Connery

5 gastronomiske højdepunkter til årets Den Lille Kulturnat

Kultur med mad og drikke!

Den Lille Kulturnat er lige på trapperne for børnefamilier og forældre, der lige skal have en på opleveren og stadigvæk nå hjem til putning - og traditionen tro har vi taget et gastronomisk twist på guiden og fundet det ting, som har lidt med mad og drikke at gøre.

Hvem elsker ikke kultur med lidt kant af gastronomi? Fang de bedste bud herunder:

Leg på 100 måder

Kom og leg på 100 måder på Campus Carlsberg, hvor vi åbner dørene for sjove og spændende legeuniverser. 200 pædagogstuderende står klar med lege og aktiviteter til børn i alle aldre. Kom og prøv krea-lege, bevægelseslege, teknologilege, musiklege og hulelege. Oplev teaterforestillinger, børnekoncerter og leg i vores stemningsfyldte Playlab. Der er mulighed for at købe snacks og drikkevarer i caféen.

Læs mere her

Franske fristelser

Institut Français byder denne aften indenfor til workshops, aktiviteter og smagsprøver! Prøv: VR – Virtual Reality, quiz og Kahoot. Oplev den franske digitale kunstudstilling Microfolie og et væld af sjove og skæve arrangementer. Og nyd en smagsprøve på fransk musikalitet samt ikke mindst noget godt til ganen.

Læs mere her

Tæskelækre tarteletter

Er man mere til det klassisk danske, køkken, skal man tage en tur forbi Arbejdermuseet, hvor der serveres tarteletter i lange baner. Men først skal kreativiteten sættes fri! Tag med og hør om skovtrolden Arnvid, der elsker at spille en sprød trompet, deltag i tegneworkshoppen ”Skab din egen drømmerejse”, lyt til blæserne fra brassbandet Charlies Blåhval, leg løs og drøm jer med på eventyr med den anmelderroste børnebogsforfatter- og tegner Christina Lucia Wraber. Rund aftenen af med familiefavoritten tarteletter i Arbejdermuseets café – husk at bestille bord.

Læs mere her

Plantebaseret kulturnat

På den anden side af broen kan man tage med til Plantefest i Kulturhus Ama’r , hvor alt står i plantelivet og forårets tegn. Hør en fantastisk plantekoncert med musikerne Bo Thorning og Anders Børup, som spiller musik direkte på planterne, og prøv selv de elektroniske plante-instrumenter. Eftermiddagen byder også på planteskattejagt og bålhygge, hvor man kan lave snacks over bålet, og senere er der fælles plantespisning i caféen.

Læs mere her

Søhelte og suppe

Gå på opdagelse i Søværnets kirke, hvor de store søhelte ligger begravet, og slut af med en dejlig, varmende suppe. Holmens Kirke slår dørene op for børn i alle aldre. Du kan møde Tordenskjold og andre store søhelte, besøge vores krea-værksteder, komme til et unikt besøg ved orglet, hvor organisten spiller med både hænder og fødder, og deltage i børnefamiliegudstjeneste med sang og dans. Fra kl. 18-19 er der lækker, gratis suppe til at varme sig på ved det udendørs suppekøkken.

Læs mere her

Snapstinget by Night

Kombiner en sjov og (u)hyggelig aften med ungerne med et måltid i smukke, historiske rammer. På Den Lille Kulturnat slår Folketinget dørene op for børn mellem 6 og 12 år og deres familier. Aftenen byder på en række sjove aktiviteter. I kan bl.a. gå på spøgelsesjagt efter politiske genfærd og andre historiske skikkelser på Christiansborg. Børnene kan også tegne og lave badges i et kreativt værksted, prøve det store lykkehjul i Vandrehallen og opleve Folketingssalen indefra. Slut af med at opleve de folkevalgtes kantine indefra - Snapstinget, Folketingets café og restaurant, sælger børnevenlig mad og drikke indtil kl. 19.45.

Læs mere her

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce