Magasin
4 af de skarpe: Udvalgte fastfood-restauranter i Danmark
Inspiration til næste drengetur på den lokale grill!
Vi har været på vikingetogt rundt i det danske landskab i jagt efter proviant i diverse fastfood-steder. Et videnskabeligt forsøg på at nærstudere burger-konceptet i alle sine afskygninger af smag, variation, kombination og diverse fortolkninger af originalitet og innovation på godt og ondt – et hårdt arbejde, kan du nok forstå.
Under vores udforskning var der et par steder, som stak hovedet op over gennemsnittet og gjorde måltidet til en sand fornøjelse. Listen er ikke baseret på en skala eller en topliste over creme de la creme, men er i stedet resultatet af nogle gode oplevelser med medvind, godt humør, drengehørm og en burger, der faldt på et tørt sted.
The Burger Shack, Aarhus
Den århusianske filial af kæden byder på friske, økologiske grøntsager og dansk kvæg som solidt grundlag for nogle velkomponerede burgere. Deres primære burger, den klassiske cheeseburger, er en simpel, men saftig fætter med en perfekt stegt bøf med sprød overflade og lyserød midte samt en blød og luftig brioche-bolle omkring sig. Hertil serveres velstegte pommes frites drysset med parmesan-granulat – med dertilhørende sodavand eller øllevand. Simpelt, delikat og lige i øjet!
Burger Anarchy
Burger Anarchy, Odense
Burgerbranchens tunge drenge findes i det fynske, hvor en række heftige, kreative konstellationer af burgere pryder menukortet. Alt fra vildsvin, lyssej og fynsk oksekød til en klapsammen-mellemmad med steak eller pommes-fyld er blot nogle få eksempler på de spiselige testosteronbomber, som du finder på restauranten i både almindelig størrelse og som sliders. Kreativt, velsmagende og overvældende, men smagsmæssigt afstemt og ikke mindst en burger til ethvert humør.
Fra en lille tur vi havde på Flisen. Foto: Christian Grüner
Flisen Bar & Burgers, København
Befinder man sig i hovedstaden, bør man kigge forbi denne herlighed, hvor man på det mere åbne menukort selv kan kreere sit mesterværk. Med frie rammer til enten at skabe en simpel og velsmagende burger med velstegt bøf og diverse oste og grønt eller et direkte bacon-oste-helvede fra baggården af Valhalla, kan man ramme sit behovsniveau et sted på skalaen efter egen lyst. Og så kan man blive til en drink efterfølgende. Simpelt, frit tilgængeligt og ikke mindst velsmagende.
Psst: Tjek hvordan Flisen ser ud, når den har besøg af Zienna!
WeDoBurgers
WeDoBurgers, Aalborg
Som navnet antyder, er dette den rette destination, såfremt man skulle trænge til en simpel burger, der rammer stort set hele behovsskalaen. Med en mission om at reintroducere den originale burger i al sin hæder formår restaurantkæden at skabe en simpel smagsoplevelse med fokus på gode råvarer. Hvad enten man er sulten i en fart eller skal aflive tømmermændene, så kan deres burger, eskorteret ned i svælget med en håndfuld timian-pommes frites, klare ret mange udfordringer.