25Live
George Michael koncert 11/11 06
Der var høj stemning i Parken, og allerede ved eftermiddagstid blev der udenfor spillet Wham klassikere. Folk var spændte og glædede sig til at se den berømte solist efter 16 stille år med tomme scener.
Dørene blev åbnet 17.30, og folkene strømmede ind i stride strømme, ligesom regnen gjorde det ned på os. Vi var 45.000 mennesker, og det der i starten var en hel masse små, røde sæder blev hurtigt til en masse små, musikglade hoveder.
Vi ventede spændte i vores sæder til cirka 20.30, hvorefter lyset slukkedes, og et nærmest umenneskeligt hvin bredte sig fra alle os fans.
Til trods for at der ingen opvarmningsband var, var publikum virkelig på.
Skærmene tændtes, lysshowet gik i gang, og vi kunne høre den berygtede stemme. George Michael sang et par minutter, før skærmen åbnede sig, og ud trådte han, syngene ordene: "Here I am".
George Michael havde et mørkt, glinsende jakkesæt på og så stilet ud som altid. Han sang alle de bedste numre, blandt andet Father Figure, Star People, Too Funky og Jesus to a Child. Lige så rolige og melankolske, vi kunne være til Jesus to Child, lige så danseglade og lykkelige var vi, da han sang I'm your Man og Everything she wants.
Jeg havde på forhånd hørt, at der skulle være et rigtigt flot sceneshow med, og det havde jeg lidt svært ved at tro på, da det, før showet gik i gang, lignede en scene, et stort tæppe, nogle skærme og et stort rod rundt omkring.
Men der tog jeg virkelig fejl!
Det store tæppe blev slået væk, og indenunder gemte der sig en kæmpe stor skærm, som også var i gulvet, og denne blev brugt ivrigt.
Skærmene ude i siden viste for det meste hr. Michael, hvorimod den store i midten hypnotiserede os med livlige 3D effekter: hav, solnedgang, disco, helikoptere og George Bush.
Koncerten var præget af en pæn, behersket stemning, og der har været kritik af, at det var for pænt, og at han ikke kan forene den hashrygende mandeglade herre med den kontrolfikserede, professionelle sanger, men jeg synes, han udførte jobbet perfekt.
Det var stilet, under kontrol, men så sandelig også fyldt med glæde, sjov og en stor begejstring for musikken.
Lyden, teknikken, koret, bandet og scenen var indstillet, øvet og klar, og man kunne ikke fornemme George Michaels sceneskræk og indelukkethed, da han dansede rundt på scenen, lod os publikummer synge med og tog sig til hjertet, da vi blev ved med at klappe og synge, da han sluttede af.
Han sang et par fantastiske ekstra numre, men til sidst kunne vi ikke presse mere ud af ham, og vi måtte ud i den danske regn og hjem som lidt mere lykkelige mennesker, i hvert fald for en stund.
Kort sagt: denne koncert var regnen, mudderet, den lange køretur til KBH og mine hvide, ødelagte bukser værd, og hvis jeg kunne, havde jeg givet den 12 ud af 6 stjerner.
George Michaels nyeste album, Twenty Five udkom i fredags, og man kan ikke kalde sig en rigtig fan, hvis man ikke får det mellem fingrene hurtigst muligt.
Jeg ved da i hvert fald, hvad jeg skal købe, så snart jeg får mulighed for det...
Dørene blev åbnet 17.30, og folkene strømmede ind i stride strømme, ligesom regnen gjorde det ned på os. Vi var 45.000 mennesker, og det der i starten var en hel masse små, røde sæder blev hurtigt til en masse små, musikglade hoveder.
Vi ventede spændte i vores sæder til cirka 20.30, hvorefter lyset slukkedes, og et nærmest umenneskeligt hvin bredte sig fra alle os fans.
Til trods for at der ingen opvarmningsband var, var publikum virkelig på.
Skærmene tændtes, lysshowet gik i gang, og vi kunne høre den berygtede stemme. George Michael sang et par minutter, før skærmen åbnede sig, og ud trådte han, syngene ordene: "Here I am".
George Michael havde et mørkt, glinsende jakkesæt på og så stilet ud som altid. Han sang alle de bedste numre, blandt andet Father Figure, Star People, Too Funky og Jesus to a Child. Lige så rolige og melankolske, vi kunne være til Jesus to Child, lige så danseglade og lykkelige var vi, da han sang I'm your Man og Everything she wants.
Jeg havde på forhånd hørt, at der skulle være et rigtigt flot sceneshow med, og det havde jeg lidt svært ved at tro på, da det, før showet gik i gang, lignede en scene, et stort tæppe, nogle skærme og et stort rod rundt omkring.
Men der tog jeg virkelig fejl!
Det store tæppe blev slået væk, og indenunder gemte der sig en kæmpe stor skærm, som også var i gulvet, og denne blev brugt ivrigt.
Skærmene ude i siden viste for det meste hr. Michael, hvorimod den store i midten hypnotiserede os med livlige 3D effekter: hav, solnedgang, disco, helikoptere og George Bush.
Koncerten var præget af en pæn, behersket stemning, og der har været kritik af, at det var for pænt, og at han ikke kan forene den hashrygende mandeglade herre med den kontrolfikserede, professionelle sanger, men jeg synes, han udførte jobbet perfekt.
Det var stilet, under kontrol, men så sandelig også fyldt med glæde, sjov og en stor begejstring for musikken.
Lyden, teknikken, koret, bandet og scenen var indstillet, øvet og klar, og man kunne ikke fornemme George Michaels sceneskræk og indelukkethed, da han dansede rundt på scenen, lod os publikummer synge med og tog sig til hjertet, da vi blev ved med at klappe og synge, da han sluttede af.
Han sang et par fantastiske ekstra numre, men til sidst kunne vi ikke presse mere ud af ham, og vi måtte ud i den danske regn og hjem som lidt mere lykkelige mennesker, i hvert fald for en stund.
Kort sagt: denne koncert var regnen, mudderet, den lange køretur til KBH og mine hvide, ødelagte bukser værd, og hvis jeg kunne, havde jeg givet den 12 ud af 6 stjerner.
George Michaels nyeste album, Twenty Five udkom i fredags, og man kan ikke kalde sig en rigtig fan, hvis man ikke får det mellem fingrene hurtigst muligt.
Jeg ved da i hvert fald, hvad jeg skal købe, så snart jeg får mulighed for det...
