Verden

23andMe på vej mod konkurs: Tusindvis af danskeres DNA til salg til højestbydende

23andMe har søgt om Chapter 11-beskyttelse.

23andMe på vej mod konkurs: Tusindvis af danskeres DNA til salg til højestbydende
Foto: John Murphy, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons

Det lød så uskyldigt i starten. Du sendte lidt spyt med posten, trykkede “acceptér alle vilkår” hurtigere end din Chrome-browser kunne stave til cookies, og vupti:

Du vidste pludselig, at du var 13 % finsk og muligvis i risiko for at få type 2-diabetes.

Tillykke, du havde lige givet et biotekfirma adgang til din genetiske grundbog.

Men nu er 23andMe, en af de mest kendte DNA-testtjenester, gået i betalingsstandsning.

Og dermed er 15 millioner menneskers mest intime data potentielt på vej i hænderne på tja, hvem der nu måtte have penge nok.

Dit DNA er en aktivpost

23andMe har søgt om Chapter 11-beskyttelse.

Ifølge selskabet selv sælger de “substantially all assets”, og det kan meget vel inkludere dine genetiske hemmeligheder.

En potentiel køber vil altså ikke bare få kontorstole og printere, de får et katalog over folks sygdomsrisici, etnicitet og mulige fætre i Wisconsin.

Californiens justitsminister Rob Bonta har allerede været ude og advare:

Hvis du har brugt 23andMe, og du ikke har lyst til, at din arvemasse skal ende i hænderne på Silicon Valleys næste tech-guru eller værste startup, så få slettet dine data nu.

Sådan sletter du dit DNA fra internettets baglokale

Okay, så hvad gør du?

Gå ind på din konto, find “Settings”, scroll ned til “23andMe Data”, tryk “View” og vælg derefter “Permanently Delete Data”.

Du vil blive spurgt, om du er helt sikker, og du ved, når websites spørger sådan, så er det alvor.

Derudover kan du også bede dem destruere din fysiske DNA-prøve, hvis du lod dem opbevare den.

Tjek dine “Preferences”, og sæt et stort fedt “nej tak” til videre opbevaring.

Bonus: Gå lige ind og fjern dit samtykke til, at dine data må bruges i forskning.

Du behøver ikke bidrage til udviklingen af “perfekt hud” via et wellness-startup i 2031.

Det hele kommer i kølvandet på et kæmpe hackerangreb i 2023, hvor 7 millioner brugeres data blev kompromitteret.

Altså, hvis ikke dét fik dig til at overveje, hvor dine DNA-data ligger, så burde det her.