersøgelsen er et vink med en vognstang til politikere og tech-giganter: Mens I drømmer jer væk i sci-fi-scenarier, vil folk gerne høre, hvad I gør ved jobtab, misinformation og diskriminerende algoritmer, lige nu.
Læs også: